Litteraturhistorien kort fortalt: Georg Brandes’ forelæsninger om det moderne gennembrud

Den 3. November 1871 bestiger Georg Brandes talerstolen i et af auditorierne på Københavns Universitet og begynder dermed sin forelæsningsrække ”Hovedstrømninger i det nittende århundredets litteratur”. Hans pointe er klar: Den danske litteratur mangler fornyelse!

Danmark er på dette tidspunkt på mange måder præget af forandring; Ca. tyve år tidligere (1849) fik vi en grundlov og enevælden blev afskaffet og demokratiet indført. Samtidig har nederlaget til Tyskland i 1864 rystet kraftigt ved den danske selvopfattelse, og nationalromantikken får i denne periode en stor opblomstring ”Hvad udad tabes, må indad vindes”. Og temaer som Gud, konge og fædreland bliver populære i litteratur og malerkunst. Samtidig går det fremad for den danske industri, og fremskridtet og de moderne tider vinder frem; Danmark er blevet et moderne industrisamfund.

Men litteraturen har ifølge Brandes ikke fulgt med, den er absolut ikke blevet moderne, tværtimod svælger den i fortiden. Det er nemlig særligt den nationalromantiske litteratur, som Brandes er ude efter. Den hylder ”det gode, det sande og det skønne” men den er ifølge Brandes indholdsløs! Den skildrer et idylliseret billede af virkeligheden. Brandes mener, at den danske litteratur er gået i stå, og han mener, at den har mistet sin mening ”Det at en litteratur lever i vore dage, viser sig ved, at den sætter problemer under debat”. Status for Brandes er altså, at den danske litteratur ikke lever, og for at den skal komme til det må den i højere grad være præget af realisme. Samtidig lister han også nogle af de emner, som han mener litteraturen bør tage op; Kønsmoralen, religionen og samfundsstrukturen. 

Hans forelæsninger er opsigtsvækkende, og de bliver startskuddet til, hvad man nærmest kan betagne som en litterær revolution.

I Danmark er resultatet synligt i løbet af ganske få år. Vi får en række forfattere, som i dag regnes for nogle af Danmarks bedst; I.P Jacobsen, Henrik Pontoppidan og Herman Bang. 

Den dag i betegner betegnes overgangen til det moderne gennembrud som skillelinjen mellem ældre og moderne litteratur.