Nye udgivelser i September

Et par dage forsinket kommer så her et indlæg om september måneds udgivelser. Der er en masse spændende titler i vente, og jeg har her samlet 10 forskellige bøger, som jeg synes lyder spændende.

De fire ovenstående bøger er dem, jeg glæder mig mest til at læse. Meg Wolitzer er ydermere aktuel, fordi hendes bog “Hustruen” netop er blevet filmatiseret med Glenn Close i titelrollen. Pierre Lemaitres bog “Flammernes farve” er egentlig en fortsættelse til hans succes “Vi ses deroppe”, men det skulle være en selvstændig fortsættelse. Den foregår i Frankrig i tiden efter 1.Verdenskrig, mens Iben Mondrups bog foregår i Danmark i tiden efter 2.Verdenskrig.

Læs mere om de fire bøger og seks andre herunder:

Meg Wolitzer: Stillingen
Udkommer 10. september fra Hr. Ferdinand ”Politikens forlag”
På toppen af den seksuelle frigørelse og deres egen forelskelse skriver ægteparret Paul og Roz Mellow i 1975 en bog om sexlivets ypperste glæder – til deres børns store skræk. Bogen ’Lyst – et pars rejse mod tilfredsstillelse’ er rigt illustreret med udførlige beskrivelser og tegninger af dem selv i alle mulige stillinger, blandt andet stillingen ’elektrisk tilgivelse’, som ægteparret mener selv at have opfundet. Bogen bliver øjeblikkeligt en bestseller og ændrer familiens og ikke mindst børnenes liv for altid. 30 år efter er Paul og Roz for længst skilt, og familien spredt for alle vinde, da en driftig forlagsredaktør får den idé at genudgive bogen. Mens de forskellige familiemedlemmer skændes om projektet, toner de fire børns liv frem, alle fyldt med problemer med kærligheden, identitet og arbejde, forældreskab og, selvfølgelig, sex.

Nicole Krauss: Mørke, dybe skove
Udkommer 20. september fra Gyldendal.
Julian Epstein er forsvundet fra jordens overflade. De eneste spor, han efterlader sig, er en nedslidt lejlighed samt en kuffert med monogram, fundet i ørkenen.
Epsteins forsvinden markerer afslutningen på den forvandling, hans familie gradvist har været vidne til: I kølvandet på sine forældres død, skilsmissen fra sin kone gennem mere end 35 år og sin pensionering fra et advokatfirma, får den velhavende Epstein nemlig en uimodståelig trang til at skille sig af med alle sine værdier og ejendele. Med resterne af sin formue og en gådefuld plan i bagagen forlader han Manhattan for at indlogere sig på the Tel Aviv Hilton.
Samtidig forlader en forfatter sin mand og børn i Brooklyn og tjekker ind på selvsamme hotel i Tel Aviv. Tynget af en skriveblokering og et ægteskab på katastrofekurs, håber hun, at opholdet på hotellet kan åbne op for en ny dimension af virkeligheden.

 

Gabriel Tallent: Min kæreste elskling
Udkommer 4. september fra Politikens forlag
Turtle Alveston overlever. Hun er fjorten år gammel og bevæger sig frit gennem skovene ved den nordcaliforniske kyst. Vandløb, tidevandssøer, klippefremspring, alle er de hendes hjem og gemmesteder, og hun tilbagelægger store afstande efter forgodtbefindende. Hendes fysiske verden er vidtstrakt, men hendes personlige rum er småt og forræderisk; siden hendes mor døde har Turtles karismatiske, ustabile far domineret hendes tilværelse og tvunget hende til at leve et isoleret liv. Hun har sin skole, hvor hun holder alle på afstand, og ellers kun sin far.
Men så møder Turtle Jacob, en lidt ældre dreng som fortæller sjove anekdoter, bor i et stort, rent hus, og ser på Turtle med en hengivenhed, hun ikke før har oplevet. Og for første gang glider resten af verden ind i hendes perspektiv, og hun forstår, at tilværelsen er langt mere end hendes far.

 

Pierre Lemaitre: Flammernes farve
Udkommer 13. september fra Lindhardt og Ringhof.
Paris, 1927. Det bedre borgerskab i Paris sørger over bankmanden Marcel Péricourts død, og hans datter Madeleine står til at overtage hans store bankimperium som eneste arving. Syv år forinden begik hendes bror selvmord – en plaget mand med svære skader i ansigtet efter at have kæmpet i første verdenskrig – og hendes mand sidder fængslet efter en svindelskandale af nationale dimensioner.
Men overtagelsen kommer ikke til at foregå uden konflikter, udfordringer og økonomisk ustabilitet, og Madeleine må kæmpe med stor modstand, korruption og grådighed fra flere kanter. Hun må bruge al sin snilde og intelligens for at overleve og genopbygge sit liv. Hvilket viser sig at være en svær opgave, når der i Frankrig ulmer små bål af had, der truer med at antænde hele Europa og lede frem mod anden verdenskrig.
Flammernes farve er en selvstændig fortsættelse af Vi ses deroppe.

Merete Pryds Helle: Vi kunne alt
Udkommer 7. september fra Lindhardt og Ringhof.
Året er 1971. På en villavej i Værløse ligger unge Merle under dynen og læser “De 5″-bøger. Gennem de tynde vægge kan hun tydeligt høre sine forældre. Det er en god dag: mors sygdom har ikke overmandet hende endnu og far er stadig ædru.
Vi kunne alt” er en selvstændig fortsættelse til Merete Pryds Helles anmelderroste roman “Folkets skønhed”, da denne roman fortæller den separate historie om familien Pryds’ naboer.

Anders Rønnow Klarlund: Samtaler jeg har haft med min kone
Udkommer 13. september fra Politikens forlag.
Anders og Carmen støder på hinanden første gang uden for deres børns musikskole. Et hurtigt blik og en kort hilsen, der skal vise sig at blive livsomvæltende for dem begge to. Et halvt år senere er Anders blevet skilt fra moren til sine børn og har kastet sig hovedkulds ud i et ekstatisk kærlighedsforhold til Carmen – et forhold, der skal vise sig at blive langt mere kompliceret og smertefuldt, end han på nogen måde har kunnet forestillet sig. For den gådefulde Carmen lukker ham kun nødtvungent ind i sit liv og er ikke sådan at fastholde.
Efter en hemmelig rådhusvielse rejser parret på bryllupsrejse til Paris, hvor Carmen bliver alvorligt syg. Anders er overbevist om, at hun lider af en overfølsom reaktion på ham og deres kærlighed, og i frustration begynder han at nedskrive deres samtaler og skænderier. Hjemme igen fortsætter han sin dokumentation af det skrantende forhold, som efterhånden stjæler al hans tid fra det romanprojekt om Hitler, han burde skrive på. Samtidig dulmer han sine sorger med den blaserte og ukomplicerede Ulrikke.

Iben Mondrup: Vi er brødre
Udkommer 28. september fra Gyldendal
To brødre vokser op i årtierne efter 2. Verdenskrig. Deres far har været leder af modstandsbevægelsen i Frederikshavn og har måttet foretage nogle valg, der forfølger ham, og som han ikke kan tale om.
Poul har passet på sin mor, mens faren var under jorden, og føler stadig et stort ansvar for hende og sin forsigtige lillebror, Jens. Men som 15-årig får han nok og stikker til søs, og den 12-årige Jens er nu alene på hjemmefronten, da faren pludselig forsvinder og efterlader ham og moren husvilde og alene i et lånt sommerhus.

 

Hanne Richardt Beck: For enden af perronen
Udkommer 27. september fra Gyldendal
Midaldrende Peter står stærkt beruset på Nørreport Station, parat til at hoppe ud foran det første tog. Pludselig taler året 2017 til ham, og snart blander også tidligere årtier sig i samtalen. Mens Peter forsøger at få hold på sin fortid, udfoldes historien om hans forhold til Ellen, Agnes og Gunilla, som tager sin begyndelse i 1982 på en katolsk skole på Østerbro. For enden af perronen er en roman om venskab og kærlighed, vrede og medfølelse, tro og begær – og om tiden, der taler med, alt imens vi med blandet held forsøger at skabe sammenhæng i vores liv.

Flere forfattere: Mellem os
Udkommer 18. september fra CarlsenPuls
Mellem os er en novellesamling med bidrag fra ti danske forfattere, som alle forholder sig til familien og som henvender sig til aldersgruppen 13-16.
Hvordan er det at blive forelsket i en fætter? Kan man flygte fra sin egen familie? Hvad gør man, når ens skilsmisseramte far er gået i hundene? Det er ikke altid nemt at være en del af en familie, og der kan ske hvad som helst mellem familiemedlemmer.
Forfattere: Sebastian Bune, Sarah Engell, Stine Haynes, Thomas Korsgaard, Tomas Lagermand Lundme, Laura Ringo, Glenn Ringtved, Jesper Wung-Sung, Kim Fupz Aakeson og Kristina Aamand

Elizabeth Winthrop: Nådestolen
Udkommer 11. september fra Politikens forlag.
Mens solen går ned over Louisiana en smuk oktoberaften i 1943, tilbringer en ung sort mand sine sidste timer alene i en fængselscelle.
Når klokken slår midnat skal den attenårige Willie Jones henrettes for at have voldtaget en hvid pige – en forbrydelse, flere er begyndt at tvivle på, om han er skyldig i. Imens bumler en elektrisk stol af sted gennem landskabet, fastsurret på ladet af en gammel pickup truck. Den er venligst udlånt af det nærmeste statsfængsel til lejligheden. Fra den modsatte side nærmer Willies desperate far sig med sønnens gravsten på en kærre, trukket at muldyret Bess, der hele tiden går uhjælpeligt i stå. Og mens timerne går, stiger spændingen, og noget ulmer i det lille sydstatssamfund, hvor almindelig menneskelig værdighed er oppe imod en rå og nedarvet tankegang.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *