Adrien

Adrien er en kærlighedshistorie; Om Elenas kærlighed til Adrien og til naturen og rejselivet.
Der er ingen tvivl om, at det er forfatterens egen historie, og man mærker tydeligt nærværet i sproget og de smukke fremstillinger af landskabet og omgivelserne.
Adrien er en stille og enkel fortælling, der skal nydes for sine sanselige beskrivelser. Helena Thau forfalder dog desværre ofte til en forsimplet “byen er skidt/naturen er god”–retorik, og det klæder ikke romanen.

Hvad handler den om:
Elena er forelsket i Adrien, og de følges ad på deres rejse gennem Europa. Adrien bryder dog flere gange op og forlader Elena, men hver gang længes og leder hun efter ham. Naturen og livet som vandrende gennem by og land er kulissen og rammen for Elenas søgen efter Adrien.

Det positive: Smukt og sanseligt sprog:
Der er mange meget fine og smukke passager i Adrien. Helena Thau skriver med et smukt nærvær, og man oplever som læser hendes forelskelse i Adrien og hendes kærlighed til livet på farten og naturen. Følelserne for Adrien er store, og de sanselige og poetiske skildringer af naturen afspejler Elenas sindsstemning.
Man har som læser en fornemmelse af, at man oplever rigtige og autentiske følelser, særlig stærkt synes jeg afsnittet om hovedpersonens abort er; det er blottet, sårbart og intenst.
Ligeledes er Elenas vekslen mellem svimlende lykke og håbløs fortvivlelse et af romanens stærkeste kort.
Bipersonen Adrien er underlig fjern, men han er også hele romanens omdrejningspunkt. Det er hans vægelsind, der er romanens egentlige fremdrift, og som læser bliver han også interessant, for hvad skyldes det, at han skiftevis vil og ikke vil kærligheden – eller måske ikke kan den?

Samfundskritik bliver en kliche:
På minussiden fortaber romanen sig desværre lidt i en irriteret og unuanceret kliche, som jeg efterhånden synes er set mange gange i moderne litteratur; Naturen er godt – byen er skidt. De rige er uvenlige og mistroiske – de fattige er venlige og åbne.
Det er muligvis Helena Thaus forsøg på at skrive en samfundskritik ind i sin roman, men det er unuanceret og uoriginalt. Indimellem bliver det endda ufrivilligt komisk, når den forsimplede retorik så tydeligt fremtures på romanens linjer.

Alt i alt:
Alt i alt er det en smuk bog, som sanseligt og med en stor grad af nærvær og autenticitet beskriver kærligheden, som hovedpersonen har til Adrien og til naturen. Desværre bliver romanen også for unuanceret og komisk i sin forsimplede og uoriginale samfundskritik.

Et par citater fra bogen:

“Solen skinner. Herfra hvor vi ligger, kan vi se hele Sparti og de store sneklædte bjerge, oplyste af sol. Adrien sover som en baby, og jeg elsker ham fordi han lever”

“(…) der findes ingen søvn, der findes ingen hvile, der findes ingen kærlighed, ingen tro. Adrien er skredet med det hele, eller det ligger tabt et sted på vejen imellem os”