”Denne bog er baseret på et rygte jeg har hørt”
Kæmpe ros til Gyldendals marketingafdeling for pressestrategien på denne her nye krimi fra Engberg, der allerede ved de første reklametrailere fik mig ned i et lille Reddit-kaninhul.
Netop Reddit spiller i øvrigt en rolle i Tandfeen, og måske man ligefrem kan sige, at den velkendte efterforskningsduo er blevet en trio, med Reddit som tredjemanden. Fiktive Reddittråde er skrevet ind i fortællingen, hvor førtidspensionisten Birger og kærlighedscoachen Marie ender med at lede efter den forsvundne sexarbejder Paulina, fordi politiet ligesom ikke rigtig synes det er noget at bruge tid på.
Hurtigt viser det sig, at Paulina havde kontakt til nogle meget magtfulde mænd, og måske er en af dem den berygtede tandfe, der er kendt for at betale prostituerede for at trække tænder ud på dem
Men magt er alibiet ingen tør udfordre (som Gyldendal har fået trykt på mulepose-merchandise.)
Birger og Marie tager dog kampen op, selvom det måske vil koste dem dyrt.
Katrine Engberg skriver kærligt humoristisk om sine to karakterer Marie og Birger, der måske er det mest usandsynlige efterforskningspar.
Men i en verden hvor magtfulde mænd dækker over magtfulde mænd, og hvor ingen tilsyneladende går op i en østeuropæisk kvindes forsvinden, er de to de eneste, der reagerer.
På plotdelen kan man nok anke, at den er lidt langsomt i optrækket, og at den måske mangler nogle plottwist og wow effekter, men trods den mørke og skræmmende tematik, så er det heller ikke plottet, der primært driver romanen frem.
Det er derimod den grundlæggende fornemmelse af ubehag, over de tilsyneladende uindskrænkede muligheder romanens gruppe af privilegerede mænd har for at dække deres spor, og få folk til at holde kæft.
Vreden og samfundskritikken ligger hele tiden som et vredt underspor i fortællingen, og indignationen klæder romanen og Katrine Engberg.