Stillezone

Jeg havde glædet mig til at læse Stillezone af debuterende Shosha Raymond, først og fremmest fordi bagsideteksten lover en roman om ”at være barn og jøde og kvinde. Om sex og barndom og grøntsager. Den handler om sanserne og Anden Verdenskrig. Om at føle sig fremmed i sin egen familie” – Det kan jo kun blive interessant, tænkte jeg, hvordan alle disse tematikker skulle formå at blive til en helstøbt fortælling i en roman på kun godt 100 sider?
Det helt enkle svar på spørgsmålet er: Det blev det heller ikke.
Shosha Raymond skriver godt, og hun har tydeligvis en masse historier, som hun brænder for at fortælle, men for mig forblev de desværre uforløst. Det er ganske enkelt en roman, der vil alt for meget på en gang.

Stærke fragmenter fra et liv – der bare aldrig rigtig greb mig:
Stillezone er mere en samling af nedslag i erindringer og stemninger fra et liv, end det er en egentlig fortløbende fortælling. Af samme årsag er det naturligvis klart, at der ikke er et grundlæggende og sammenhængen plot. Men derfor mangler romanen alligevel den sammenhæng, der skal skabe en indlevelse i karakterne. Til trods for forfatterens fine sprog blev jeg bare aldrig rigtig grebet eller synderligt interesseret.
Når en forfatter vælger, som Shosha Raymond her har gjort det, at romanen skal bygges op som små glimtvise nedslag i et livs stemninger og følelser, så er det vigtigt, at disse nedslag alligevel danner en sammenhæng, som efterlader læseren med nogle markante følelser og stemninger, og det var desværre ikke tilfældet for mig, da jeg læste Stillezone.
Dette skyldes delvist, at nedslagene er arrangeret i en rodet og ikke kronologisk form, som måske godt kunne fungere under andre omstændigheder, men som sammensat med de konstante skift mellem romanens mange tematikker efterlader en alt for fragmenteret fortælling.

Det starter godt; gode intentioner og godt sprog:
Den fragmenterede stil er dog ikke i sig selv et problem. Tværtimod har jeg ofte set det lykkes med stor succes, og særlig vellykket bliver det, når de små fragmentariske nedslag i et liv efterlader læseren tilbage med en alligevel sammenhængende og intens oplevelse af romanens karakterer.
Det starter også godt for Shosha Raymond, som hurtigt formår at vække min nysgerrighed og interesse. Allerede på bogens anden side bliver det poetisk refleksivt i det hun slår romanens grundtema an:
”Stemninger sidder i menneskers stemmer, i skove og huse. Dråberne er store og tunge og trænger hurtigt gennem vores tøj. Stemninger er som regn, og nogle menneskers hud er som bomuld. Regner det suger bomulden vandet til sig, til stoffet bliver tungt og begynder at dryppe. Andre mennesker har hud som blade, og når dråberne lander, glider dråberne ud til kanten og efterlader bladet næsten tørt”

På fjerde side bliver det anderledes nøgternt og barskt i et barndomsminde, hvor romanens tema omkring barndommen indledes:
”Jeg stod i døråbningen til stuen og rystede af kulde, da min mor sagde, at jeg var en klump i hendes mave. Hun kiggede ud af glasdøren til haven. Lila er en klump. Senere fortalte min far mig, at de godt vidste, at jeg tit stod der. Men han sagde, at det måtte jeg selv om”

Men hvad der startede godt og lovende endte i stedet med at blive ved det. Familieforholdet udfoldes naturligvis, og selvom det står ganske klart, at der ligger en masse konflikter, svigt og afsavn i det, så oplever jeg som læser alligevel en distance; Det er kun overfladen, der kradses i. Andre forfattere, som fx Helle Helle, har en stor evne til at skrive de store følelser og konflikter frem indirekte, – men det samme er desværre ikke tilfældet her.

Mange spændende tematikker – som ikke får plads til at udfolde sig:
Men forfatterens største problem er uden tvivl det, som samtidig egentlig er romanens største styrke; Det er nemlig tydeligt, at forfatteren vil sin historie, og at der er noget, som forfatteren brænder for at fortælle. Det handler både om et mislykket selvmordsforsøg, moderens svigt, forældrenes skilsmisse, det at være jøde, farfarens historie fra 2.Verdenskrig, familiesorgen over oldemorens død i en KZ lejr, samt endelig fortællerens forhold til sin egen krop og til andre kvinder. Det er ganske enkelt mere end romanens korte format kan holde til.
Det bliver specielt tydeligt, i det den eneste sammenhæng, som romanen formår at skabe, opstår der hvor forfatteren, sin ”show it don’t tell it” stil til trods, forfalder til at give os pointerne ganske direkte ”Jeg straffer mig selv for at være et familiemedlem, som ikke har oplevet krigen. Jeg er vokset op med en sorg over en oplevelse, der ikke er min egen, og som jeg ikke kan gøre krav på at sørge over”.
Egentlig er ovenstående jo en interessant tematik, og det er helt symptomatisk for hele romanen, at den beskriver temaer og følelser, der er spændende, men som også forbliver ved det overfladiske og tangerer det banale, fordi romanens korte format ikke tillader en dybere udforskning af tematikkerne.

Alt i alt:
Jeg kan langt hen af vejen sagtens se, hvor forfatteren vil hen, og der er virkelig også rigtig mange gode, flotte, interessante og lovende takter i bogen. Fx fungerer kontrasterne mellem barndommens kaotiske erindringer og beskrivelsen af de monotome og forudsigelige arbejdsopgaver i kollektivet godt, og kontrasten bliver symbolet på den stabilitet, som fortælleren savnede i sin barndom og i sit liv generelt.
Jeg kan desuden fornemme konjunkturen af en interessant historie i beskrivelserne af fortællerens forhold til sin mor; Men det er netop problemet, det bliver ved omrids og skrabede overflader.

Alt i alt er det en debuterende forfatter, der demonstrerer gode skrivekundskaber, men som ikke rigtig kommer i mål med en helstøbt fortælling.