Sauna

”Men hvis dem, der er uden for samfundet, laver sig selv om, hvem skal så lave samfundet om? Dem, der er inde i samfundet, kommer jo ikke til at gøre det”

Sauna er en rigtig smuk kærlighedshistorie, eller som bagsideteksten lover en knaldroman om kærlighed. Men det er også en gedigen samfundsreflekterende og ikke mindst samfundskritisk roman, der om noget sætter tankerne i gang.

Nogle vil måske finde hovedpersonen Johans tanker provokerende, men det er vel altid lidt angstprovokerende, når vi udfordres på vores bestående samfundskultur og herskende opfattelser, og Mads Ananada Lodahl udfordrer i den grad sin læser med en stærk kritik af den eksisterende samfundskultur, når han lader sin hovedkarakter Johan kategorisk udtale; ”Samfundet er sygt”. Men han lader også sin læser gennem fortællingen forstå, at vores samfund er indrettet efter nogle faste og standardiserede normer, hvor enhver bliver vejet og vurderet i forhold til hvorvidt de passer ind i flertallets kasser. I et af romanens afsluttende afsnit er hovedpersonen Johan, da også helt klar i mælet, når han udtaler, at man ikke kan være neutral; Enten sprænger man kasserne eller også tilpasser man sig;

”Man måtte vælge side. Enten stabiliserede man det bestående. Eller også gjorde man det usikkert. Der var ingen neutral grund, og hvis man ikke gjorde det ene, så gjorde man automatisk det andet”

Johan er droppet ud af sin uddannelse og har fundet et job som receptionist i en saunaklub for mænd. Her skal Johan lukke gæster ind, udlevere håndklæder, spole pornofilm tilbage og servere drikkevarer for gæsterne. Nøgenhed er regel nummer et! Men en dag dukker en smuk og genert dreng op og beder om lov til at beholde sit sportstøj på, og snart er Johan klar til at bryde alle regler for den transkønnede William.

William og Johan forelsker sig hovedkulds i hinanden og kærligheden er stor. Men snart begynder Williams udfordringer med at få adgang til behandling at drive en kile ind i forholdet. William frustreres over sine manglende muligheder for at få en kønskorrigerende operation og mødet med det offentlige sundhedssystem knækker hans mod og deres fælles drømme. William begynder at opsøge andre transkønnede i håb om fælleskab og forståelse, mens Johan ikke forstår Williams behov for at ændre på sin krop; Hvorfor skal han lave om på noget, der er perfekt? Hvorfor er det så vigtigt for ham, at passe ind i samfundets normer for, hvordan en rigtig dreng ser ud?

Sauna er en historie om kærlighed, og særligt en historie om kærlighed, der udfordres af de to drenges vidt forskellige opfattelser af, hvad frihed indebærer.

William vil bare have lov at være sig selv, og drømmer om at få en krop, der passer til den han er. Men i Johans øjne tilpasser han sig, i Johans øjne er han ikke forkæmper for retten til at være sig selv, han er derimod blot med til at bevare det bestående ved at fastholde en forestilling om, at en drengekrop kun kan se ud på en bestemt måde.
Selvom man forstår Johans pointer på et teoretisk plan, så forstår man virkelig også William, der bare gerne vil have lov at være i fred. Han har kæmpet sine kampe og han skylder ikke nogen at lave revolution på sin egen bekostning, for som han selv siger ”Jeg har altså ikke pligt til noget som helst, bare fordi jeg er transkønnet”.

Williams historie er den mest rørende, og særligt den måde hvorpå Mads Ananda Lodahl så fint skildrer, hvordan Williams psyke påvirkes af den evige vekslen mellem fornyet håb for en bedre fremtid og skuffelsen og mismodet, der rammer hver gang hans behandling udskydes, forhindres eller besværliggøres. Desuden synliggør Mads Ananda Lodahl nogle problematikker i forbindelse med vores sprog om transkønnede.
Det er i skildringen af kærligheden mellem Johan og William, at romanen står absolut stærkest. Mads Ananda Lodahl skildrer virkelig smukt den kraft, der drager de to mod hinanden, ligesom han også skildrer den konflikt, der splitter dem. Særligt i romanens første to tredjedele er intensiteten i kærlighed og konflikt mellem de to virkelig følsomt og rørende beskrevet.

I historiens sidste halvdel oplevede jeg dog, at romanen i langt højere grad bliver en samfundskritisk – eller normkritisk bog – hvori udforskningen af de enkelte karakteres følelsesliv lades lidt i stikken for i stedet at bruge dem som katalysator for en debat.
En afsluttende scene mellem Johan og gæsterne i spabadet bliver udelukkende en debat om samfundets normer og behovet for at udfordre dem, og jeg oplevede, at den del blev unødvendigt udtalt, for jeg synes egentlig at forfatteren ret fint allerede havde fået de facetter i debatten med i fortællingen af William og Johans historie.
Omvendt kan man også argumentere for, at det er en styrke ved romanen, at den er så udtalt i sin kritik af samfundet, at den ikke kan undgå at mane til eftertanke. Hvad enten man er enig i Johans syn på samfundet eller ej, så tvinges man som læser til at overveje sin egen plads i den bestående samfundskultur.

”Det bedste, jeg kunne håbe på at få at vide, var, at det var ’okay’, at jeg var bøsse. Aldrig ’godt’. Aldrig ’tillykke’. Ingen havde nogensinde fortalt mig, at var noget ’smukt’ eller ’værdifuldt’, når jeg var forelsket. Det var i bedste fald ’okay med dem’.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvad syntes du om bogen?