I 1921 udgav den ukendte unge forfatterinde Emmy Carell romanen ”Kan mænd undværes”. Den blev en stor succes og en gigantisk skandale. For romanen skildrede ikke bare kærlighed mellem kvinder, men indeholdte også åbenlyse og meget direkte beskrivelser af sex mellem kvinder.
”(…) intet kan døde den fortærende længsel efter dine sugende læber og vidunderlige hænder, de hænder, der kærtegner, indtil man skriger af fryd”.
En beskrivelse der i samtiden blev opfattet som direkte pornografisk og i 1922 blev den i landsretten dømt usædelig. Alle tilbageværende eksemplarer blev konfiskeret og Emmy Carell blev udsat for en tur i mediemøllen, hvor man blandt andet spekulerede i, om romanen skildrede forfatterindens eget liv. Dette benægtede hun, dog kun delvist, og der er da også en del lighedspunkter mellem romanens hovedperson Esther og Emmy Carell.
Fortællingen handler om Esther. En ung kvinde der kommer til København med sit lille barn, mens hendes mand er ved at komme sig i Frankrig ovenpå begivenhederne under Første Verdenskrig. Esther er en smule indadvendt og hæmmet, men bliver hurtigt draget af Maja, en ung smuk svensk skuespillerinde, der med sit smukke ydre og sorgløse sind forfører mangt og meget omkring sig. Maja har da også en stribe af sårede beundrere og bejlere bag sig, og blandt dem er den unge Max, veninden Nisse og en mystisk velgører, der ofte inviterer Maja på dyre hotelophold. Maja koketterer og fascinerer og gennem blandt andet en intens brevveksling oplever læseren forholdet mellem Maja og Esther udvikle sig. Men hvor Esther opfatter forbindelsen som særlig og hellig, så er Maja ligeså troløs som hun tilsyneladende er uærlig. Esther veksler mellem kærlighed, begær, sorg og fortvivlelse.
Romanen er også interessant for sine skildringer af de forskellige kvinder. Maja er den forførende femme fatale og Esther er den indadvendte, stærke og stolte. Men også romanens to bifigurer Nisse og Max er interessante. I begyndelsen lader fortælleren os vide, at Max er en ung kvinde, men i resten af romanen beskrives Max (blandt andet i karakterenes egne ord i brevvekslinger) som en dreng og omtales udelukkende som Max. I datidens øjne sandsynligvis stereotypen på en lesbisk, men måske kan karakteren i nutidig optik læses som Carells fremstilling af forskellige kønsudtryk?
Set med datidens øjne var Maja karakteren dog uden tvivl den mest forargelige. Dengang blev det at være lesbisk generelt set på som noget ukvindeligt, og som sådan passer skildringen af den maskuline Max og den afseksualiserede Nisse præcis til datidens fordomme. Men Maja er feminin og endog ganske smuk. Faderen til Max bemærker i en scene, at Maja jo ser så uskyldig ud, og netop derfor er hun så farlig.
I udgivelsen fra forlaget følger også en senere novelle skrevet af Emmy Carell. Den blev udgivet året efter i en novellesamling. ”Hugo fra Paris” er umiddelbart oplagt skrevet som en efterfølger til romanen, og den sætter konteksten for romanens udgivelse i et interessant lys, for heri kan vi måske læse konsekvenserne af romanens modtagelse for den unge forfatterinde.
I novellen følger vi Ursula, der er rejst til Paris efter et mislykket forhold med en kvinde, der har svigtet hende. I novellen bringes vi dog klart til at forstå, at det forliste forhold på ingen måde skal ses som udtryk for Ursulas seksualitet, da dette var en engangsforestilling. Ursula reflekterer desuden over sin debutbog, der netop er udkommet i Danmark, og som handlede om dette forliste forhold. Om romanen siger Ursula;
”De færreste vil forstå, at hensigten med min bog var ikke en pekuniær succes på et slibrigt emne. Hensigten var en advarsel. En advarsel så dyb og alvorlig, til alle de mange unge piger og kvinder, der i al hemmelighed udsættes for de samme fristelser”.
Der er så mange ligheder mellem Ursula, Esther og Emmy Carell, ligesom den debutbog, som Ursula beskriver forekommer nærmest identisk med handlingen i ”Kan mænd undværes”, og Ursula karakterens ivrige engagement i at cementere en slags afstandtagen til den lesbiske erotik i romanen er bemærkelsesværdig.
På samme måde er novellens omdrejningspunkt Ursulas erotiske og ulykkelige forhold til en mand, Hugo, og hun har om muligt skruet endnu højere op for de erotiske scener. Hele novellen synes nærmest kun at have et formål; Ursulas (og Esthers og Emmys) seksualitet skal endegyldigt stadfæstes som heteroseksuel.
Jeg synes det er så interessant, at forlaget har medtaget novellen her i udgivelsen, som i øvrigt ledsages af et yderst velskrevet efterord af Dag Heede, der har forsket i homoseksualitet i litteraturhistorien. For den senere udgivne novelle fortæller jo en del af historien om udgivelsen af romanen. Den fortæller implicit om den skam, der åbenlyst har været forbundet med det homoseksuelle. En skam som Emmy Carell i første omgang jo har villet bryde med, da hun udgav den første roman, men som hun jo åbenlyst ikke har kunnet slippe, da samfundet dømte den (og hende) så hårdt.
Særligt af den grund er romanen banebrydende og et sandt pionerværk, og den fortæller et ret væsentligt kapitel af dansk litteraturhistorie. Et stykke litteraturhistorie som forlaget med denne udgivelses samlede indtryk virkelig får fortalt rigtig godt ved at skabe en interessant og tankevækkende kontekst.
Det er altså i sidste ende forlagets gode valg i denne måde at genudgive novellen i en reflekterende og perspektiverende kontekst, der giver udgivelsen her det fulde antal stjerner.