”Mennesket er ikke sit eget navn værd, man giver ham ånden, som kan strække sig helt op til stjernerne, alligevel drømmer han sig hjem til eget tugthus”
Asta Olivia Nordenhofs Maria, Atlantis er tredje bind i serien, der har branden på Scandinavian Star som omdrejningspunkt (og har du ikke allerede set dokumentaren på DR, så se den!).
Hvor de foregående bind i højere grad fokuserede på kapitalismens ofre og drivkræfter, er Maria, Atlantis måske snarere en undersøgelse af, hvad der ellers kunne drive mennesket. En romantisk søgen efter noget andet og mere. Og måske findes dette alternativ i det underjordiske utopia Atlantis, som begge romanens hovedpersoner, Maria og Bartholin, kommer til.
Asta Olivia Nordenhof leger med genrerne og kalder selv sin roman for en romantasy. Den traditionelle romantasy er karakteriseret ved sit tilbud om eskapisme, og måske er Maria, Atlantis netop også drevet af længslen efter at forlade denne verden for en stund og drømme om noget bedre.
Men hvordan ser et underjordisk, antikapitalistisk utopia egentlig ud?
Også her leger Nordenhof med formen og skriver sit univers frem gennem en brevveksling med en veninde. For hvordan kan et fuldstændig antikapitalistisk og ligeværdigt samfund se ud? I samtalen mellem de to veninder bliver det tydeligt, hvor vanskeligt det er at gentænke en samfundsform, når selv vores forestillinger om alternativer er præget af den verden, vi allerede kender.
Asta Olivia Nordenhofs planlagte septologi er blevet til en heksalogi (har lært et nyt ord i dag), og det betyder, at vi nu er halvvejs i serien. Og jeg må sige, at jeg glæder mig til resten, for Asta Olivia Nordenhof overrasker og forundrer hver gang. Hun leger med litteraturen og vores (og måske også sine egne) forventninger til den.