Stenens tid

Stenens tid
Series:
Sprog:
Originalsprog:
Forlag:

Danmarks svar på Dan Brown – det er vist den enkleste og hurtigste opsummering af Johan Ottosen og denne første del i Mirrin Bank trilogien.
Der er masser af konspirationsteorier og tråde tilbage til vikingetiden og Jesu blodlinje.
Plottet er stort og interessant, og tempoet er højt med korte og filmiske kapitler, der nærmest læser sig selv.

Journalisten Kurt modtager et brev fra sin afdøde stedfar; han var på sporet af noget, og han efterlader sig en mystisk båndoptagelse og et gammelt pergament. Det bringer Kurt på sporet af en gammel munkeorden, den franske efterretningstjeneste, et skjult kammer under Århus Domkirke og noget med Prins Henrik.
Samtidig bliver strålingseksperten Søren indkaldt som ekspert i sagen om et mystisk mord på en terrordømt forbryder, og Sørens gravide kæreste Birgitte opdager noget foruroligende om sin fars død.  Et andet sted modtager et postbud en hemmelig opgave, og hvad er det lige Birgittes mor egentlig arbejder med?

Et stort plot fyldt med detaljer:
Der er masser af personer og tråde i Stenens tid, der fra første side vækker interessen hos læseren.
Johan Ottosen har uden tvivl lavet et kæmpe researcharbejde, og det kan mærkes i bogen, der trækker på viden om både runer, vikingetid, munkeordener, stråling, og katolske læsninger.

Helt overordnet formår Ottosen at hylde styr på trådene uden af forvirre sin læser, og det i sig er en kunst i et så komplekst plot fyldt med personer.
Eneste minus her er, at jeg nu og da rodede lidt rundt i de mange betjente og eksperter, der løbende kobles på sagen. Det var dog ikke noget, jeg oplevede forstyrrede min overordnede oplevelse af historien og plottet.

Masser af tempo - men karakterne mangler lidt dybde:
Sproget i romanen er enkelt og ligetil, og den er bygget op af mange små kapitler med mange replikker. Det giver et hurtig og tempofyldt flow i læsningen, der passer til handlingen og genren.
Et minus her er, at det ikke efterlader megen plads til udforskning af karakterne, her tænker jeg særligt på romanens hovedpersoner; Birgitte, Storm og Kurt.
Der er ganske vist ikke nogen tvivl om, at det er dem vi holder med, og mange vil også hævde, at de store dybdegående psykologiske udforskninger ikke passer til genren, men det ville alligevel have klædt bogen at give sine karakterer lidt mere kant og dybde. Her fungerer karakteren Kurt uden tvivl bedst, mens Søren nærmest virker lidt for blankpoleret og kedelig som den dygtige ekspert og loyale kæreste.

QR-Koderne
Hvert kapitel indledes med en angivelse af tid og sted og har en QR kode, man kan scanne og dermed se placeringen på et kort. Det er da en meget sjov gimmick – det var nu ikke noget, jeg brugte. I forvejen kan jeg jo læse mig til, hvor det foregår. Derudover er det ikke en feature, der kan bruges til særlig meget, når hovedparten af kapitlerne foregår i og omkring København (så ved vi jo godt, hvor vi er henne af i verdenen). Men jeg skal da ikke udelukke, at det kan blive en rigtig interessant og brugbar detalje, hvis handlingen i de næste bøger fx rykkes mere ud af Danmark og foregår flere steder i verdenen.

Sammenligningen med Dan Brown:
Der er tale om et plot, der udover at trække tråde helt tilbage til den tidlige vikingetid også har søgt inspiration i bogen "Helligt blod, hellig gral" - der som bekendt også inspirerede Dan Brown til sin bestseller "Da Vinci Mysteriet". Ydermere skriver Brown tempofyldte fortællinger fyldt med konspirationsteorier og masser af spænding. Udgangpunktet i "Stenens tid" er det samme.
Derfor synes det oplagt at lave sammenligningen mellem Dan Brown og Johan Ottosen.
Men holder sammenligningen?
Umiddelbart har de meget tilfælles, og elsker man Dan Brown vil man uden tvivl også holde af Johan Ottosen. Ottosen leverer mindst ligeså meget velresearchet indhold og velsammensat spænding.
Dog vil jeg sige, at Brown formåede at få mig væsentligt længere ud på stolekanten, ligesom hans karakterer også var langt mere dragende.

Alt i Alt:
Det er første del i en serie, og bogen afsluttes med en cliffhanger og uden nogen form for afslutning. Det gør selvfølgelig også, at det er svært helt at vurdere bogens plot, for jeg ved jo ikke hvordan det ender, og om alle de løse tråde samles og besvares.

Men jeg kan i hvert fald sige, at det tegner ganske godt.

Er man til en hæsblæsende konspirationsroman med et plot i stil med Dan Brown, så er Stenens tid altså et virkelig godt bud.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvad syntes du om bogen?