Inderkredsen

Inderkredsen
Sprog:
Originalsprog:
Forlag:

”Min titel er min integritet, en integritet, som er ufejlbarlig og indiskutabel. Litteraturhistorien skrives ikke af forfatterne. Den skrives af os.”

En provokation for provokationens skyld? Hvor langt kan man gå før det er for meget? Skyggebjerg flirter i karakteristisk stil med grænserne. Men uanset hvor forarget man end måtte blive, så er det svært ikke at blive draget og fascineret. Måske vil vi det grænseoverskridende meget mere end vi tror? Måske er det en del af romanens pointe?

Når man læser Jacob Skyggebjergs ”Inderkredsen” kan man måske kun være glad for, at en vis Lars Bukdahl flere gange har slået fast, at bogbloggere absolut ikke kan sammenlignes med anmeldere. Anmeldere, kritikere og litterater får i hvert fald en over nakken i ”Inderkredsen”, der som titlen antyder er en roman, der ikke har meget til overs for litteraturkritikernes lukkede kredse, der tilsyneladende selv synes at have patent på en mening om litteraturen. I Inderkredsen troner Tudse og en hær af spytslikkende anmeldere, der alle har det tilfælles, at de dybest set ikke fatter så meget af det de læser, men som bare har bestemt sig for, hvad der er fint og (i særdeles) ikke fint nok. På universitetets små kontorer og i lukkede gamle stuer samles de, og bliver enige om, hvad der er godt og skidt, og i mange tilfælde endog helt uden at læse bøgerne.

”(…) det betyder ikke, du skal spilde tid på at læse bogen – du bladrer lidt og finder noget, som du kan forsvare underbygger din påstand, og så læser du et kapitel i starten, et i midten og et i slutningen, så du kan opsummere handlingen, og bum – så har du din anmeldelse”

Det er ikke svært at fange den åbenlyse kritik af parnasset, som Skyggebjerg fyrer op for i en roman, der højst sandsynligt vil provokere på kontorene hos diverse litteraturanmeldere, hvis de da ikke som strategi vælger at forbigå den i absolut tavshed. Romanens karakterer er fiktive, men man skal ikke have meget kendskab til diverse af pressens litteraturkritikere for at kunne identificere inspirationskilderne til ridderne om det runde bord i Tudses hær af smagsdommere.

Romanens hovedkarakter Patrick Sørensen Falk er up ´n´ coming i Tudses kreds, og som romanen indledes er han lige ved at få en plads i Tudses berømte bøfklub – Inderkredsen. Han skal blot lige skrive et vredt indlæg om en minister, der er blevet involveret i en MeToo sag. Tudse selv forstår ikke ret meget af sagen, og erklærer, at det gider han heller ikke sætte sig ind i før ”fænomenet er blevet til historie”. Men indimellem skal litteraterne ud af elfenbenstårnet og bevæge sig i de lettere og mere populære luftlag for at demonstrere, at de er i trit med tiden.

Kronikken bliver skrevet og Patrick er inde i kredsen, der til møderne fremstår som en samling privilegerede, snæversynede og deciderede usympatiske mænd, der ikke har meget blik i virkelighedens verden.

”Yes – når en eller anden prætentiøs transvestit fra Forfatterskolen kommer ud og jabber en smøre af sig, som sprogligt ikke producerer andet end deformiteter i hovedet på dig – så lader du, som om du forstår det. Du kalder det for storslået sprog, mesterlig sprogkunst – den slags standardvendinger, som vi er så glade for.”

Patrick flyver højt på bølgen af den nyfundne succes, men han er tydeligvis i frit fald på alle andre områder end hans egen selvopfattelse. Patrick har problemer i ægteskabet med Karen, som er påvirket af en fertilitetsbehandling, han ikke har det store engagement i. Patricks succes på jobbet driver ham ud i et større og større behov for at søge seksuel opmærksomhed andetsteds, og måske han også flygter fra angsten for sin egen utilstrækkelighed.

Patrick er et interessant studie i en mystisk blandt af eklatant storhedsvanvid og åbenlys usikkerhed. Sidstnævnte ses især i den komiske og for mange nok sært genkendelige indre dialog, som Patrick har i mødet med andre mennesker. Han dømmer hele tiden sig selv udfra de forestillinger han gør sig om andres opfattelse af ham. Som når han hos fertilitetslægen konstant er overbevist om, at denne tænker nedgørende om ham. Skyggebjerg demonstrerer her måske i virkeligheden ret godt det moderne menneskes behov for at være noget i kraft af andres vurderinger.

Men selvom Patricks ego udadtil vokser i bekræftelsen på hans job, så smuldrer det på hjemmefronten, hvor han til trods for en tydelig kærlighed til hustruen ikke rigtig magter at elske hende.
Patrick søger en evig bekræftelse i det seksuelle, der starter med intensiv afsøgning af nettet for al slags porno, men hans behov eskalerer og ender et sted, hvor hans største bedrifter udi anmelderiet bliver lange vurderinger af forskellige ludere på diverse internetfora.

Patricks ego og hans behov for en opfattelse af sig selv som værende  højerestående, selv når han skriver anmeldelser af prostituerede, bliver jo interessant, der hvor han samtidig fortaber sig fuldstændig i vanviddet og det konstante grænsesøgende behov for selvtilfredsstillelse.

Bemærkelsesværdig er også den pointe, at Patrick med sine anmeldelser af ludere får en større professionel tilfredsstillelse, fordi han oplever, at han taler til mange forskellige typer mennesker. Er det måske endnu en latterliggørelse af det elitære litteraturanmeldermiljø, at det simpelthen er så ude af takt med virkeligheden, at selv et ludervurderende internetforum rækker videre og bredere?

Skyggebjerg skriver først og fremmest enormt skarpt og direkte, særligt god er han der hvor den stærke sarkastiske tone bliver nærmest grotesk, som i en scene hvor en af Tudses håndlangere bogstaveligt talt tørrer røv på sin velynder.

Så er der også pornoen, som spiller en usandsynlig stor rolle i romanen. Lad mig først være helt ærlig og sige, at jeg personligt godt kunne have undværet halvdelen af de detaljerede scener om alt fra fascinationer af ludere til tanker om dyresex. Patrick fortaber sig i den grænseoverskridende sex, som er så vidtrækkende fikseret om hans voksende ego, at kvinderne langt hen af vejen beskrives som ligegyldige hylstre. Scenerne har uden tvivl en tematisk pointe i Patricks moralske forfald, men jeg forholder mig alligevel kritisk til nødvendigheden af udtaltheden i kvindenedgørelserne. Jeg tror i hvert fald, at rigtig mange vil tage afstand fra romanen alene af den grund.

Skyggebjerg er ekstremt provokerende i sin fuldstændig kompromisløse kritik af det litterære parnas og det moderne menneskes behov for social bekræftelse og selviscenesættelse. Men Skyggebjerg tvinger også sine læser til at undres og udfordres. Først og fremmest er et gennemgående spørgsmål, man som læser må stille sig nok dette “Er det her ok? er det over grænsen?”
Skyggebjerg skildrer fiktive karakterer, der er så tæt på virkelige mennesker, at man ikke kan undgå at identificere bestemte personer. Derudover optræder enkelte personer direkte, som fx da Tudses hof savler over forfatteren Cecilie Lind eller erklærer litteraturanmelder Erik Skyum-Nielsen for død. Kan man tillade sig det?
Egentlig ikke, men Skyggebjerg gør det alligevel og kører dermed sig selv i stilling som litteraturens nye “enfant terrible”. På den måde slutter hans selviscenesættelse jo fint ring om romanens tematik.

Den her roman vil dele vandene. Det gjorde den også for mig. Den var for mig både forførende i sin provokation og alt for meget. Men jeg tror simpelthen heller ikke, at kritikken havde haft samme slagside, hvis Skyggebjerg ikke havde fundet den her inspiration i virkeligheden. For den kritik han rejser af de indspiste litterære miljø føles mærkbar, netop fordi der er den her klang af genkendelighed. Samtidig synes jeg, at han lykkedes med at udstille hykleriet i litteraternes elitære og ophøjede selvopfattelse, når han lader sin hovedkarakter Patrick fortabe sig i sin egen selvcentrering.

Alt i alt provokerede den her bog mig på en måde, der gør det vanskeligt for mig ikke at anerkende dens kvaliteter.

 

4.3Overall Score

Inderkredsen

”Min titel er min integritet, en integritet, som er ufejlbarlig og indiskutabel. Litteraturhistorien skrives ikke af forfatterne. Den skrives af os.” En provokation for provokationens skyld? ...

  • Plot, historien
    3.5
  • Karakterer
    3.7
  • Sprog og skrivestil
    4.7
  • Temaer og indhold
    4.6
  • Originalitet
    4.9

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvad syntes du om bogen?