Daniel Kehlmann: Mærkværdigt, morsomt og mesterligt.

Mit første møde med Kehlmann var han nyeste bog ”Tyll”.
Derefter valgte jeg at læse de fem andre titler, som er udkommet på dansk. Kehlmann er en underfundig fortæller, der til tider grænser til det slet og ret mærkelige, – han er filosofisk, humoristisk og satirisk, og hans romaner er ofte bygget op omkring flere forskellige fortællere og synsvinkler.
Kehlmann er bestemt ikke for alle, han er en anelse kringlet at læse, og indimellem kan hans til tider store persongalleri forekomme uoverskueligt og rodet. Men han er på mange måder en forfatter, synes jeg, der vinder ved nærmere bekendtskab.
Min favorit er afgjort F, her synes jeg, at Kehlmanns særlige stil med de skiftende synsvinkler fungerer bedst, ligesom hans kombination af filosofisk refleksion og let humor kommer mest til sin ret. Længere nede i dette indlæg skriver jeg mere om F og mine andre Kehlmann oplevelser.
Herunder vil jeg først i få korte afsnit skrive om nogle af Kehlmanns kendetegn; Humoren, fortællestilen og filosofien.
Derefter giver jeg en kortere opsummering af de seks Kehlmann bøger jeg har læst; Hvad handler de om, og hvad var min oplevelsen af dem. Læs med, og se om du kan blive inspireret til at dykke ned i Kehlmanns univers.


 Humoren – det genkendelige:
Kehlmanns romaner er præget af en særlig underspillet humor, som primært ligger i en let ironisk fremstilling af karaktererne. Særligt tydeligt er det fx i F, hvor en af hovedpersonerne taler og agerer efter forventningerne, men samtidig hele tiden har en indre dialog, der demonstrerer, at han slet ikke mener de ting, han siger. Han taler fx med sin kone, alt imens han tænker på, at han slet ikke hører, hvad hun siger.
I Tyll fremstilles datidens fordomme og forestillinger med et glimt i øjet, og humoristisk er det også i Opmåling af verden, da videnskabsmanden Gauss bliver skuffet over, at det ikke er muligt at lære sin nyfødte datter at regne.

Fortællestilen:
I flere af Kehlmanns romaner er der flere forskellige synsvinkler. I Tyll og Berømmelse krydser disse forskellige fortællere hinanden, og selvom det kan virke en anelse uoverskueligt, så falder brikkerne på plads til slut.
I F lader Kehlmann de tre brødre på skift fortælle om den samme dag, og på den måde får vi flere forskellige udlæg af de samme begivenheder.

Når fortælleren krydser grænsen:
I F og Berømmelse eksperimenterer Kehlmann med flydende grænser for fortælleplanet – det smelter på en måde sammen med handlingsplanet. I Berømmelse taler forfatteren til sin hovedperson, og hovedpersonen svarer igen.
Men de flydende grænser mellem niveauerne af fortælling kan i F og Berømmelse også opleves ved en sammensmeltning af fiktion og virkelighed, i begge romaner optræder en forfatter, og i begge romaner er denne forfatters værker eller hans skabte karakterer en del af fortællingen.
I F er brødrenes far forfatter, og et kapitel fra hans bog er en del af F. I Berømmelse har en af hovedpersonener, Leo, blandt andet skabt karakterne Rosalie og Lara, og begge er en del af Berømmelse, sammen med de karakterer Kehlmann har skabt.
Lyder det forvirrende? Det er det også, og det understreger Kehlmanns interesse for spørgsmålet ”Hvad er virkeligt? Hvad er indbildning? Er vi selv i virkeligheden indbildning?”

De eksistentielle og psykologiske spørgsmål:
Hvad er vi? Hvordan er vi? Og er vi overhovedet?
De dybe og store spørgsmål er afgjort et omdrejningspunkt for Kehlmann.
Tydeligst er det i F, hvor romanen ”Mit navn er ingen” spiller en store rolle, den stiller spørgsmålet ”Eksisterer vi overhovedet?” Derudover kredser romanen om et andet af tilværelsens store spørgsmål; Er vores liv bestemt af skæbnen eller tilfældigheder? Er der en højere og dybere mening og sammenhæng?
I Opmåling af verden er to videnskabsmænd i færd med at forstå verden, den ene ved hjælp af praktikken den anden ved hjælp af teorien, og i Tyll funderer Claus blandt andet over, hvornår noget kan siges at begynde og ophøre med at eksistere.
Men de store spørgsmål er også psykologiske, og Kehlmann leger med tanken om, hvad der sker, hvis sindet bedrager os. Kan det bedrage os i en sådan grad, at vi helt mister os selv? I Berømmelse og Du skulle være gået er dette spørgsmål blandt andet i fokus.

Fuld bibliografi:

–              Beerholms Vorstellung. 1997
(frit oversat: Beerholms ide) Ikke udkommet på dansk
–              Unter der Sonne. Erzählungen. 1998
(frit oversat: Under solen: noveller) Ikke udkommet på dansk
–              Mahlers Zeit. Roman. 1999
(frit oversat Mahlers tid) Ikke udkommet på dansk
–              Ich und Kaminski. 2003
Jeg og Kaminski. Udkommet i Danmark 2007
–              Die Vermessung der Welt. 2005
Opmåling af verden. Udkommet i Danmark 2006
–              Ruhm. Ein Roman in neun Geschichten. 2009
Berømmelse –  en roman i ni historier. Udkommet i Danmark 2009
–              F. 2013
F.  Udkommet i Danmark 2014
–              Du hättest gehen sollen, 2016
Du skulle være gået. Udkommet i Danmark 2018
–              Tyll, 2017
Tyll. Udkommet i Danmark 2018


Du skulle være gået:
En lille og kort roman om sindets mystik; Kan vi stole på det vi læser, det vi oplever, det vi hører og det vi ser. Kan vi stole på vores egen forstand?
Fortælleren er en mand, der er taget med sin familie i sommerhus for at færdiggøre manuskriptet til sin næste film. Det går ikke så godt, og det gør det da vist heller ikke for ægteskabet, eller for fortællerens forstand, der langsomt smuldrer for ham.
Der foregår noget mystisk i huset? Eller er det bare spændingerne mellem de to parter, der skaber den dårlige stemning? Eller måske er det bare fortælleren, der er paranoid?
Hvad er virkeligt og hvad er forestilling, spørger vi os selv, alt imens fortælleren lader noterne fra sit filmmanuskript glide sammen med noterne om sommerhusturen og hans ægteskab.

Kehlmanns vanlige interesse for den menneskelige eksistens (og vores opfattelse af denne) er igen i fokus, ligesom hans skrivestil med den humoristiske undertone går igen særligt i hans fremstilling af dagligdagens dialog mellem de to ægtefæller.
DU skulle være gået er først og fremmest et flot konstrueret stilistisk værk, der skal demonstrere sindets og tilværelsens skrøbelighed.

Tyll
Tyll er Kehlmanns nyeste bog, men det var også min første Kehlmann bog, og det var den, som gjorde mig nysgerrig efter at stifte bekendtskab med resten af forfatterskabet.
Tyll foregår under trediveårskrigen, og den fletter flere personers fortællinger sammen i et morsomt og dybsindigt puslespil.
Læs min anmeldelse .her


F.
F er helt afgjort strøget ind på listen over mine absolutte favoritbøger. Den er i vanlig Kehlmann stil både intelligent, morsom, filosofisk og absolut underlig, – jeg elsker det.

F står for familie. F står for falskhed. F står for fatum (skæbne).
F handler om tre brødre, der som børn er med deres far inde og se et show med en kendt hypnotisør. Efter showet kører faderen dem hjem, og forlader dem derefter hos deres respektive mødre. Sønnerne vokser op uden kontakt til deres far, som i mellemtiden er blevet en berømt forfatter, der blandt andet har skrevet en bog, der sætter spørgsmålstegn ved vores egentlige eksistens, og som har startet en selvmordsbølge.
De tre brødre er gået i vidt forskellige retninger; Martin er blevet præst, men er ikke troende. Iwan er kunsthandler, men forfalsker de billeder, han sælger. Eric er finansrådgiver, men skjuler for investorerne, at pengene er væk.
Romanen er, som Kehlmanns bøger altid er, genialt konstrueret. Romanens følger i tre store centrale kapitler de tre sønner på skift, og via de forskellige synsvinkler oplever vi de samme situationer. Et kapitel ’Familie’ er en novelle, som deres far har skrevet, som fortæller slægtens historie helt tilbage til den tidlige middelalder. Heri beretter deres far om en tidlig forfader, der ikke døde under pesten ”Hvis han var død, havde hverken jeg eller mine sønner været til. I vores sted ville andre, som nu ikke findes, regne deres tilværelse for uundgåelig.”

Kvaliteten ved F er Kehlmanns eminente evne til være dybt alvorlig og underspillet humoristisk. Hans karakterer er fremstillet med kærlighed, alvor og en skarp ironi.
Det er fx morsomt, når den ikke troende præst Martin med største ligegyldighed færdes i den katolske kirkes ophøjethed, eller når han interesserer sig mere for sin kubriksterning og chokoladebar end for de angrendes bekendelser i skriftestolen. Men komisk er det også, når den dybt paranoide Eric svarer per rutine uden egentlig at høre, hvad han bliver spurgt om, eller når han løbende reflekterer over stort og (i særdeleshed) småt.

Kehlmann kredser også i denne bog om de store ontologiske og eksistentielle spørgsmål.
Hvem er vi og hvad er vi? Hvad skaber livet; Skæbnen, tilfældigheder eller os selv?
”Livet var hårdt, men somme tider var man heldig”


Jeg og Kaminski
Sebastian Zöllner er en forfatter og kunstkritiker, der ikke hidtil har haft den største succes. Men han har nu planer om at skrive en biografi om den tidligere ret så succesfulde kunstner Kaminski. Kaminski er nu gammel, blind og hans popularitet er på retur. Men Sebastian spår, at den vil blomstre op, når manden dør, og da han er gammel og syg, mener han ikke det kan vare længe. Så det er nu, den bog skal skrives.
Da Sebastian hører om Kaminskis gamle flamme, som Kaminski selv tror er død, ser han en gylden mulighed for en god historie. Sebastian tager derfor den gamle mand med på tur. Men Sebastians manglende penge, skjulte dagsorden og kuldsejlede kærlighedsforhold præger turen, og er der overhovedet en historie at fortælle?

Kehlmann har i de fleste (hvis ikke alle) sine bøger en interesse for den menneskelige falskhed, – eller man skulle måske snarere sige vores evne til forstillelse og selvbedrag. I romanen taler Kaminski om hans forsøg på at male et selvportræt, – et portræt der ikke skal males ud fra et foto eller et spejlbillede, men derimod ud fra den opfattelse, han har af sig selv. Han vil male sin egen selvopfattelse, – et falsk billede kalder han det. På samme måde er vores fortæller falsk i sin udlægning af sig selv; Han opfatter sig selv som gavmild, venlig og omsorgsfuld. Men i virkeligheden er han egocentrisk, uopmærksom og fordømmende. Ekskæresten Elke gør blandt andet vores fortæller (og os læsere) opmærksom på, at han sandsynligvis ikke har interesseret sig overhovedet for Kaminskis fortælling og knap nok hørt efter.
Romanen kredser altså om det misforhold, der er mellem hovedpersonens gengivelser og de faktiske begivenheder. Det kræver lidt af læseren at fange disse forskelle, da det netop er en jeg-fortæller, men det er heri at romanens egentlige styrke og budskab ligger.
Kehlmann skriver med sin vanlige sans for underspiller humor, og hans karakterer er som oftest nogle navlepillende egocentrikere, der er mesterlige udi forstillelses kunsten, – Sebastian Zöllner er bestemt ikke nogen undtagelse.

Opmåling af verden
Kehlmanns største succes og gennembrudsroman, men bestemt ikke min favorit. Jeg er ikke blind for romanens kvaliteter, men jeg må også være bundærlig og sige, at jeg faktisk kedede mig en anelse under læsningen. Omvendt var det dog en af de bøger (for mig) som var lidt vanskelig at komme gennem, men som gav fuldstændig mening til sidst.
Opmåling af verden handler om de to videnskabsmænd Humboldt og Gauss, der i en sen alderdom mødes i Berlin. Forinden har de hver især levet et langt liv, hvor de begge på hver deres måde, har bidraget til videnskaben med deres vidt forskellige opfattelser af verden.
Alexander Von Humboldt har rejst hele jordkloden rundt; han afprøver gifte på egen krop, møder kannibaler, tager mål, indsamler planter, tæller lus på de indfødte og bestiger bjerge og vulkaner.
Gauss er matematiker og astronom, og han sidder hjemme i Tyskland og finder beviser med formler og teori.
Humboldt er altså praktikeren, hvorimod Gauss er teoretikeren, og til sammen og hver for sig, står de for en måde at anskue og opdage verden på.

I opmåling af verden interesserer Kehlmann sig for ontologiske spørgsmål ”Hvad vil det sige at være, og hvordan ”er” verden” – han skriver med en blanding af fiktion og fakta, i det de to videnskabsmænd er virkelige personer; Kehlmann blander dog en god del fiktion og fri fantasi ind i deres liv.
Historien er særligt interessant, når den kredser omkring de to personers konstante balance mellem fiasko og succes, og hvorvidt balancebommen tipper til den ene eller anden side synes i høj grad at være afgjort af tilfældighederne. Derudover er de to herrer i vanlig Kehlmann stil fremstillet med en kærlig satirisk undertone, idet de begge er så optaget af deres tilgang til videnskaben og verden, at de ikke rigtig formår at opleve de mennesker, de har omkring sig.

Jeg kan sagtens se kvaliteterne i Opmåling i verden, men jeg har alligevel et ambivalent forhold til den. For selvom den rummer mange fine ting, så var der altså også lange passager, hvor jeg rent ud sagt kedede mig bravt. Det er særligt i de lange opremsninger af Humboldts eventyr rundt omkring i verden, og det er egentlig pudsigt, for der er skam nok drama, når Humboldt bestiger vulkaner og render ind i kannibaler. Jeg kan altså ikke helt sætte en finger på hvad det er, der kedede mig, men tror måske, det har noget at gøre med, at de to hovedpersoner virker lidt for fjerne og dermed også uvedkommende, – desværre.
Bogen er Kehlmanns største hit, men bestemt ikke min favorit.

Berømmelse
Gennem ni fortællinger møder vi ni forskellige mennesker, hvis liv krydser hinanden, flettes sammen og får betydning for udfaldet af hinandens historier.
Det er fortællingen om manden, der får en mobiltelefon, men pludselig modtager en andens opkald og drages af det spændende liv, denne anden tilsyneladende har. Det er historien om skuespilleren, hvis liv overtages af en dobbeltgænger. Det er historien om den ældre dame, der drager til udlandet for at dø.

Berømmelse er en af Kehlmanns mere kryptiske romaner. Her leger han med at blande fiktive personer ind i en historie om – ja fiktive personer. Lyder det underligt? Det er det også.
En af hovedpersonerne i de ni fortællinger er forfatteren Leo Richter, han er blandt andet kendt for sin fortælling om Rosalie, en ældre dame der ønsker at dø og den ikoniske figur Lara Gaspard, hvis dramatiske livshistorie har gjort ham til en stor forfatter, og som har påvirket læsere over hele verden.
Kehlmann blander Leo Richters romankarakterer ind i sin egen roman, og grænserne mellem fantasien og virkeligheden bliver flydende, ligesom sammenvævningen af de fiktive personer på flere planer bliver til et spørgsmål om, hvad der egentlig er virkeligt? Hvornår er vi virkelige? Kan vi som romanens to hovedpersoner Maria Rubenstein og Ralf Tanner blive fremmede for os selv?

Hvem og hvad skaber egentlig en identitet? Os selv? Samfundet? Folk omkring os?
Igen er det altså de eksistentielle og ontologiske spørgsmål, der optager Kehlmann, og i vanlig Kehlmann stil er der tale om en bog, der er komponeret af flere synsvinkler, der væves sammen på kryds og tværs.
Nogle af historierne var både morsomme, spændende og gav stof til eftertanke, men der var også et par, som jeg fandt kedelige eller ganske enkelt for mærkelige. Men alt i alt er jeg stadig vild med Kehlmanns stil med at flette sammen på kryds og tværs.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *