izzy + Tristan

Der er dømt kærlighed for alle pengene i Shannon Dunlaps moderne genfortolkning af Wagners opera Tristan og Isolde. De to unge elskendes kærlighed er central i historien, som dog også kommer godt omkring nogle meget væsentlige emner som racisme og psykisk sygdom.

Tristan bor i Brooklyn hos sin tante. Han er dygtig i skolen og genial til skak, og hans bedste ven er fætteren Marcus, der styrer nabolaget med hård hånd.
Tvillingerne Izzy og Hull flytter til Brooklyn fra Manhattan. Hull er dog ikke glad for forandringen, han føler sig ikke hjemme og forandrer sig.
Izzy møder derimod Tristan og kærligheden er nærmest øjeblikkelig. Det er dog langt fra ligetil, for Marcus har allerede et godt øje til Izzy.
Snart er Izzy og Tristan viklet godt og grundigt ind i et net af løgne og intens kærlighed.

Det positive først og fremmest; Jeg elsker referencerne til den klassiske fortælling om Tristan og Isolde. Jeg synes virkelig at Dunlap har fortolket klassikeren godt, og jeg er vild med, hvordan hun har fået mange små detaljer med og gjort dem aktuelle og vedkommende i en nutidig kontekst.

Racisme bliver et væsentligt tema i særligt bogens sidste del. Tristan er sort og Izzy er hvid, men det er ikke noget, man som læser er opmærksom på, førend en udefrakommende i historien hæfter sig ved det. Izzy og Tristan er midt i et ømt øjeblik, da en parkbetjent pludselig afbryder dem, og vil vide om Izzy er okay. Izzy og Tristan ser pludselig deres kærlighed med fremmede øjne, og omverdenens fordomme går op for især Izzy. Det er et ganske fornuftigt træk af forfatteren, at hun ikke lader spørgsmålet om race spille nogen rolle i begyndelsen, og at det først bliver da Izzy og Tristans kærlighed møder omverdenen, at det bliver et emne.

Emnet bliver på en gang underspillet, fordi det ikke spiller nogen rolle for de tos forelskelse og kærlighed, men det bliver også et meget stort tema, i det omverdenens fordomme og aktuelle problematikker i USA omkring racisme inddrages.

Et andet væsentligt tema i historien er psykisk sygdom. Izzys bror Hull bliver slemt påvirket af flytningen, og vi ser ham i kulissen falde fra hinanden. Han forsvinder for øjnene af sin familie og sig selv. Ligeså godt skildret er hans langsomme venden tilbage til livet, hvor han langsomt forsøger at finde sig selv på ny; Den Hull han var er væk. Dunlap rammer noget meget autentisk i sin skildring af de spor, som en depression sætter.

Jeg bryder mig ikke om, at forlaget sælger romanen som en moderne Romeo og Julie. Det er naturligvis en detalje, der beror på, at der sikkert er mange flere, der kender Romeo og Julie end Tristan og Isolde. Men det irriterer mig altså alligevel. Hvorfor skal man underkende læseren? Den læser, der ikke kender sagnet, ville jo lynhurtigt kunne slå det op på nettet, og det ville give alle læsere mulighed for at opleve de ekstra oplevelser, der ligger i historien, når man ser referencerne.

Derudover bliver bogen solgt som en kærlighedshistorie, og det er da også det, den primært er. Men det er efter min mening ikke kærlighedshistorien, der er romanens primære force.
Dunlap skriver sanseligt, intenst og romantisk om kærligheden mellem de to, men jeg følte den bare alligevel ikke rigtig. For mig blev det hele lidt for intenst til at være troværdigt, men det er måske i virkeligheden meget rammende for den første store kærlighed.
Først og fremmest tror jeg dog bare, at det var de andre historier, der greb mig mere, ligesom jeg i øvrigt fandt historiens bifigurer Hull, Dorie og Markus langt mere interessante end fortællings tre primære karakterer og fortællere Tristan, Izzy og Brianna.

Jeg var ganske godt underholdt af historien uden dog at være helt oppe i skyerne. Den har nogle meget stærke tematikker og refleksioner. Men tenderer også det lidt trivelle og kedelige.

Jeg runder lige af med en af bogens pointer;

”Sagen er, at vi vænner os til at fortælle os selv en historie, hvor vi er heltene. Hvis vi gør noget godt, er det, fordi vi er gode. Hvis vi gør noget skidt, er det til tilgivelig fejl, og vi forventer, at det kan undskyldes. Men det ændrer ikke på, at vi indimellem opfører os godt og andre gange dårligt. Ingen er uden skyld”