En punktroman med en klar og god ide; gennem punktnedslag i en kvindes forhold til fem mænd skildres både mændene og hende selv. Det er et portræt af det moderne ensomme og stillestående individ.
Ideen er god, sproget er flot – men jeg blev desværre aldrig rigtig grebet af hverken mændenes eller jeg’ets historie.
Sample:Noun er en punktroman. Det vil sige, at romanen er bygget op af små brudstykker/fragmenter, og det er op til læseren at skabe sammenhængen og ”udfylde de tomme huller”. Camilla Hjørnholm Olsen har skabt en fortælling, som er bygget op omkring jeg’ets små glimtvise beretninger om fem forskellige mænd. Gennem i alt 63 nedslag i hendes relationer til disse mænd får vi et billede af mændene, men vi får dermed også et billede af jeg’et.
De fem mænd repræsenterer hver især nogle stereotyper; musikeren, stofmisbrugeren, den fraskilte far, den intellektuelle type og indvandreren (som måske allerede er gift).
Jeg’ets udvikling – skildret gennem hendes relationer:
Jeg er på mange måder vild med Camilla Hjørnholm Olsens ide; Jeg’et fortæller meget lidt om sig selv, men gør det indirekte gennem fortællingen om relationerne, og den måde hun agerer og handler på over for dem.
For alle fem mænds vedkommende afsluttes deres kapitel med et punktnedslag, som skildrer jeg’ets møde med manden i nuet; Vi får altså et glimt af, hvordan den enkelte mand har udviklet sig efter bruddet. For mændenes vedkommende er der tale om en klar udvikling; Musikeren er blevet voksen og har fået karriere og børn, og selv stofmisbrugeren er begyndt et familieliv.
Jeg’ets rejse synes dog karakteriseret ved en stilstand og en dvælen ved fortiden.
Komposition fyldt med irriterende fodnoter:
En del af romanens komposition/struktur er at hvert punktnedslag er ledsaget af fodnoter. Disse fodnoter tager udgangspunkt i et eller flere ord fra det enkelte kapitel. I nogle tilfælde er selve fodnoteteksten dog ligefrem længere end selve romanens tekst, og som læser irriterer det mig, at jeg bliver forstyrret i min læsning.
De ord, som der er fodnoter til, er fx forfattere og musikere, som der refereres til i teksten. Men det er også banale ting som en rose og en stedmor. Fodnoternes funktion er naturligvis dybere end blot den simple og traditionelle uddybende og forklarende. Jeg læser umiddelbart fodnoterne som jeg’ets tolkning/udlægning af de forskellige ord. Rose er fx navnet på den fraskilte mands datter, og i fodnoten står blandt andet ”Sangeren Sebastian spørger i sangen af samme navn: (Rose) Skal jeg dræbe al kønslig drift/myrde andre for selv at gro?” Denne fodnote skal måske tolkes, som jeg’et jalousi over for steddatteren.
Det er dog ikke helt oplagt, hvilken funktion fodnoterne egentlig har, og jeg får som læser fornemmelsen af, at de mest af alt fungerer som en stilistisk spidsfindighed, der skal få værket til at skille sig ud, fremfor at have en egentlig betydningsbærende funktion.
Mest af alt er fodnoterne irriterende, fordi de afbryder min læsning, og de ødelægger den oplevelse, som jeg synes, at det fine, enkle og poetiske sprog i den egentlige tekst faktisk har.
Romanens indtryk og aftryk:
Romanen er grundlæggende en fortælling om det ensomme og stillestående menneske. Det er et portræt af et filosoferende og reflekterende individ, som også er præget af en hvis handlingslammelse. Det er vel et portræt af det moderne menneske.
Denne tematik og portrættering af mennesket af i dag er der ikke noget egentlig originalt ved. Det behøver der sådan set heller ikke at være, men grundlæggende savner jeg i denne roman at blive grebet af noget.
Jeg synes altså grundlæggende at romanens ide er god, og den er også skrevet godt (når man ser bort fra fodnoterne). Men jeg bliver bare aldrig rigtig hverken interesseret, rørt eller grebet.