Med 1 % er Maren Uthaug tilbage med sidste brik i sin feministiske dystopi (utopi?). Maren Uthaug er jo som sædvanlig fandenivoldsk og hård med sin svirpende satiriske pen, og jeg elsker det.
Hvor de to første bind foregår på fastlandet, hvor matriarkatet styrer, og mændene er i bure, tager tredje bind os med til 90’er-øen, der fortsat fastholder de gamle systemer og normer og derfor dyrker 90’erne som det sidste årti, hvor alt endnu var ved det gamle.
Er man gammel nok til at huske 90’erne, er vrimlen af referencer fra årtiet ren nostalgi og ganske morsomme. Men måske er det også her, romanen indimellem stagnerer lidt.
På 90’er-øen vil man naturligvis gerne sikre sig, at enhver kender sin plads, så ingen skulle få idéer om noget så skørt som et feministisk oprør. Derfor får alle udleveret en manual, “Ligestillingsloven”, hvor det tydeligt fremgår, hvordan man er en korrekt mand og en korrekt kvinde. Ligeledes får kvinder, der føder, udleveret en omfattende manual om moderskabet.
Og de små, løbende uddrag fra manualerne er et af romanens stærkeste kort, for gennem dem udstiller Maren Uthaug den misogyni, der fortsat gennemsyrer vores samfund. Eksempelvis i de vidt forskellige forskrifter for, hvordan små piger og drenge skal opdrages.
På 90’er-øen er det dog ikke kun kvinderne, der puttes i kasser. Det gør mændene også, og her blev jeg især rørt over karakteren Brandon, der desperat forsøger at passe ind i rollen som en rigtig mand. Alt sammen for ikke at falde udenfor, selvom han tydeligvis er ekstremt utilpas i rollen.
Her rammer Uthaug en anden væsentlig pointe om de normative kønsroller. Nemlig at vi mennesker er udprægede flokdyr, der er med til at fastholde normer, vi måske endda selv kan se er forkerte, alene fordi vi frygter at stå uden for fællesskabet. Brandon bliver således ikke blot offer for de patriarkalske normer, men er også selv med til at opretholde dem. Og her rammer Uthaug noget helt centralt i forståelsen af, hvorfor normer kan være så pokkers svære at ændre.
Faktisk synes jeg, at Uthaug med fordel kunne have udforsket netop den pointe mere. For med Brandon får hun ikke blot vist, hvordan patriarkalske strukturer også begrænser mænd, men åbner for en undersøgelse af selve de mekanismer, der får os til at opretholde de strukturer, vi selv lider under. Og det er måske romanens største svaghed, at den ikke i højere grad udforsker og nuancerer trilogiens tematikker, men snarere gentager pointer, vi allerede har fået serveret.
Undervejs stillede jeg derfor mig selv spørgsmålet: “Behøvede vi egentlig en bog mere i det her univers?”
Svaret fik jeg i høj grad i slutningen, som jeg selvfølgelig ikke skal afsløre. Men jeg kan dog sige, at jeg halvt om halvt havde forventet lidt håb. Det fik jeg også, men måske ikke på den måde, jeg havde forestillet mig. For Maren Uthaug tør gå linen fuldstændig ud og synes at fremsætte den afsluttende pointe, der uden tvivl vil provokere mange: “Verden ville være bedre uden mænd.”
På den måde bliver tredje bind alligevel en væsentlig og fint afrundende del af trilogien. Om end det, må jeg sige, er trilogiens absolut svageste bind. Ikke blot fordi pointerne i høj grad gentages, men også fordi jeg savner en større sammenhængskraft mellem de forskellige karakterer, vi følger.
Alt i alt tror jeg dog ikke, at Maren Uthaug er i stand til at skrive en dårlig bog (hvis du spørger mig), og denne skal ligesom alt andet, Uthaug har skrevet, have ros for sit sprog, sin humor og sin fandenivoldskhed.
Jeg elsker Uthaugs sorthumoristiske blik og hendes originalitet. Og måske er det i virkeligheden sidstnævnte, jeg savner mest ved bogen. For selvom procentuniverset absolut er originalt, er det efter tre bøger blevet velkendt. Og det tager lidt af den charme, jeg elsker ved Uthaug: At jeg aldrig ved, hvad jeg får.
Den overraskelse er bare sværere at levere, når man for tredje gang inviterer læseren ind i det samme univers.