Djævlens hjerte

Djævlens hjerte
Genre:
Sprog:
Originalsprog:

Djævlens hjerte er en fortælling om det dystre og dæmoniske; og det er et univers af mørke og håbløshed – på den måde skiller fortællingen sig ud fra andre bøger i samme genre. Det er en fortælling med mange gode elementer, som dog med fordel kunne være udforsket endnu mere.

Damian Drakensten er født til at skulle overtage sin fars post som lensmand og herre på Hadrun slot. Men til Damians forargelse viser det sig, at faren har ganske andre planer med ham, og at de har forbindelse til den store tunnel til helvede, som faderen er ved at bygge. Damian er nu på flugt fra faderen, og han må optrevle sandheden om faderens fortid; en fortid der involverer stærke dæmoniske kræfter.

Fantasygenren er voldsomt populær for tiden, og forlagene spytter nye fortællinger ud i en lind strøm; Det gør, at det er vanskeligt for en en ny fortælling at skille sig ud, og forfatteren skal efterhånden finde på en hel del mere end blot lidt magi, en helt og en kamp mellem det gode og det onde for at imponere.

Denne bog lykkedes til dels med dette.

Fortællingen har den dæmoniske og dystre vinkel, som generelt gør fortællingen meget mørk; der er faktisk ikke meget optimisme at spore – heller ikke i vores helt, som også kæmper med de mørke sider i sig selv. Ligeledes rummer fortællingen flere eksempler på håbløsheden og mørket i fx skildringen af ridderen/barnemorderen Erland, eller den tragiske lille fortælling om det sultne og fattige par, som var parate til at spise deres eget døde spædbarn.

Mørket er altså ikke kun tilstede i romanen, som det vores helt skal kæmpe imod. Det er snarere en grundstemning i hele romanen, som jeg synes gør at fortællingen skiller sig ud og bliver interessant.
Desværre synes jeg ikke at forfatteren følger det helt til dørs; fx kunne Damians kamp i sit eget indre godt være udforsket mere – men det forestiller jeg mig måske, at han gemmer til 2’eren (det kan man jo håbe).

Damian er bogens hovedperson og fortæller, men undervejs i bogen er hans kapitler afbrudt af det forfatteren kalder ”mellemspil” hvor andre karakterer på skift bliver fortællere – det fungerer utrolig godt, og det giver noget variation og spræl til fortællingen, som ellers nu og da godt kan lide lidt under det, som jeg synes fantasygenrens seriefortællinger har tendens til; Nemlig at der indimellem bliver trådt lidt vande og trukket tiden, så der er stof til nogle efterfølgere.
Jeg synes med fordel, at forfatteren kunne have haft flere af disse mellemspil, for der er flere af de karakterer, der kommer til orde her, som jeg umiddelbart oplever som nogle mere interessante og velfremstillede karakterer – fx ville jeg da gerne have udforsket Esme og den dystre og usympatiske Erland lidt mere.

Fortællingen er sat i virkeligheden verden, nærmere betegnet tiden lige efter at Valdemar Atterdag har forenet riget. Det er spændende, at forfatteren har valgt at sætte sin fantasyfortælling i den virkelige verden, fremfor fx et fiktivt univers; Men jeg synes ikke rigtig han bruger det til noget – det er ærgerligt, specielt fordi jeg ud fra bagsideteksten forventede at Valdemar Atterdag og den historiske kontekst ville spille en rolle i historien, og jeg havde glædet mig til at se en fantasyfortælling fusioneret med en historisk roman.
Men den spænding forblev desværre uforløst, for den historiske kontekst spiller stort set ingen rolle i fortællingen, og der bliver kun sporadisk henvist hertil. Det er primært i Esmes historie om samfundets behandling af hende og hendes folk, at den historiske kontekst spiller en rolle, og det synes jeg netop er med til at gøre hendes karakter interessant og give fortællingen en større dybde.

Alt i alt er det en fin og interessant vinkel på en fantasyfortælling; Er man til genren, så er her et ganske godt bud, som også hæver sig over den helt forsimplede ”Helt kæmper for det gode mod det onde” formel – den er mørk, dyster og rummer en grundtone af håbløshed, og det er her den virkelig skiller sig ud. Den udfordrer forestillingen om den klassiske helt, og det virker også til at der i 2’eren er lagt op til en endnu større udforskning af Damian.

Djævlens Hjerte er klart en anbefaling værd til alle, der elsker fantasygenren. Men som roman synes jeg, at den rummer elementer, som kunne være udforsket mere – særligt karakterne og den historiske kontekst – ligesom den enkelte steder træder lidt vande.

3.4Overall Score

Djævlens hjerte

Djævlens hjerte er en fortælling om det dystre og dæmoniske; og det er et univers af mørke og håbløshed – på den måde skiller ...

  • Historien
    3.5

  • Karakterer
    3.4

  • Sprog og skrivestil
    3.2

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvad syntes du om bogen?