Besættelsestidens store digter.

         

Morten Nielsen er sin meget tidligere død til trods blevet en central digter i dansk litteraturhistorie, og hans digte handler fortrinsvis om besættelsestiden og hans eget arbejde i den danske modstandsbevægelse.

Morten Nielsens eneste udgivne samling ”Krigere Uden Vaaben” udkom i 1943, det gennemgående tema er krigen og dens mange skæbner, ligesom døden er et centralt tema i digtene. Morten Nielsen frygtede angiveligt en for tidlig død i en sådan grad, at han sendte sin samling ”Krigere Uden Vaaben” til udgivelse før end han oprindeligt havde forestillet sig.

Hans frygt var ikke ubegrundet, han blev dræbt af et vådeskud under en opgave for modtandsbevægelsen i 1944.

Digtet Skæbne, der også ofte går under navnet Tykke er et oprindeligt uudgivet digt. Digtet blev udgivet efter hans død i samlingen Efterladte Digte.

Digtet bliver særligt smukt, når man tænker på Morten Nielsens engagement i Modtandsbevægelsen. For selvom Morten Nielsen kæmpede indædt mod nazismen, så har hans indlevelse og empati alligevel omfattet de skæbner, der har gemt sig bag hans fjender.

Det er da beundringsværdigt, og et flot eksempel til efterfølgelse.
Endvidere er digtet om Tykke en vigtig påmindelse om de fatale konsekvenser mobning kan have.

Morten Nielsen døde blev kun 22 år gammel. På hans gravsten står skrevet:

”Den som kæmper taber aldrig helt”

 

Skæbne af Morten Nielsen.

Hurtige, lyse Stemmer, der hvirvlede ud i det blaa…

du var ulykkelig, Tykke, men det ku ́ vi ikke forstaa.

Svedig og fed og dum… Helvede satte paa Spring

Og væltede dig og Cyklen. Vi stod og lo omkring.

 

Du sad paa den forreste Bænk … græd ikke, nej glo, glo, glo!

naar en bange og vittig Vikar spørger om to og to.

Vikarer i første Mellem frelste en tynd Disciplin

ved at vende det hele mod dig, der forsvarsløst blev til Grin.

 

Og da det omsider blev Foraar for os, der var femten Aar,

og Træerne stod og lyste over Pigernes bløde Haar,

og du kom, forsigtigt, alvorligt- da skete det værste af alt:

at den, der lo højest af os, var hende, det hele gjaldt.

 

Nu ta ́r du Hævn! Nu gaar du med Skraarem og Støvler paa,

du løfter en Arm, og det skinner i Øjnenes blege blaa.

For Had og Haan og Trusler, det kan et Menneske ta ́ –

men ikke det, nej aldrig: Det og grines a ́…

 

Nu er du noget, Tykke! Mand og Partikammerat.

Og hvis vi en dag skal til Muren, saa er din Haand parat.

Parat til at smadre et Knojern ind i min Mund naar du slaar,

for nu vil du dræbe, Tykke, alle de onde Aar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *