Denne gang kaster jeg mig over stærke kvinder i litteraturen. Der er naturligvis nok at tage af, så det var svært at vælge kun tre kvinder, og der vil helt sikkert være mange bud på andre kvinderportrætter, som også kunne have fundet vej til listen. Mit valg er faldet på disse tre.
Nummer 3:
Laura fra serien om nybyggertilværelsen i slutningen af 1800 tallet på den barske amerikanske prærie. (Det lille hus i den store skov, Det lille hus på prærien, Det lille hus ved floden osv.)
Serien er en selvbiografi skrevet af Laura Ingalls Wilder, og det er faktisk lidt unikt, at en kvinde fra hendes kår på det tidspunkt skulle ende med at blive en verdensberømt forfatter.
Vi følger Laura fra første bind i serien, Det lille hus i den store skov, hvor hun stadig er en lille og lidt naiv pige. Derefter følger vi hendes opvækst og ender ved forelskelsen og ægteskabet med Almonzo.
Laura er et portræt af den jævne og almindelige pige fra en fattig nybyggerfamilie i slutningen af 1800 tallet. Men hun er en pige, der trods familiens trange kår, kan glædes ved de små ting, samtidig med at vi helt ærligt oplever de små sprækker; som fx misundelsen og skuffelsen. Hun kæmper for at blive lærerinde, som hendes mor drømmer om, og hun rejser langt væk fra familien for at tage et job, så hun kan sende penge hjem til den slunkne husholdning. Desuden er hun en kærlig og hjælpsom støtte for sin blinde storesøster.
Alt i alt er det et ægte og fint portræt af en udvikling fra lille naiv pige til selvsikker og stærk kvinde, der som voksen kæmper for sit eget familieliv og bliver ved trods modgang – og så ved vi jo fra historien, at hende og Almonzo faktisk endte deres liv i rimelig gode kår.
Nummer 2:
Jakobe fra romanen Lykke-Per af Henrik Pontoppidan er blandt de fleste litteraturkendere et af de bedste kvindeportrætter. Personligt var jeg varm fortaler for, at min egen datter skulle opkaldes efter denne skønne kvinde.
Jakobe er både sanselig, dyb, intellektuel og dannet, og det synes åbenlyst i romanen, at forfatteren selv er en smule forelsket i hende. Men det bliver man altså også som læser. Jakobe står i romanen som modsætning til sin udadvendte, sensuelle og lettere overfladiske søster Nancy.
Jakobe er en verdensdame – hun ved noget om verden og interesserer sig for den, hun er ikke, som datidens kvinder var flest, bare interesseret i visitter, blonder og sladder.
Romanens portræt af Jakobe er dybt og smukt, fx skildres hendes kamp med de modsatrettede følelser for hovedpersonen Per. På den ene side foragter hun ham, på den anden side drages hun af ham; og hele tiden kæmper hun for at retfærdiggøre sin egen forelskelse.
Jakobe går da også mod strømmen, og ender med at gå sine helt egne veje, som forstanderinde på en fattigskole og dyrker af reformpædagogiske tanker.
Nummer 1.
Listens nummer 1 er den fandenivoldske Dina Grønlev fra Herbjørg Wassmos serie om familien på Reinsnæs. I tre bøger følger vi Dina og familien; Dinas bog, Lykkens søn, Karnas arv. En fjerde bog i serien, Den der ser, er desuden udkommet, men foregår dog efter Dinas død.
Dina har fra barnsben oplevet et frygteligt trauma; hendes mor døde en smertefuld død efter en ulykke, som den lille Dina indirekte var skyld i. Dette forårsager at faderen efterfølgende projicerer sin sorg over på Dina og tager følelsesmæssig afstand fra hende. Den lille Dina er efterladt med sin egen sorg og skyld, og udvikler derefter en sindstilstand, hvor hun konstant lever i et grænseland mellem fantasi og virkelighed. Denne måde at se og forstå verdenen på præger Dina. Der desuden udvikler en personlighed, der tydeligvis bærer præg af, at hun i barndommen har været overladt til sig selv; Dina er egoistisk og har en adfærd der grænser sig til det dyriske. Men hun er også stærk, selvsikker og går sine helt egne vegne.
Dina rejser ud i verden, hun forfølger sine drømme om at blive musiker, hun opbygger et forretningsimperium i den lille by Reinsnæs – og hun lader sig ikke ligge under for nogen mand (eller kvinde for den sags skyld).
Dina er erotisk; hun drager mændene, der falder som fluer for hendes udstråling; og hun ”tager sine mænd, som romanen tager sine læsere” som en anmelder i sin tid skrev om den første bog.
Dina er dog langt fra noget glansbilledeportræt af en perfekt kvinde; Hun er også en kvinde, der skyder sin elsker for øjnene af sin egen søn, en søn hun i øvrigt også forlader under store dele af hans barndom.
Alt i alt er det et stærkt portræt af en på alle måder bemærkelsesværdig kvinde.