Højtlæsningsbog henvendt til ca. 7-10 år.
Kan også med fordel anvendes i undervisningen til de lidt ældre børn.
I ”Og de onde lo” er de klassiske moraliserende dyrefabler vendt på hovedet. Den traditionelle genres moraler om det gode og rigtige er i stedet historier om en anden side af mennesket; Der hvor vi ikke er gode og næstekærlige, men snarere er egoistiske. Det fungerer ganske godt, særligt understøttet af de flotte illustrationer.
Jeg synes, det er skønt med litteratur for børn, der ikke kun tager fat på det, som er udtryk for ”det gode, det sande og det skønne”, men også tør tage favntag med nogle af de ”forbudte følelser”, som jo i høj grad også er del af det at være menneske.
En klassisk genre – i helt nye klæder:
”Og de onde lo – amoralske fabler” er en børnebog henvendt til de lidt større børn, som tager fat i en gammel genre og vender den fuldstændig på hovedet. Fablen er traditionelt set en genre med små korte historier, der fungerer som en allegori – en billedlig lignelse – over en morale eller pointe. Fabler kaldes også ofte dyrefabler, da det som regel i fablerne er dyr, der har overtaget menneskelige egenskaber. I dyrefablerne fortælles en kort historie, som vi skal lære noget af; Der er ganske enkelt en tydelig morale. Det kunne fx være fortællingen om den lille mus, der snyder katten, så den ikke bliver ædt. Man kunne også forestille sig en historie om to ellers uforenelige dyr, der bliver venner og hjælper hinanden, det kunne fx være en løve og en mus.
Blandt de mere kendte værker i genren er Rudyard Kiplings dyrefabler fra 1902, der blandt andet indeholder historien om ’Hvordan elefanten fik sin snabel”.
Dyrefablen – en allegori over menneskelige følelser:
I ”Og de onde lo” er genren som sagt vendt på hovedet, undertitlen er netop ”amoralske fabler”, og på bagsiden defineres netop forskellen på umoral og amoral. Der er tale om historier, hvor moralen ikke eksisterer!
På den måde kan man sige, at dyrefablerne i ”Og de onde lo” skræller det allegoriske billedplan af sine fortællinger, dyrene har ikke længere det menneskelige moralsæt, og de opfører sig, som man vil forvente dyr i naturen vil opføre sig.
Men dermed kommer dyrene i fablerne alligevel til at illustrere en pointe, for ved at fjerne det menneskelige moralsæt fra fablerne, så bliver dyrene i stedet en allegori over de andre sider i mennesket; Der hvor vi er egoistiske, egocentrerede og sig selv nærmest.
Der er fx historien om ”Spurven og krokodillen”, hvor den lille spurv er parat til at ofre sine venner for at redde sig selv, eller historien om ”Bjørnen og hønen”, hvor bjørnen udnytter hønens venlighed og til sidst også æder den.
Hvem henvender bogen sig til:
Det er ikke alle 12 fabler, der fungerer lige godt. Her tænker jeg særligt på i hvilken grad historierne fungerer i forhold til målgruppen. Forlaget selv skriver fra 7 år, og et umiddelbart bud ville også være, at der er tale om en højtlæsningsbog for de 7-10 årige.
Man kunne også forestille sig, at ældre børn kunne få gavn af den i undervisningen, for der er bestemt en del at tale om: Særligt fx forholdet mellem tekst og illustration og udgangspunktet i den klassiske dyrefabel. Et stykke hen af vejen kan man måske også argumentere for, at børnebogen allerbedst fungerer som et analyseobjekt for voksne, der studerer børnelitteratur.
Det er måske også den primære anke mod billedbogen; Vil den reelt set fungere til målgruppen, eller er den mest af alt en interessant vinkling af en gammelkendt genre, som de voksne kan glæde sig over?
En højtlæsningsbog med potentiale:
Det afgørende i dette spørgsmål, og det som vil gøre hele forskellen mellem om bogen i praksis vil fungere til sin målgruppe ligger i den måde man formidler fablerne til børnene. Bogen er en højtlæsningsbog – også selvom den 7-10 årige fint kan læse selv. Den lægger op til, at man bruger fablerne til at tale med børnene om, hvad det er for nogle følelser og menneskelige sider, som den skildrer.
Bruger man bogen med et sådant udgangspunkt for øje, så kan bogen fungere som et godt afsæt for at tale om fx egoisme, kynisme og grådighed, – som jo er sider og følelser, vi alle sammen kender, men som vi også har lært er ”forkerte” følelser.
Det er måske ikke helt skidt med en børnebog, der skildrer disse sider, og på den måde tilbyder forældre og pædagoger en mulighed for at tale om det med børnene, og måske også lære dem, at selv de knap så pæne følelser og tanker også er en del af det at være til.