”Aldrig helt at forstå
Levende videre som et vidne om, at det kunne du også have gjort
Rummende i mig til trods: Håbet om, at det virkelig var den rigtige beslutning, du endte med at tage”
Hvad kan man sige om Farskibet?
For den lader sig ikke sådan lige opsummere eller forstå med få ord. Med ordene kommer man undertiden til kort; ”At skrive som at feje blade sammen (i blæsevejr!)” som Glenn Bech netop selv skriver. Lige netop det billede beskriver romanen og dens formsprog fantastisk godt, for det er på mange måder en evigt hvirvlende strøm af ord, der omhandler denne barske historie om et selvmord og konsekvenserne af det, om at begribe det ubegribelige, tilgive det utilgivelige og forlige sig med det meningsløse.
Men det er også en barsk fortælling om toksisk maskulinitet og om smerte, der er nedarvet gennem generationer. Det er fortællingen om en ung mands velsagtens insisteren på at bryde den formel med et så sårbart og ærligt skrift, der nærmest klynger sig til at finde meningen og forstå sammenhængen i det, der ikke kan begribes. Netop derfor er formen, der ellers har været noget udskældt blandt nogen, helt fantastisk, for den understøtter jo den tilstand og den famlen i blinde efter mening og måske endnu mere denne søgen efter at afdække det tomrum, som faderens fravær har medført og gøre sig fri af den byrde, som faderens valg har pålagt sønnen. Romanen virker på mange måder som et terapeutisk skrift, en insisteren på at krænge det formløse og smerten ud, og det er det ordene bærer præg af; Det er fyldt af nedslag, afbrudte tanker, gentagne følelser, halvt glemte erindringer og endnu uafsluttede refleksioner.