Bogtanken Awards: De bedste bøger i 2021

Da jeg startede bloggen havde jeg et årligt indlæg, hvor jeg kårede de bedste bøger indenfor forskellige kategorier. De sidste to år har jeg dog ikke fået det gjort. Men nu er jeg tilbage med Bogtanken awards 2021. Jeg har valgt kategorierne lidt efter hvad der gav mening i forhold til årets læste bøger. Jeg har fx ikke en fantasy kategori i år, da jeg har læst for lidt fantasy i årets løb. Men til gengæld er der hele 11 andre kategorier. I hver kategori er der 3 nominerede og en vinder.

Bedste krimi/spænding

Når jeg lige kaster et blik over årets læsning, så har jeg faktisk læst en del mere krimi/spænding end jeg plejer, og der er nogle gode mere. Årets tre bedste oplevelser:

  • Torsdagsmordklubben af Richard Osman (pensionister løser mordgåder Agathe Christie style)
  • Før sidste akt af Lasse Holm  (Guldalderens København og mordmysterie blandt kultureliten)
  • Låst af Anne Mette Kirk (Ung pige bliver overfaldet af hvem og en gruppe unge med hver deres hemmelighed)

Vinderen: Før sidste akt af Lasse Holm

Lasse Holm har før imponeret med sin spændende blanding af historisk fiktion og krimimysterier. Blandt andet i romertrilogien og trilogien om Lodbrogsønnerne. Jeg elsker det. I Før sidste akt bliver selveste Johanne Louise Heiberg og Johan Ludvig Heiberg og en lang række andre af romantikkens kulturpersonligheder indblandet i opklaringen af et mord, og der er spænding til sidste side. Desværre bliver romanen også Holms sidste, da han døde i efteråret efter længere tids sygdom. 

Bedste sproglige oplevelse/mest velskrevne

  • Farskibet af Glenn Bech (nyskabende, intenst, insisterende)
  • Rosarium af Charlotte Weitze (poetisk, billedligt, sanseligt)
  • Sælsomme vækster af Donal Ryan (stille, sart, stemningsfuldt)

Vinderen: Farskibet af Glenn Bech

Bechs gribende fortælling og fuldstændig eminente og originale formsprog ramte mig hårdt og ganske eftertrykkeligt. Det er ganske enkelt genialt, hvordan Bech skaber en vild synergi mellem form og indhold.

Bedste feelgood;

  • Familien Winther (bog 1) af Katrine Wessel
  • Mellem linjerne af Johanne Schreiber
  • Lenni og Margots ethundrede år af Marianne Cronin

Vinderen er Lenni og Margots ethundrede år af Marianne Cronin

En fuldstændig hjerteknusende historie, der samtidig er uendelig smuk og meget livsbekræftende. Men ”Lenni og Margots et hundrede år” bliver hverken søgt eller for meget, måske netop fordi den primært er rørende i det smukke fremfor det grumme.

Historiske roman:

  • Kvinde set fra ryggen af Jesper Wung-Sung
  • Bag en maske eller en kvindes magt af Louisa May Alcott
  • Hulemennesket af Peter Løhr

Vinderen: Kvinde set fra ryggen af Jesper Wung-Sung

Maleriet ”Interiører fra Strandgade 30” af Vilhelm Hammershøi blev i 2019 solgt på Bruun Rasmussen i København for den svimlende sum af 31,5 millioner danske kroner. Hammershøi blev dermed den dyrest solgte danske maler nogensinde. På billedet ses en kvinde, hans hustru Ida, der i øvrigt er afbilledet, sammen med et simpelt interiører, på en stor del af hans malerier. I ”Kvinde set fra ryggen” giver Jesper Wung-Sung den kvinde en form, en farve og en hel palet af følelser. ”Kvinde set fra ryggen” er et raffineret og stemningsfuldt portræt af en kvinde, der levede for sin kærlighed og for den kærlighed, han bar til kunsten. Jesper Wung-Sung skriver let, elegant og nærmest tavst de største følelser frem, og hele tiden er det så enkelt og ærligt, som interiøret fra et Hammershøi maleri.

Bedste samfundsskildring/samfundskritik

  • Bag en maske eller en kvindes magt af Louisa May Alcott
  • Sauna af Mads Ananda Lodahl
  • Inderkredsen af Jacob Skyggebjerg

Vinder: Bag en maske eller en kvindes magt af Louisa May Alcott

Okay, måske er der noget forkert i at lade en “gammel” bog vinde bedste samfundsroman/samfundskritik. For egentlig er det jo en kategori for de bøger, der skildrer men også udfordrer givne samfundsstrukturer og som dermed giver stof til eftertanke. Det ved jeg ikke om Bag en maske i sin tid har gjort, men den udfordrer i hvert fald i den grad datidens strukturer; kvindesynet og de fastlåste samfundsklasser. Derudover gør den det på en måde, der for sin tid egentlig er ret raffineret. Alcott placerer sin roman i sensationsgenren, en genre der på sin tid var fyldt med gruopvækkende historier. Men i “Bag en maske” er gyset samfundsklassernes forfald – eller skulle man måske snarere sige maskefald. Der er ret mange niveauer og raffinementer i Alcotts samfundssatire, hvis man læser værket set i lyset af den historiske forståelseskontekst.

Mest originale værk;

  •  Farskibet af Glenn Bech (nyskabende, intenst, insisterende)
  • Rosarium af Charlotte Weitze (poetisk, billedligt, sanseligt)
  • Kvinden der elskede insekter af Selja Ahava (mystisk, filosoferende, dragende)

Vinder: Rosarium af Charlotte Weitze

Sætter du dig for at læse Rosarium, så kan jeg garantere dig dette; Du har ikke før læst noget lignende.
Rosarium fortæller i tre dele en slægts historie i seks generationer. En slægt der i hver sit led er frivilligt eller ufrivilligt en del af naturen; De indgår i den eller går i et med den. Romanen spænder fra Zarens Rusland, over bjergene i Sydamerika, til en plantage på USA’s østkyst, til et hus nær botanisk have i København. En rose med tilsyneladende magiske kræfter (eller måske bare naturens kræfter) følger slægten gennem fortid, nutid og fremtid på en rejse tværs over kontinenterne og illustrerer naturens sammenhængskraft. Man bliver hurtigt en hel botaniker efter at have læst Rosarium, og det kunne måske lyde kedeligt, men det er det overhovedet ikke; Weitze formår at skabe et magisk eventyr med sin poetiske skildring af planternes evner og deres betydning for mennesket og alt liv på jorden.

Bedste billedbog

Johans favoritter

  • Eddie bøgerne; Eddie skal i zoologisk have og Eddie lærer at bøvse alfabetet
    af Thomas Brunstrøm og Thorbjørn Christoffersen.
  • Sne af Jo Surman

Lillys favoritter

Pigen med glimmer på af Channing Tatum og Kim Barnes

Bare Numser, Bare numser på stranden, Bare numser i sneen af Annika Leone og Bettina Johansson

Mine favoritter;

Bogen der ikke ville læses af David Sundin

Trylleblik af Ane Bjørn

Bedste digtsamling:

  • Hindebæger af Anna Rieder
  • Jeg slog min far ihjel af Christian Dorph
  • Snn Snnart af Lasse Raagaard Jønsson

Vinder: Lasse Raagard Jønsson: Snn Snnart
De bedste digte er ifølge min mening de digte, der formår at bruge formsproget tematisk. Når strukturen, stilen, sproget er det bærende element i digtenes stemning og udtryk.Præcis det fik jeg i Lasse Raagaard Jønssons debutsamling ”Ssn snnart”. Digtene giver stemme til to mennesker, en mor og hendes søn, der begge lever med et talehandikap.
Lasse stammer og moderen Nelie lider af afasi efter flere hjerneoperationer.
Digtene er fortalt i det sprog, som Lasse og Nelie selv har til rådighed; I Lasses afsnit går ordene i stå og trækkes ud i en stammen, der trods sine begrænsninger former og beskriver skønheden i det nærvær, han har til sin mor, sin kæreste og sin søster.
I Nelies afsnit knudres sætningerne, ord forsvinder og byttes rundt, og man mærker frustrationen, men også den ro, som familien omkring hende giver midt i fortvivlelsen.
Digtene læses bedst højt, for således at give den fulde fornemmelse af begrænsningerne i et sprog med udfordringer, men også for at opleve hvordan de sproglige begrænsninger opløses i det nærvær, den kærlighed og den tryghed, som familien giver til hinanden. Ordenes begrænsninger fylder, men begrænser sig til ordene.

Bedste danske debut; 

  • Farskibet af Glenn Bech
  • Hulemennesket af Peter Løhr
  • Rygtet af Rasmus Daubjerg

Vinder: Glenn Bech for Farskibet

Se begrundelse ovenfor – Bech er bare fantastisk.

Bedste børne/ungdomsbog;

  • Bertram og Buller: Ballade ombord af Lotte Nybo
  • De magiske møgunder: fjerde akt af Neil Patrick Harris
  • Den usynlige krig af Boris Hansen

Vinder: De magiske møgunger: Fjerde akt af Neil Patrick Harris

Jeg er stor fan af serien om de magiske møgunger, der kæmper mod den onde skurk Kalagan og hans net af kumpaner. Undervejs lærer vennerne en del om magi – både den der involverer trylleri, men også den der består af kærlighed mellem mennesker. I dette afsluttende bind bindes sløjfen flot på plottet og vennerne får tilliden til hinanden og deres omgivelser sat på prøve. Det er spændende og sjovt, og det er et herligt persongalleri, og så er jeg især vild med, hvordan Harris virkelig tager børns følelser alvorligt. Det føles ikke som en fortælling til børn men snarere som en fortælling for børn og med børn.

Største overraskelse:

  • Måske skulle du snakke med nogen af Lori Gottlieb
  • Uden Konge og andre noveller af Ngyuen Huy Thiep
  • Noter til mig selv af Emilie Pine

Vinder: Noter til mig selv af Emilie Pine

Jeg havde ikke de store forventninger til den her bog. Personlige essays? Jeg tænkte det lød enormt kedeligt, og som noget der potentielt kunne blive egocentreret navlepillende pseudofilosofi.
Men Pine tog fusen på mig.
”Noter til mig selv” af Emilie Pine er seks essays om et kvindeliv, der på en gang er både dybt personlige og vedkommende for alle. Pine kredser om afgørende begivenheder og de deraf afstedkomne refleksioner i sit eget liv, men refleksionerne taler ind i generelle temaer og aktuelle samfundstendenser, og på den måde bliver Pines personlige historier til almene refleksioner, der fungerer godt som et stærkt indspark i særligt den feministiske debat.
Emnerne spænder bredt; Barnløshed, spædbarnsdød, sexisme, svigt, alkoholisme og skilsmisse. Følelserne spænder ligeså bredt og favner vrede, afmagt, frustration, sorg og kærlighed.
Pine skriver dragende og med en karakteristisk metareflekterende tone, der fortæller historierne og reflekterer over præmisserne for fortællingen.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *