Hvad ingen ved

Anne Cathrine Bomann tager favntag med et uhyre tabubelagt emne, og hun gør noget, der ellers er ganske uhørt; Hun skaber sympati omkring en karakter, der udvikler nogle absolut forkerte følelser.
Men hun skaber også et virkelig rørende portræt af en ung drengs kamp mod ensomheden.
Hvad ingen ved er en fin lille fortælling om store følelser og emner, og brødrene Jonas og Imse går lige i hjertekuglen.

Jonas og Imse er brødre. Jonas er 19 år og træner for unge bordtennistalenter. Men det er særligt den elleveårige Niklas, der har fanget hans interesse.
Imse er 13 år. Han interesserer sig for filosofi, dokumentarfilm og han savner sin far, som ikke er så meget tilstede.
Mens Imse langsomt bryder ud af sin skal og måske får sin første ven, ser det dog helt anderledes ud for Jonas. Hans følelser for den unge Niklas udvikler sig og tvinger ham til at indse en chokerende sandhed om sig selv.

Anne Cathrine Bomann tager i den grad fat i et tabubelagt emne. Det er modigt og også en smule grænseoverskridende, når Bomann går lige til stregen, og fx i detaljer beskriver Jonas’ følelser, da han ser Niklas nøgen i badet. Vi kommer med andre ord helt tæt på udviklingen af Jonas’ pædofili.. Det er troværdigt, men det er også ganske ubehagelig læsning.
Det er svært at undgå, at man under læsningen tænker ”Puha – tænk hvis det var mig, der fik den slags tanker” eller endnu værre ”Tænk, hvis det var mit barn!”. Bare tankerne får det til at vende sig i en – og det er lige netop her, at Bomann rammer noget rigtig vigtigt. For det er når litteraturen når helt derind, at den virkelig rykker ved noget.

Der er blandt mine medbloggere allerede skrevet en del om det modige i at skildre et så tabubelagt emne, og jeg tager da også hatten af for det.
Når det så er sagt får jeg lyst til at fremhæve historien om Imse, der er så fin i sin skildring af og indsigt i en teenagers ensomhed.
Det er virkelig rørende at følge, hvordan han blomstrer op og åbner sig i mødet med sin første ven, og hans store behov for faderens omsorg. Jeg var særligt vild med de små tekststykker, som Imse løbende skriver ned i en bog til sin far.

Blandt bogens bifigurer er portrættet af moderen også virkelig godt. Primært fordi moderen afspejler nogle tendenser i samfundet, som jeg synes er interessante at dvæle ved.
Moderen er utrolig bekymret for Imse; hans interesserer er nørdede og anderledes og han har ikke meget socialt. Hun har svært ved at forstå ham, og det bryder hun sig bestemt ikke om. Jonas derimod er populær og har masser af venner og damer, han passer bedre ind i de sociale normer og kasser – tror hun!

Min eneste anke mod bogen er sådan set, at Jonas’ historie bliver altoverskyggende. Hans fortælling dækker et vigtigt emne, og jeg blev grebet af den. Men den fjerner i den grad fokus fra Imses ellers så fine fortælling. Selvfølgelig kan man hævde, at man som læser får en fin og ligevægtig fordeling af de to historier. Men Jonas’ historie fylder alligevel mere qua tematikkens voldsomme natur.

Alt i alt skriver Bomann enkelt og smukt. Hun har skabt en historie med store emner og ikke mindst flotte karakterer. Det er utrolig indlevende og indsigtsfuldt.
Romanen er fuld af væsentlige tematikker og bugner af mulighed for refleksion og eftertænksomhed.
Et ambitiøst og modigt bud på en ungdomsroman.