Den tyske pige

Den tyske pige
Oversætter:
Sprog:
Originalsprog:

Man skal nok være lavet af sten for ikke at blive berørt at Den tyske pige. Det er en gribende fortælling, der skildrer den virkelige historie om over 900 jødiske flygtninge fra Tyskland, der blev fanget på en båd og nægtet indrejsetilladelse i flere lande.
Bogens problem bliver dog, at det i højere grad er tanken om virkelighedens fortabte sjæle end det er romanens fortælling, som skaber tårerne.
Det er sorgfuldt, ubehageligt og uretfærdigt, og der er lagt op til tårer, mens  Hannah langsomt men sikkert mister sin barndomsuskyld og alle sine håb og drømme. Samtidig byder romanen på den løbende nutidige fortælling om pigen Anna, der leder efter svar om sin ukendte afdøde far, en historie der giver den kim af optimisme, som man midt i elendigheden har brug for. Den er der nemlig skruet lige lovlig højt op for.

Den tyske pige følger historien om den tysk-jødiske Hannah, der i Hamburg i 1939 sammen med sin familie kæmper mod det stigende jødehad, og kaster sig ud i en desperat jagt på visum og udrejsetilladelser, inden de stiger ombord på skibet St.Louis mod en fremtid i Cuba og sidenhen USA i sikkerhed for nazisterne, - tror de! For i Cuba har de i mellemtiden annulleret alle de ombordværende flygtninges indrejsetilladelser, og det efterlader et skib fuld af uønskede skæbner, uden retning og fulde af angst – på et ocean af håbløshed.
Sideløbende følger vi historien om Anna, der i 2014 i New York, lever en udfordret tilværelse med en mor, der stadig er lammet af sorg over faderens død 11.september 2001. Anna har aldrig kendt sin far, og kender ikke hans historie eller hans fortid, da et brev fra faderens tante Hannah på Cuba pludselig dukker op.

Vi følger historien fra en 12.årig piges synsvinkel. Det er en vinkel, der er præget af uforståenhed, men også af håb for fremtiden. Håb der dog knuses langsomt, for helt at forsvinde et sted på den ø, som hun troede skulle være familiens frelse. Paradisøen, med den dejlige varme og blå bølger, bliver et kvælende fængsel, hvor hendes elskede tulipaner ikke kan gro.
Samtidig skildres historien om Anna, der i sit forsøg på at ”finde” sin døde far rejser til Cuba for at møde faderens tante, men også for at få svar på hvem faderen var og kende hans historie. Annas historie er optimismen i den ellers sørgelige historie, og den er der brug for.

Der er dog ingen tvivl om, at romanens hovedhistorie, er fortællingen om dagene ombord på skibet St.Louis, og om den uretfærdighed, der ramte de over 900 skæbner ombord. Med sådan et stærkt historisk forlæg, er der et godt fundament for at skabe en medrivende og bevægende fortælling, - og jeg bliver da også i tvivl om, hvorvidt der er romanens kvaliteter der bevæger mig, eller om det snarere er virkelighedens historie og tanken om de mennesker, der i ugevis har ligger på det åbne hav i uvished og angst. Mennesker som havde forladt alt med et håb, der fortabte sig i elendighed og (for de flestes tilfælde) nogle frygtelige lidelser og til slut døden.

Jeg synes at romanens stærkeste afsnit er skildringen af tiden på skibet; Hannahs håb og drømme med drengen Leo og hendes angst for det ukendt og hendes totale uforståenhed over for den vrede, der i Nazityskland pludselig vendte sig mod dem. Ligeledes står også skildringen af moderens udvikling meget stærkt; Fra modløs til håbefuld – fra vrede til total afmagt.
Hannahs historie er klart den stærkeste, omend forfatteren i skildringen af hendes tid fra rejsen over Atlanten og til hun når sin alderdom, synes at være gået let hen over begivenhederne - af samme grund fremstår den udvikling og de valg hun tager senere i livet uforklarede.  Bedst er hendes sidste kapitel, som er poetisk og smukt og giver en fredfyldt afslutning på det sorgfulde liv, der er fyldt med afmagt og sorg.
Forfatteren vil virkelig gerne have os til at lide med Hannah, og det gør jeg også til en vis grad. Men det er stadig som om, at forfatteren ikke helt formår at skrive sig ind i den unge piges hoved. Der er i hvert fald en distance, som jeg ikke helt kan sætte fingeren på.

Svagest står Annas historie; hun fremstår ikke som en stærk og selvstændig karakter i bogen, tværtimod er det faktisk vanskeligt at skelne de to tolvårige pigers følelsesliv fra hinanden, og det understreger blot forfatterens vanskelighed ved at skrive sig ind i sine karakterer – derudover er scenerne med Anna i Cuba og drengen Diego ikke nær så interessante, som resten af historiens handlingsforløb. Langt hen af vejen, var Annas kapitler nogle, som jeg bare skulle have overstået for at komme videre med Hannahs fortælling.

Alt i alt er det en gribende fortælling, som skildrer et mørkt kapitel i fortællingen om de jøder, som eftertiden og alverdens nationer ellers bryster sig af at have gjort alt for at redde.
Det er en rørende fortælling - og jeg blev rørt. Men det er også svært at blive andet, når en bog leder tankerne hen på de millioner af jøder, som blev forfulgt og dræbt under anden verdenskrig.

Alt i alt vil jeg dog anbefale bogen - alene på grund af den indsigt og det perspektiv på historien, som den kan give. Et perspektiv, som man måske kan tage med sig i sit syn på den nuværende flygtningedebat. Men det er en bog, der først og fremmest gør sit indtryk på grund af de historiske facts fremfor den skønlitterære fortælling.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvad syntes du om bogen?