Skabelsesberetningen for de små i et skønt sprog og en nytænkende form. Men kan man læse den, selvom man ikke er religiøs? Jada!
Skrevet af: Marianne Iben Hansen
Illustreret af: Peter Bay Alexandersen
Udgivet af: Bibelselskabets forlag
Anbefales fra: cirka 3.år
Guds ABC er skabelsesberetningen fortalt på vers. Hver side er knyttet til et bogstav og bogen skal ikke læses kronologisk, men derimod skal man springe frem og tilbage i alfabetet. På den måde bliver det rent faktisk en ABC, for der kommer et fokus på bogstavet, som er perfekt til barnet, der er i gang med at lære bogstaverne.
Sproget er flot sat på vers af Marianne Iben Hansen;
”Farverne falmede, gløden forsvandt,
Eller var det måske deres øjne?
Verden blev underligt fremmed,
Og de blev generte, fordi de var nøgne”
Versene har en vidunderlig rytme og sproget glider som en let melodi under læsningen med flotte rim, og flere steder er der også leget med allitterationer (bogstavrim) – i ovenstående hører verset fx under bogstavet F.
Versene gør sproget udfordrende, og det kan måske være en god ide, hvis barnet kender skabelsesberetningen i forvejen (eller kender til den) fra fx en børnebibel. Når det så er sagt, så er halvdelen af glæden ved denne bog netop barnets møde med et smukt og poetisk sprogbrug.
Når man siger skabelsesberetningen, siger man som regel også skyld og skam. Men det har man valgt at skrælle væk i den her version og i stedet formidle ”syndefaldet” som menneskets beslutning om at vælge at leve livet på jorden væk fra Gud.
Gud er i denne version heller ikke hverken hård eller vred, han er tværtimod formildende og rækker en hånd ud;
”Tro er en dør. Hvis I åbner den, ses vi
i alt, hvad der rør jeres hjerter.
Lukker I døren, så ser I mig ikke,
Og tror måske ikke, jeg er der”
Som erklæret ateist er jeg meget glad for denne udlægning af troen. Troen handler dybest set om, hvorvidt man giver sig hen til den eller ej. Gud bliver metafysisk – og det er godt set og langt mere i tiden at formidle troen sådan i et Danmark, hvor det efterhånden er de færreste, der tror på Gud, som en helt konkret skikkelse oppe i himlen.
Er det så kun for kristne? Bestemt nej.
For kristendommen er ikke bare religion – det er også kultur. Historierne fra Biblen er en stor del af vores samfund, og historierne er at finde som utallige referencer i vores hverdag og fortællinger.
Jeg må naturligvis også til sidst rose illustrationerne, som Peter Bay Alexandersen har stået for.
Lilly Anmelder:
”Den er sådan sjov, fordi det er med bogstaver. Den er ligesom min anden bog (hun refererer til sin børnebibel), men den er også anderledes. Det er lidt skørt at man skal springe over siderne og læse den forkert. Men det er også sjovt, fordi man skal finde de rigtige bogstaver”
- Under læsningen var Lilly flere gange efter mig, fordi hun mente, at jeg læste bogen helt forkert. Det er jo også underligt, når man er vant til, at en bog læses kronologisk, at man pludselig skal hoppe frem og tilbage. Men det er jo kun godt, når en bog kan udfordre. Denne bog udfordrer lidt i både sprog og form. Derudover er det netop den anderledes form, der gør at bogstaverne virkelig kommer i fokus.