Gadelygter og birketræer er poesi på højt niveau. Der er kælet for det poetiske formsprog, som er præget af en melodiøs lethed, og samlingen er en sammenhængende fortælling, som udtrykker den modsætningsfyldte tilværelse og en søgen efter ro, kærlighed og mening.
I Tobias Larsens anden digtsamling Gadelygter og Birketræer tages vi med på en rejse, som både fysisk bevæger sig i modsætningen mellem by og natur, men som også er en rejse mellem uroen og roen. Det er i det hele taget modsætningerne, som der arbejdes med i denne digtsamling.
Lige fra hektiske byture, overfladiskhed og byens voldsomme larm i digtet Istedgade til roen og kærligheden i Rim//Sex.
Ligeledes opererer Tobias Larsen med modsætningerne håb og håbløshed – mening og meningsløshed – ro og uro. Særligt det sidste modsætningspar er interessant i samlingen, da denne tematik står helt centralt. Tobias Larsen skildrer den ydre uro i det pulserende storbyliv og den indre uro i jeg’ets søgen efter mening og ro i tilværelsen – den ydre ro finder han i naturen – men gennem samlingen af digte, når jeg’et gradvist til den erkendelse, at roen i sandhed kun kan findes indefra, den er et valg. Dermed er digtene også en eksistentiel rejse på vej mod en mening i tilværelsen, – og det er en rejse, som jeg synes bliver understøttet flot af digtenes metaforiske og lyriske formsprog.
Særligt synes jeg at Tobias Larsen formår at overføre tematikken om den modsætningsfyldte tilværelse til sit formsprog – her gør han nemlig også brug af modsætningerne. Fx i digtet Ude på gaden//Inde bag facaden.
Tobias Larsen viser sig i det hele taget som en virkelig ordsmed. Hans rim er sofistikerede uden at være prætentiøs poesi, og hans brug af allitterationer skaber en smuk melodiøs tone i hans digte. Derudover viser han tydeligt, at han kan noget meget sproget, idet han med enkle toninger i sit sprog formår at skabe store kontraster, – som i eksemplet her:
Det er det
Du siger
Når du siger det
Der gør mest ondt
Det er det du siger
Når du siger
Det der gør mest ondt.
Det er i passager som ovennævnte, at Tobias Larsen er bedst, – nemlig når han med så enkle midler skaber et så stærkt poetisk udtryk.
Jeg er også vild med dette lille udpluk fra digtet Febermørke//Fastlåst:
Jeg forsvandt
Men vi fandt tilbage
Så enkelt og smukt kan kærligheden også beskrives.
Man kan måske hævde, at digtenes tematik ikke er udtryk for stor originalitet i moderne poesi, men jeg synes at Tobias Larsen formår at skabe sit helt eget unikke udtryk, som er enkelt og samtidig mættet med udtryk.
Det er dog ikke alle digtene, der står lige stærkt og særligt kan man ved nogle digte synes at de i højere grad gentager end de bibringer samlingen noget særegent. Men det ændrer dog ikke ved at det overordnede indtryk er en poetisk meget stærk samling, hvor digtene åbner sig gradvist for hver læsning. Man bør i hvert fald læse denne samling flere gange – og jeg tror, vi kan vente os fine ting fra Tobias Larsen i fremtiden.