De magiske møgunger – Den første historie

Neil Patrick Harris er efterhånden kendt for lidt af hvert; Han er komiker, entertainer, tv-vært og skuespiller (som sidstnævnte nok bedst kendt i rollen som kvindebedåreren Barney i How I met your mother) – Men nu skriver han altså også børnebøger, og han er endda sluppet ganske godt fra det.
’De magiske møgunger – Den første historie’ er, som undertitlen røber, første bind i en serie om en klub af seks børn, der individuelt er ensomme enspændere, men som sammen finder et fællesskab og ikke mindst et venskab i deres fælles interesse for magien.
Det er en fin fortælling, som rummer nogle fine, om end banale, pointer om venskab, sammenhold og den klassiske kamp mellem det gode og det onde i mennesket.
Derudover er bogen bygget op med indskudte forfatterkommentarer, der rammer lige i børnehøjde, samt en masse små guides til hvordan læseren selv kan lære at udføre de tricks, som beskrives i historien.
Bogen kan særligt anbefales til 7-10 årige – enten som højtlæsning eller selvlæsning, - alt efter barnets niveau.

Læs mere

Dallas København

Peter Molde-Amelung har med Dallas København sat sig for at levere en børnebog, der præsenterer børn for livets barske realiteter. Det synes jeg, han leverer, og han balancerer meget overbevisende mellem humoren og ærligheden på en måde, der gør historien både sjov, spændende og utrolig vedkommende og rørende for sin målgruppe. Desuden formår Peter Molde-Amelung at skrive en bog, der sandsynligvis vil ramme meget bredt i målgruppen. Den er noget så særligt som socialrealisme i eventyrlige klæder, og på den måde er de barske og vedkommende historier leveret i en handlingsmættet og humørfyldt fortælling, der særligt er velegnet til børn i alderen 10-12 år.

Læs mere

Lucie

Lucie er barbarisk og betagende; Anne-Marie Vedsø Olesen har skrevet en historie, der rummer livets store og små spørgsmål, samtidig med at det er en spændingsfyldt og actionmættet fortælling – fyldt med nordiske guder og kristne myter. Det lyder måske som en rodebutik, men romanen står knivskarpt og det hele går op i en højere enhed. En original fortælling der med sin alsidighed vil tiltale langt de fleste læsere.

Læs mere

Djævlens lærling

Djævlens lærling er en opfindsom historie med et gennemført univers i særligt de sproglige beskrivelser. Men i modsætning til fx Harry Potter, så kommer man bare aldrig helt ind under huden på personerne, og måske af samme årsag bliver den aldrig rigtig spændende.
Den er særligt god for de børn, der normalt ikke læser så meget, da fortælletempoet er kontinuerligt fremadskridende (læs, der er noget ACTION) og sproget er enkelt og lettilgængeligt. Særligt er den et godt bud på en frilæsningsbog til drenge.

Læs mere