Vi er kommet for at leve

Birgitte Vestergaard Andersen har skrevet en særdeles vedkommende og højaktuel ungdomsroman.

Najma er syrisk flygtning og har svært ved at føle sig hjemme i Danmark; hun kan ikke sproget, forstår ikke kulturen og hun savner sit hjemland.
Alma kæmper også for at passe ind; Hun tager billeder, vælger tøj, ændrer frisure og lægger det hele ud på de sociale medier i håbet om at få likes og gode kommentarer.
Men at passe ind som ung er en vanskelig sag, og begge piger kæmper med frygten for at træde forkert og falde uden for fællesskabet.

Birgitte Vestergaard Andersen har valgt den todelte fortælleform, hvor de to piger Alma og Najma skiftevis kommer til orde.
Almas historie tager favntag med livet på de sociale medier, som uden tvivl fylder rigtig meget hos de unge i dag. Almas historie er af naturlige årsager lettest at sætte sig ind i, og den oser på mange måder af teenager og teen-drama, og det er vel ikke helt skidt, når der er tale om en ungdomsroman. Alma er afhængig af sin telefon og de sociale medier, og særligt den ængstelighed, som hun føler, hver gang hun har slået noget nyt op, er beskrevet fantastisk. Jeg synes man som læser kan mærke Almas blanding af angst og forventningsfuldhed.

Najmas historie er selvfølgelig lidt vanskeligere at sætte sig ind i. Hendes tanker og følelser om særligt familiens forventninger til Danmark og den efterfølgende skuffelse er ramt rigtig godt, og Najmas ensomhed i det lille land, hvor hun hverken forstår sproget eller kulturen er rørende.

Almas historie har en klar plotkurve. Slutningen er lidt for moraliserende; forældrenes samtale med Alma og Almas egne refleksioner indeholder passager og pointer, som allerede ligger implicit og mellem linjerne i teksten, og som derfor virker som rene gentagelser, – det skaber den effekt, at romanen kommer til at virke som en moralsk opgang – og det er ærgerligt.
Når det så er sagt, så rummer romanen altså nogle fine pointer, og særligt er jeg vild med karakteren Esther, som er romanens virkelige heltinde; Hun ligger ikke under for gruppepres og SoMe tendenser og så er hun også den, der rækker hånden ud til den ensomme Najma.

Almas historie har en relativ enkel lineær plotkurve. Najmas historie er anderledes. Den springer fra Najmas tanker om livet i Danmark, til minder fra Syrien og mellemstationen i Istanbul. Hendes plot rummer først og fremmest tanker, om alt det hun har oplevet, og alt det hun savner. Det vi får er først og fremmest et indblik i tankerne hos et barn, der er flygtet fra krig. Det er absolut et tankevækkende portræt, og det er højaktuelt i en tid, hvor politikerne igen taler om at forringe vilkårene for tilkomne flygtninge.
Men Najmas historie mangler også noget – først og fremmest mangler den bare mere. Jeg sidder tilbage med følelsen af, at jeg kun lige har kradset i overfladen.
Dertil kommer slutningen, som foregår forhastet og uden nogen egentlig forklaring.

Romanen store tema er at passe ind, og jeg synes egentlig tanken om sammenføjningen af de to historier er god. Najma og Alma kommer fra to forskellige verdener og har to meget forskellige problemer. Men i virkeligheden handler problemerne om lidt af det samme. De vil passe ind, de vil være en del af noget.

I den sproglige afdeling har forfatteren i Almas historie valgt at holde sproget i en tone, der kunne være Almas med udtryk som ”New York var for vildt fed” eller ”Det er freaking underligt”. Det er et fint valg, som egentlig fungerer ganske fint.

I Najmas historie er sproget dog langt mere ”voksent” og virker næsten poetisk. Der står fx:

”Når jeg sætter min fod ned i den tunge sne, knirker og knaser det så højlydt, at lyden braser ind i stilheden og afvæbner dens apati”

Jeg undrer mig dog lidt over denne store forskel i sprogtonerne. Det er trods alt to piger på samme alder. Måske skyldes det, at det er vanskeligt at skabe en troværdig ungdommelig sprogtone for en pige med et andet modersmål end dansk.
Effekten bliver dog, at Almas historie med det ungdommelige sprog, kommer til at fremstå som barnagtig i sammenligning med Najmas historie.

Alt i alt en rigtig fin fortælling med noget væsentligt på hjerte, som den også kommer ganske fint i mål med. På Minussiden er pointerne lidt for udtalte og særligt Almas historie måske lidt forenklet. På plussiden er det en virkelig vigtig historie om nogle højaktuelle emner, hvor specielt Najmas ensomhed er virkelig rørende. Samtidig formår Birgitte Vestergaard Andersen at skabe et troværdigt indblik i de to pigers følelser og tanker.