Stemningsfyldt historisk samfundsdrama med krimielement til den kolde tid?
Ariel Lawhons ”Den frosne flod” åbner med et mordmysterie, men er meget mere end det.
For det er også skildringen af et barskt samfund i en mindre by i Maine i slutningen af 1700 tallet. Et samfund hvor sårene stadig bløder efter uafhængighedskrigen.
”Lægerne advarede mod, at kvinder samlede sig og drak kaffe og te. De fik så hurtigt forkerte ideer, når de var i flok.”
Maren Uthaug er tilbage med en 2´er til sit fabulerende, feministiske fremtidsscenarie 11%.
Universet og præmissen er stadig det samme; Kvinderne har taget magten, og mænd eksisterer nu kun som avlsdyr på dertil indrettede centre.
”The future is female! Og rynkede, gamle mænd sælger sgu ikke rigtigt på Facebook og Instagram. Den moderne heltefortælling er kvindelig. Asketpot-fortællingen er kvindelig. En coming-of-age-historie skrevet af en gammel mand er der ingen, der gider læse, da slet ikke bookstagrammerne.”
I Marlen Hobracks roman ”Schrödingers Grrrl” opsøger den litterære agent Hanno den unge wanna-be-instagrammer Mara med et specielt tilbud. Hanno har en roman på lager skrevet af en ældre hvid mand, men den vil næppe få succes med ham som afsender, så de har fået den ide at lade Mara udgive sig for at være bogens forfatter.
Mara er på røven, hun mangler penge, jobcenteret ånder hende i nakken og den planlagte Instagramkarriere har ikke rigtig taget fart endnu. Så Mara siger ja tak.
Skuespilleren Rosalinde Mynster har skrevet et først og fremmest kærligt portræt af faderen , skuespilleren Søren Spanning, der i 2014 fik en hjerneblødning, som efterfølgende ændrede livsvilkårene for ham selv og resten af familien.
Mynster tager udgangspunkt i den skelsættende begivenhed, og beretter derefter i nedslag om tiden efter: Genoptræningen der skuffer, tilpasningen til et nyt liv, og den betydning forandringen har for relationen og hele familien. Samtidig ser hun i glimt tilbage og beretter om sin barndom og relationen til faderen.
Mynsters bog synes at være flere ting på en gang. Det er mestendels et kærligt portræt af faderen.
Anne Mette Kirk kender om nogen formlen for et veldrejet plot med spænding og et godt gedigent flow.
”Senfølger” er ikke nogen undtagelse.
Mød Jeppe – den evigt gode – måske lidt for naive – pleaser type. Hans datter er ved at miste hørelsen og en operation i USA kan hjælpe. Men det bliver dyrt og hverken Jeppe eller hans ekskone har pengene.
Men ind på scenen træder den smukke og dragende Christiane, der er både rig og helt vild med Jeppe. Hun vil gerne betale for operationen. Det hele synes for godt til at være sandt – og det er det måske også, for hurtigt krakelerer Christinanes perfekte overflade, og hendes besidderiske og manipulerende adfærd eskalerer med store konsekvenser til følge.
”I første omgang var det hans mors skyld, fordi hun havde taget den sexgalning, den perverse heks, ind i huset imod Polos vilje, og så selvfølgelig mest af alt Zorauas skyld, fordi hun gik og gjorde sig til, når de var alene (…)”
Paradais er en rå og brutal fortælling om klasseforskelle, underklassens desperation, overklassens vulgære rigdom, menneskelig afmagt, ansvarsfraskrivelse og desperationens grimme ansigt.
”Andre mennesker er vores forhindringer. De er den kraft, vi er oppe imod.”
Man skal bestemt holde tungen lige i munden, når man læser Zadie Smiths ”Bedrageren” for der sker en del, og måske er den godt 500 sider lange roman et eksempel på minimalismens modstykke.
Det er en historisk fortælling med udgangspunkt i virkelige begivenheder og mennesker, spundet sammen til en stor mosaik med overskriften bedrag og selvbedrag!
”Hele dette vanvid, dette djævelske vanvid, giver os mulighed for at lave en stor film. Uden os ville det hele være på samme måde, ingen ville blive reddet, ingen ville få det bedre. Men filmen ville ikke eksistere”
Daniel Kehlmann er en af mine absolutte favoritforfattere. Det er ikke alt, han skriver, som jeg elsker, men han overrasker mig altid og giver mig en oplevelse udover det sædvanlige.
Kehlmann er underfundig, underspillet humoristisk og særdeles original.
”Lysspil” er ingen undtagelse.
Sofie Lassen-Kahlke er debuteret med en herregårdskrimi, der baseret på bagsideteksten godt kunne emme lidt af en moderne Hercule Poirot.
Ursula Madsen er en nyskilt karriereadvokat, der får besøg fra fortiden, da hun pludselig bliver kaldt til godset Gammel Rye, hvor hendes bardomsven/flirt måske ligger for døden. Hun har ikke set ham i flere årtier, men alligevel har han efterladt et forseglet brev, som kun hun må åbne.
Ursula tager til Gammel Rye. Hun åbner brevet og med det også Pandoras æske af fortidens hemmeligheder og fortielser. Det ribber op i familieforholdene på Gammel Rye, hvor der måske/måske ikke er nogen på godset, der har interesse i Adams død.
”Efterhånden ville jeg forstå, at næste uge var en dejlig ansvarsløs tid, man kunne gradbøje et helt liv i. (…) Muligvis er mennesker det eneste væsen på jord, der opererer med, at der overhovedet kommer en uge mere. Sommetider er næste uge alt, vi har at klamre os til. Det ligger der og glitrer i solen. Mens gæsterne på Betlehem ventede på næste uge, stoppede lokummerne til, vinduerne faldt ud, og musene pilede i gangene.”
Tag med på en rejse til en lille vindblæst ø ud for Canadas kyster. Her ender pigen Lita ved et tilfælde sammen med sin mor, den farverige og flamboyante Fabiola. De to var på en rejse væk fra det varmblodede Buenos Aires, og det passer bestemt ikke den festglade og frie Fabiola, at de nu er strandet på en lille ø uden livlige dansebarer og smukke sko.
Men Lita bliver glad for den stille og afsondrede tilværelse på øen. Her finder hun straks ro på sømandshjemmet Betlehem, der er et pensionat som bugner med skæve eksistenser.