”På den her måde kan hun stadig bilde sig selv ind, ganske kortvarigt, at det ikke rigtigt findes. At NC ikke har gjort noget mod stakkels Robin. At skylden ikke klæber til hende. Hendes manglende opdragelse. Hendes manglende evner.”
Anne Mette Kirk har tidligere skrevet tre bind om efterforskeren Marc Abilgaard. I den nyeste roman har hun forladt krimigenren, og har i stedet kastet sig over noget, der måske bedst af alt kan karakteriseres som et psykologisk drama. Dog har Anne Mette Kirk stadig bevaret den charmerende og tydeligt indfølende varme for sine karakterer, og den er som de forgående romaner fortalt i et let og legende sprog. Det er en kombination, der er helt særligt kendetegnende for styrken i Anne Mette Kirks forfatterskab; en solid og interessant hybrid mellem dragende pageturner og tematisk dybde.
”Dobbeltfejl” følger tre kvinder og mødre, der har det tilfælles, at de har drenge i den samme klasse. Anne Sofie er mor til Memphis og kone nummer to til en ambitiøs men også (fornemmer man hurtigt) lettere overfladisk type. Anne Sofies barndomsveninde Sarah er mor til Robin, har et godt job som privat jordemoder og en god og støttende mand. Ulrikke er mor til NC og er en ung enlig mor, der i årevis kun lige har klaret sig igennem økonomisk, men som nu står på tærsklen til et internationalt gennembrud som kunster.
En dag rystes skolen af en kort lille video, der deles på nettet. Videoen afslører de tre drenge Memphis, Robin og NC i en seksuel situation. Men hvad er det egentlig videoen viser? Hvem er offeret? Hvem er den skyldige? Hvor skal der sættes ind? For hvordan tackler man som forældre sådan en situation? Hvordan tackler man konflikter, der omhandler ens eget og andres børn?
De tre kvinder står klar til at forsvare deres eget barn, og på trods af gode intentioner viser menneskeligheden sig hurtigt fra sin værste side; Det er lettest at forsvare ved at skubbe ansvaret og skylden et andet sted hen. For Anne Sofie og Sarah er konflikten særlig ømtålig, for hvordan skal de balancere mellem at være loyale overfor hinanden og deres eget barn?
Anne Mette Kirk berører med mange fine nuancer nogle af de dilemmaer, man kan stå i som forældre, når man i al sin ivrighed bare vil beskytte sit barn for enhver pris. Det er nok de færreste der, heldigvis, vil stå i en så alvorlig situation, som den der er beskrevet i romanen her. Men det er alligevel en balance, som alle forældre på et givent tidspunkt skal finde. Balancen mellem at beskytte og støtte sit barn, når de havner i konflikter, samtidig med, at man er opmærksom på de blinde vinkler, man altid vil have, når det handler om ens eget barn.
Kirk har bygget sin roman op med skiftende synsvinkel mellem de tre kvinder, og det fungerer enormt godt, fordi hun på den måde virkelig for mulighed for at illustrere, hvordan konflikten hurtigt spidser til grundet en kombination af manglende kommunikation, misforståelser og fremfor alt forudindtagede holdninger.
Men der er også et andet og meget interessant lag i Kirks bog, der også vedrører forældreskabet. Kirks karakterer har alle tre deres egne problemer at slås med, og som de lader sig suge mere og mere ind i konflikten vokser deres problemer. Samtidig er det tydeligt, at trods de tre mødres intention om at ville beskytte deres barn fremfor alt, så formår de faktisk ikke at lytte ordentligt til deres drenge. I flere scener griber mødrene ud og vil forsøge at få deres drenge i tale om hændelsen, men når drengene så rent faktisk forsøger at fortælle, så er det som om, at mødrene ikke kan lytte. Ironisk nok kan man sige, at deres optagethed af at ville hjælpe faktisk forhindrer dem i at hjælpe.
”Skat, det er virkelig ikke dig, der skal forlade skolen. Hvis nogen skal skifte skole, er det Memphis og NC. Ikke dig”
”Men du forstår ikke, hvordan det…”
”Så forklar mig det, for jeg forsøger virkelig.”
Det er som læser nærmest helt frustrerende læsning at opleve mødrenes brændende ønske om at ville hjælpe, og så samtidig se dem fortabe sig mere og mere i deres egen opfattelse af situationenfremfor rent faktisk at lytte til deres børns behov. På den måde skildrer Kirk en anden blind vinkel i forældreskabet; Faldgruben der måske nok eksisterer i de situationer, hvor vi lægger vores egen opfattelse af situationen nedover forhold, der faktisk mest af alt påvirker vores børn. Dette lag i romanen skildrer Kirk meget elegant og mellem linjerne, også i kraft af det fortællermæssige greb, at børnene fylder ganske meget i kvindernes tanker, men de har egentlig ikke så mange eller lange scener med dem. Konflikten kredser om dem selv og deres egen kamp for at beskytte.
Derudover har Kirk også mange andre små sidehistorier og tematikker, der også er blevet fint rum til at skildre. Scenerne mellem Ulrikke og skoleinspektøren er fx et gysende eksempel på regulært magtmisbrug. Ulrikke er afhængig af skolen, der stiller lokale og faciliteter til rådighed for hende, så hun kan skabe sin kunst, og tilsyneladende opfatter inspektøren det derfor som sin ret at glo liderligt på hende konstant. I en særligt ubehagelig scene skildrer Kirk så fantastisk, hvordan man som offer i en sådan situation kan være så trængt op i en krog af ubehageligheder og usikkerhed, at det er svært at undslippe.
Alt i alt formår Anne Mette Kirk at skabe et ret nuanceret portræt af forældreskabets blinde vinkler og grimme ansigt. Hun har et let og indlevende sprog og en enorm sans for at skabe drive i sin roman, således at den fremstår som en fast paced spændingsroman, samtidig med at den altså har den her psykologiske dybde. Det er en meget fin balance, der gør at man både bliver revet med af den og dvæler ved den.