Julen varer længe

Julen står for døren, og mangler du en bog til at sætte stemningen, så er ”Julen varer længe” bestemt et godt bud. Der er familiedrama for alle pengene, når familien Birch lukkes inde sammen i en uge over julen. Selvom handlingen måske nok hører til i den forudsigelige afdeling, så er bogen både underholdende, hyggelig og hjertevarm, og den vil passe fantastisk til en december hyggestund med julethe og pebernødder.

Læs mere

Vi er brødre

Iben Mondrup har tidligere skrevet de anmelderroste Karensminde og Godhavn. ”Vi er brødre” kan ses som en såkaldt forløber til de to bøger, da vi i denne følger Jens og hans bror Poul og deres opvækst i Frederikshavn i efterkrigstidens Danmark.
Det er en roman, der brillerer med sine vidunderlige, intense og autentiske persontegninger; lige fra sine hovedkarakterer til de mere perifere bifigurer.
Det er en roman om interaktioner, relationer og reaktioner, og den skildrer mennesker og stemninger i en tid præget af krigens eftervirkninger.

Hvad handler den om:
Poul og Jens har under krigen været meget alene med deres mor, da faren måtte gå under jorden. Da faren kommer tilbage er han præget af krigens oplevelser, og moren er præget af farens tilbagevendende tungsind. De to brødre reagerer forskelligt på forældrenes problemer. Poul tager sig af sin lillebror og af moren; Han er idealist og vil væk hjemmefra. Jens er en forsigtig og intelligent drømmer.
De vokser op med forskellige syn på forældrene, tilværelsen og fremtiden, og deres forskellighed præger familien, - ligesom deres livsvalg tager dem forskellige steder hen.

Læs mere

Flammernes farve

”Flammernes farve” er en spændende roman om hævn og om at overkomme livets forhindringer. Den er elegant udført med et farverigt og flot persongalleri, og det leveres i en let humoristisk og alligevel dybsindig indpakning.

Hvad handler den om:
Madeleines far er død og efterlader hende en formue. Ved hans begravelse er en frygtelig ulykke dog skyld i, at hendes søn ender stærkt handicappet i en kørestol. Madeleines fokus er nu udelukkende på sønnen, og det bliver udnyttet i en grad, der efterlader hende ruineret med sin syge søn.
Madeleine har dog ikke mistet sin kampgejst, og en gammel ven kommer hende til undsætning i kampen for hævn og oprejsning. Der bliver brug for snilde, list og tilsidesættelse af moralske skrupler, når hævnen skal iscenesættes.

Læs mere

Min kæreste elskling

”Min Kæreste elskling” er en virkelig barsk men også rørende fortælling. Pigen Turtles kamp for at frigøre sig fra hjemmet og den tyranniske far er vanvittig flot beskrevet og de smukke naturbeskrivelser danner en fantastisk ramme om historien.

Turtle er teenager og bor alene med sin far. Han er utilregnelig og uligevægtig, og hans kærlighed til Turtle er altomsluttende, destruktiv og incestuøs. Turtle er bundet til sin far af ambivalente følelser; hun er afhængig af ham, hun hader ham, hun føler sig ansvarlig, hun elsker ham. På samme måde oplever Turtle verden med skepsis; hun klarer sig dårligt i skolen og hun hader kvinder.
Men i naturen er Turtle fri, hun klatrer på klipper, vandrer i skoven, betragter dyr, - her er hendes verden uendelig.
Da hun en dag møder drengen Jacob oplever hun for første gang venskabets magi, og hun begynder at forstå, at verden kan være større end blot hende og faren, og måske er der en vej ud?

Læs mere

Stillingen

Jeg havde glædet mig rigtig meget til den her bog – men det endte altså med at være en lidt flad fornemmelse. Karaktererne forbliver lidt uinteressante og langt hen af vejen, finder jeg ikke deres udvikling troværdig. Det er synd, for egentlig kan jeg godt lide selve romanens grundide; - nemlig at udforske de konsekvenser, som familiens dynamik har for opvæksten og den betydning forældrenes valg og fravalg har for børnene.

Hvad handler den om:
Roz og Paul Mellow udgiver en bog om sex; Bogen er illustreret med billeder af parrets hyrdetimer, og den indeholder en masse tips og tricks taget direkte fra deres eget soveværelse. Bogen bliver en kæmpe succes, men udgivelsen er knap så fantastisk for parrets børn, der en sen aften kigger i den og forandres for altid.
30 år senere er familien splittet, Roz og Paul er blevet skilt og de fire børn er spredt for alle vinde, og kæmper hver især med deres egne problemer. Fælles for de fire børn er dog det faktum, at de bebrejder forældrene, bogen og skilsmissen for deres problemer.
Et forlag vil genudgive bogen, men det er ikke alle, der er enige i, at det lige er en god ide, og tanken om bogen bringer gamle problemer op til overfladen.

Læs mere