En dag vil vi grine af det

no title has been provided for this book
Sprog:
Originalsprog:

Thomas Korsgaard er tilbage med en fortsættelse til debutsuccesen ”Hvis der skulle komme et menneske forbi”, og kunne man lide den første bog, så bliver man bestemt ikke skuffet i denne 2’er. For den fortsætter i samme stil og spor. Dog synes jeg, at Thomas Korsgaard i højere grad formår at skrive sig ind på sine karakterer end han gjorde i den første bog.
Thomas skriver godt; Han har en blanding af Helles Helles nøgterne observerende blik – særligt i sin replikskrivning, og Erling Jepsens sans for de tragikomiske og samtidig indlevende beskrivelser af samfundets svageste.

En selvstændig fortsættelse:
I ’En dag vil vi grine af det’ er vi tilbage hos Tue og resten af familien i huset for enden af grusvejen. Familien er kommet til penge, efter at moderen har fået en stor erstatning fra patientklagenævnet, men det har tilsyneladende ikke ændret det helt store for familielivet, som stadig er præget af psykisk og fysisk vold.
Bogen kaldes en selvstændig fortsættelse, men jeg vil alligevel påstå, at det er en klar fordel, at man har læst ”Hvis der skulle komme et menneske forbi”.

Uskønne karakterer beskrevet med kærlighed:
Den første bog skabte en del polemik, blandt andet fordi Thomas Korsgaards lillebror var ude og kritisere Korsgaard for at kalde bogen autofiktion; Han mente bestemt ikke at kunne genkende fremstillingerne af deres barndom.
Hvad der er op og ned i den sag, skal jeg ikke kunne gisne om – og egentlig er det jo, set fra et litterært synspunkt, også ligegyldigt, hvor meget der er fiktion, og hvor meget der er egentlige barndomserindringer.
Men når det så er sagt, så synes jeg faktisk, at Thomas Korsgaard fremstiller sine karakterer med en god portion kærlighed.
Romanens karakterer er personer fra samfundets bund, der kæmper på trods og efter bedste evne. Der er noget barskt og brutalt i de uskønne fremstillinger, men der er også varme og kærlighed, og som læser fornemmer man, at Thomas Korsgaard er drevet af et ønske om at forstå sine karakterer og beskrive dem så tæt på og hudløst ærligt, som han kan.
Særligt synes jeg, at hans fremstilling af forældrene er utrolig flot, og det er uden tvivl i de små umiddelbart ligegyldige detaljer, at det dybere karakterarbejde ligger gemt – og det er særligt det, som jeg synes Korsgaard gør utrolig godt.
Faderen kæmper med forskellige jobs og en kone, der ikke magter at være hverken mor eller hustru. Som symbol på hans magtesløshed tænder han meningsløst for elkedlen i tide og utide.
Moderen har fået en erstatning og lover i begyndelsen af romanen bod og bedring over for sin søn Tue. Hun tager konstant ud for at købe ”lidt lækkert” som hun siger, men magter ikke for alvor at ændre sit liv, og veksler mellem optimisme, depression og et desperat ønske om at noget vil forandres.
”Hun åbnede en ny cola, lod brusen falde og skruede låget helt af, før hun hældte op i et krus, hvor der stod Carpe Diem”
Det velkendte latinske citat på kaffekoppen står i kontrast til hendes totale stilstand, og i det hele taget er det småt med fremgang for den lille familie.

Betændte relationer:
Men ud over en ganske fin karaktertegning, så synes jeg, at ”En dag vil vi grine af det” udmærker sig særligt til forskel fra den første bog ved en dybere udforskning af karakterenes relationer.
Her står beskrivelsen af Tues forhold til sin mor særligt stærkt. Indledningsvist sætter moderen fx sin søn i en slem kattepine, i det hun afslører sin affære og hemmelige plan om at gå fra faderen. En plan, skal det dog vise sig, som ikke er reel, og som først og fremmest kommer til at fungere som en ladt pistol i forholdet mellem Tue og moderen. Tue truer sin mor med at fortælle faderen alt, når han vil opnå noget hos moderen, og moderen inddrager til gengæld sønnen i detaljer om forholdet, som langt må siges at overskride grænserne for, hvad der er passende.
”Jeg hader dig, og du må ikke flytte” hvisker Tue til sin mor, og understreger forholdets kompleksitet.

I det hele taget er relationerne i familien stærkt betændte, og heller ikke hovedpersonen selv går ram forbi i beskrivelserne af en familie, hvor alle synes at bruge hinandens svagheder efter forgodtbefindende og inddrage hinanden som gidsler i deres egne konflikter.
Faderen truer konstant børnene med selvmord, moderen truer Tue med at forlade faderen og afsløre Tues homoseksualitet, og Tue selv inddrager sine mindre søskende i forældrenes konflikt og fortæller om moderens affære.
Alle er lige gode om det i Korsgaards univers – her er der ingen helgender.

Fra portræt af en familie til portræt af et samfund:
Man kan måske anklage romanen for at køre i ring og gentage for meget af sin tematik fra den første bog. Men jeg synes, at denne 2’er udforsker sine karakterer langt mere end den første bog. Plottets udgangspunkt er moderens erstatning, som kunne have hjulpet familien på ret køl, men som ikke ændrer så meget. Dermed understreger romanen en væsentligt pointe omkring samfundets svageste, nemlig at det ikke kun er økonomiske forskelle men også sociale og kulturelle forskelle, der skaber ulighederne i samfundet.

Tues udvikling fra beskuende til handlende:
Tues personlige udvikling i romanen er også interessant. I begyndelsen er han stadig en dreng, der afviser sin egen seksualitet og som forholder sig distanceret og nøgternt til familien og konflikterne. Men gradvist oplever man ham åbne sig; Han forholder sig til sin omverden og til sig selv, og han begynder at tage ansvar.
Han begynder fx at erindre barndomsminder, der tilsyneladende er med til at lukke nogle huller i hans egen selvforståelse. Han udlever sin seksualitet og får prøvet nogle ting af. Ligesom han også tager et ansvar for sit eget liv, og en af hans sidste replikker lyder blandt andet ”Man kan jo ikke klare hinandens liv”.

Thomas Korsgaard er en god skribent. Hans største styrke er uden tvivl hans sans for at skabe stor betydning i små deltaljer. Jeg elsker hans uskønne karakterer og den triste tomgang i livet for enden af grusvejen. Men mest af alt elsker jeg hans sublime blanding af en brutal ærlig og samtidig indlevende og kærlig fremstilling af mennesker.

4.5Overall Score

Thomas Korsgaard er tilbage med en fortsættelse til debutsuccesen ”Hvis der skulle komme et menneske forbi”, og kunne man lide den første bog, så bliver man bestemt ikke skuffet i denne 2’er. For ...

  • Historien
    4.2
  • karaktererne
    4.4
  • sprog og skrivestil
    4.9

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvad syntes du om bogen?