Ruth kommer som lille pige til Danmark, efter at hendes far er blevet slået ihjel under jødeforfølgelserne i Rusland. Hun adopteres af en ældre velhavende dame, som dog dør, førend Ruth er nået konfirmationsalderen, og Ruth efterlades igen alene. Hun tilbringer sine ungdomsår hos sin onkel og tante, som hun dog ikke har den store tilknytning til, og senere følger vi hendes ægteskab med en norsk forretningsmand, der er bosiddende på den spanske solkyst.
Gennem Ruths fortælling er hendes savn efter sin familie og en egentlig fortid, tilknytning og identitet gennemgående, og det foregår med Europas store historiske begivenheder i første halvdel af 1900 tallet som kulisse.
Når man først læser om Mit halve liv forstår man, at hovedpersonen er en jødiskfødt pige, og at historien udspiller sig fra Ruth er en lille pige i 1906 til hun som midaldrende kvinde i 1950’erne forsøger at skabe sig et nyt liv i København.
Med romanens tidsmæssige placering under en meget voldsom og begivenhedsrig tid i Europæisk historie, kunne man godt forledes til at tro, at der er tale om en hjerteskærende og dramatisk fortælling om jødeforfølgelse, Kz-lejre og ubærlige skæbnehistorier.
Men Anita Furus hovedperson Ruth befinder sig hele tiden uden for de dramatiske begivenheder, som i stedet foregår i periferien af fortællingen; Det er nemlig hele vejen i gennem Ruths historie og gennemgående kamp for at leve med den sorg, som barndommens svigt og sorg har ført med sig, der er romanens omdrejningspunkt.
Det er et fornuftigt træk, specielt romanens forholdsvis korte længde taget i betragtning, i den grad at fokusere sin handling og tematik.
Det er altså ikke roman, der leverer i store dramatiske hændelsesforløb, men som snarere brillerer i sin fortællestil, der er så fint tilpasset den sindstilstand, som Ruth befinder sig i.
Ruth er præget af barndommens mange opbrud, og særligt af den pludselige adskillelse fra sin familie, sit hjemland og sit sprog. En fortid hun endda har svært ved at huske, og som derfor efterlader en følelse af tomhed i hende, som hun aldrig formår at fylde ud.
Flere steder fortæller Ruth sin historie med en smuk blanding af et på en gang nøgternt og drømmeagtigt skær. Ruths mangel på fortid og en fuld identitet har gjort hende mærkeligt splittet og distanceret i sit forhold til sig selv og andre mennesker.
Anita Furus helt særlige skrivestil afspejler denne splittelse i Ruth og er vel på en gang det, som vil tiltrække nogle læsere, og som vil afskrække andre. For man skal helt sikkert være til den slags romaner, hvor det ikke nødvendigvis er ophobningen af dramatiske hændelser, som gør en god bog, men snarere sproget og fordybelsen i den enkelte karakter.
Herunder et par eksempler på Anita Furus beskrivelser af Ruths tanker:
”Jeg ser ikke ansigterne omkring bordet. Jeg ser en række masker, og jeg er sikker på, at gæsterne omkring bordet ser på mig gennem maskernes øjenhuller”
”Vi er døde og tavse som møblerne, som væggenen, som gulvet”
”Min krop skyller op på land og bliver min krop igen. Sigurd er stadig i rytmen. Han sveder på ryggen. Han sveder på ryggen, men det har ikke så meget med mig at gøre, ikke mere”
Sidstnævnte eksempel er fra beskrivelsen af Ruths tanker på sin bryllupsnat. En begivenhed der understreger Ruths distance, når det kommer til de følelsesmæssige tilknytninger, samtidig med at hun tydeligvis søger dem og mangler dem i sit liv.
Ruths forhold til veninden Kamma er også interessant i denne henseende, for Kamma afspejler netop den inderlighed og lidenskabelighed, som Ruth på mange måder qua sit tomrum, mangler. Ruth udvikler måske af samme grund nogle ambivalente følelser i forhold til veninden, som hun på en gang beundrer og har brug for, og som hun samtidig foragter og tager afstand fra.
Ruths manglende identitet understreges også i hendes ligegyldige forhold til sin religion, som hun skifter ud efter forgodtbefindende uden at det tilsyneladende har givet anledning til nogle dybere overvejelser fra hendes side.
Netop hendes skift af religion er central i et andet tema, som også berøres i romanen; Nemlig assimilation – hvordan tilpasser man sig og skal man det? Ruth skifter tilsyneladende ubesværet mellem forskellige miljøer, og reagerer heller ikke synderligt kraftigt på de nazistiske strømninger i datterens skole, til trods for at hun selv har været og hele hendes familie stadig er jøder. Ruth har gennem livet oplevet så mange opbrud, og været tvunget til at tilpasse sig nye omgivelser, at hun mangler en egentlig kerneidentitet, og det er denne mangel, som romanen (og dens titel) kredser om hele vejen i gennem.
Der er meget, man kan udforske i denne roman, og det hele er under overfladen; Det er afgjort noget, man skal læse lidt efter, og på den måde er det en eftertænksom og dyb roman, snarere end det er en handlingsmættet ”page-turner”.
Der er mange store følelser i de små ting, og det er dem, man som læser skal dvæle ved for at opleve romanens utrolig fine og smukke kvaliteter.
Særligt blev jeg i løbet af romanens sidste hundrede sider tryllebundet af Anita Furus stærke beskrivelser af de minder, som Ruth efterhånden begynder at genkalde sig fra sin fortid og om sin far. Her formår Anita Furu at skabe en oplevelse af virkelige barndomsminder, der med et barns drømmende intensitet fremstiller såvel trygheden og glæden som frygten og angsten.
Romanen er stramt komponeret. Tidsperspektivet er langt og romanen kort. På den ene side oplever jeg til tider, at den måske er for komprimeret, mens jeg på den anden side synes, at romanen gør det den skal rigtig flot.
Det er en roman, der skal have tid. Den skal have tid til at komme i gang, der skal gives tid til at dvæle ved de enkelte sætninger og beskrivelser, og den skal have tid til at sætte sig.
Men den efterlader et markant indtryk og den leverer et stærkt portræt af en kvinde, der bærer fortidens smerte, sorg og savn med sig hele livet.
Mit halve liv
Ruth kommer som lille pige til Danmark, efter at hendes far er blevet slået ihjel under jødeforfølgelserne i Rusland. Hun adopteres af en ældre velhavende dame, som dog dør, førend Ruth er nået ...