Billedbøger for børnehavebarnet med LGBT temaer.

Jeg er stor fan af diversitet i børnebøger, og jeg er ganske begejstret for, at forfattere og forlag er begyndt at få øjnene op for, hvor væsentligt det er, at også børnelitteraturen afspejler en diversitet i forskellige familieformer og seksualiteter.

Det siger jo nærmest sig selv, at hvis vi ønsker, den næste generation skal vokse op med et fordomsfrit og rummeligt syn på verdenen, så er de billeder, historier og fortællinger de omgives med nødt til at være præget af rummelighed og alsidighed.

Derfor var jeg da også glad, da forlaget Petunia sendte mig denne bogpakke bestående af 3 bøger, som omhandler og repræsenterer andre seksualiteter og familieformer.

Det er tre søde børnebøger, men favoritten herhjemme var uden tvivl Pigefest… for Søren af Ane Gudrun, der hittede stort hos både mor og barn. 

Pigefest… for Søren 
Skrevet og illustreret af Ane Gudrun
Anbefalet til 3-6 år.

Tulle Mulle Mynteberg drømmer om en rigtig pigefødselsdagsfest med enhjørninger, glimmer og lyserøde nuancer. Men hvordan kan man få en rigtig pigefødselsdag, når man ikke har en mor, men kun en far og en Søren.
Tulle har opgivet alt håb om en pigefødselsdag, men hun bliver overrasket, for på dagen står far klar med pigefødselsdag og superseje Lene, der er lyserød fra top til tå og helt perfekt til det med pigefødselsdag.
Tulle er vild med Lene, og da hun opdager, at Lene faktisk er Søren bliver hun vildt glad. Tulle har ikke en mor, men hun har en Søren – verdens sejeste Søren, som er vildt god til det med pigefødselsdag, glimmer og cupcakes.

Den her historie gik lige i hjertet på Lilly, der ganske ligesom Tulle elsker pink, enhjørninger og glimmer. Præcis ligesom Tulle har Lilly dog også en klar opfattelse af, at den slags er pigeting. Derfor fangede historien fra første side herhjemme. 
Ane Gudrun formår nemlig at skabe en meget stor grad af identifikation med sine karakterer, og specielt Tulle, hvis følelser særligt gennem illustrationerne virkelig kommer godt til udtryk. 

Fortællingens morale lægger op til en samtale med barnet om kønsstereotyper, og den fungerer især, fordi den i meget stor grad formår at fortælle sin historie på barnets præmisser. Der bliver ikke gjort et stort nummer ud af faderen og Sørens seksualitet, det er bare sådan det er uden dramatik og ståhej – det er ganske naturligt. Fortællingen handler i langt højere grad om Tulles opfattelse af kønsroller. Men helt basalt handler det jo også, om en piges reservation overfor en ny bonusforælder, en reservation der ikke er så meget anderledes uanset hvilken seksualitet den forælder så har.

Lilly elskede den her historie. Hun elskede alle farverne – især det lyserøde. Men det var også en historie hun engagerede sig i. Men vigtigst af alt var det tydeligt, at det var en historie, hun følte hun kunne relatere sig til, og det er jo essentielt for at ”lære noget” af den.  

Molly og Kurthilde
Skrevet af C.G Valentin og Christoffer Grøntved. Illustreret af Thea Bæhrenz
Anbefalet til 3-6 år.

Molly er indbegrebet af en sød og artig hund; En rigtig god pige, som faster Anne plejer at sige. Molly forstår ikke altid menneskes verden, de er fx ikke bange for den store gule bold, der hænger på himlen uden at falde ned. 

Men Molly har aldrig tænkt over menneskets regler for, hvornår man er en pige og hvornår man er en dreng. En dag møder hun sneglen Kurthilde. Hun er hverken en pige eller dreng. Molly forstår ikke helt, hvordan man kan være begge dele, og da de møder edderkoppen PeppeRonni er han heller ikke i tvivl; Enten er man en pige eller også er man en dreng!

Men hvem bestemmer det?. Sammen forsøger de tre venner at komme på, hvordan man er en rigtig pige og hvordan man er en rigtig dreng. Men de lærer hurtigt hinanden, at det ikke betyder så meget, og at det er langt sjovere, hvis man bare i stedet er lige den, man har lyst til at være.

Det er en rigtig sød billedbog. Historien fortælles fra hundens perspektiv, der på mange måder er som det naive (eller uspolerede) barn. Molly har lært, at en pige er en pige og en dreng er en dreng, men hvad betyder det? Mødet med den åbensindede snegl Kurthilde udfordrer Molly til at tænke: Kan drenge ikke gå med kjole? Kan en pige ikke være Ninja?
De spørgsmål Molly stiller sig selv kan man passende besvare med barnet under læsningen, og på den måde er bogen jo helt oplagt til at inspirere barnet til at opleve de stereotype kasser som konstruerede og dermed også mulige at bryde. 

Bogens sødeste detalje er dog slet ikke LGBT-inspireret, men er bogens indledende beskrivelser af  verden set fra en hunds perspektiv. Molly er bange for den store gule bold på himlen, og for de mennesker, der hele tiden kommer ting i kassen for enden af huset. Det er helt sikkert humoristiske detaljer, som vil fange ethvert barn, der fx har en hund derhjemme, som også gør af postbuddet. 

Historien vil uden tvivl være mest interessant for de børn, der har hund i hjemmet. Der er rigtig meget humor og søde detaljer i beskrivelserne af verden set fra et hundeperspektiv, som et barn nok skal have kendskab til hunde for at forstå. Lilly fangede fx ikke meget her, og mistede måske af samme grund interessen en del under læsningen. Teksten har også en tendens til at blive tung i de passager, hvor de tre venner taler frem og tilbage om, hvad det vil sige at være pige eller dreng. Pointerne bliver gentaget lidt for meget og har måske en lille tendens til at virke forceret.

I bund og grund er historiens væsentligste pointe, at man kan være lige den man har lyst til, og jeg elskede hunden Mollys udvikling fra usikker og forsigtig til modig og selvsikker.

Min skøre Onkel Ofelia.
Skrevet og illustreret af Charlotte Frobenius. 
Anbefalet 3-6 år

En fortælling på vers, der er set ud fra et barns perspektiv fortæller om onklen Ofelia. Fortællingen emmer af barnlig glæde og kærlighed til den onkel, som er så skøn at være sammen med. Den barnlige opmærksomhed hæfter sig ved en onkel, der både prutter og går i laksko, reparerer biler og drikker af porcelænskop. Barnet fremhæver at onklen hedder Thomas og går i kjole, men de fleste nedslag handler om en onkel, der leger og hygger med sin nevø, og som først og fremmest er meget elsket.

Rimene i de små vers ligger ikke altid lige godt i munden, men det er alt i alt en ganske sød kærlighedserklæring.

Historien introducerer barnet for en mere flydende måde at tænke køn på, for Onkel Ofelia rummer det hele. I et af bogens sidste vers introducerer forfatter Charlotte Frobenius ordet kønsneutral, og det synes jeg ikke umiddelbart fungerer. Historien bliver på den måde for forceret og alt for ihærdig i sit forsøg på at omfavne alsidigheden og formidle sin pointe. Det vigtigste i den her fortælling er jo barnets kærlighedserklæring til sin onkel, der i barnets øjne er herlig, kærlig og helt igennem vidunderlig uanset om han reparerer biler eller går i strutskørt. 
Lilly var faktisk glad for den her historie, og hun syntes onklen lød fantastisk. Men mest af alt var hun betaget af illustrationerne, som er ganske søde og meget humoristiske. 

En lille afsluttende bemærkning; Jeg er virkelig glad for, at børnelitteraturen bliver beriget med en større diversitet, og det er da også vigtigt, at der er bøger, som lægger op til samtale om andre seksualiteter.

Men jeg savner alligevel historier, der er repræsentative uden nødvendigvis at gøre denne repræsentativitet til et tema. 

Jeg kunne ønske mig, at (børne)litteraturen i langt højere grad havde karakterer med andre seksualiteter som en helt naturlig del. Det har Neil Patrick Harris fx i sin børnebogsserie De magiske møgunger. Her er en af karakternes forældre to fædre. Det er på intet tidspunkt noget, der tematiseres i historierne, og det kræver ingen forklaring, uddybning eller udpensling – det er bare sådan det er. 

Man kunne da sagtens forestille sig, at  fremtidens Totte havde to fædre eller Lili havde to mødre. Det vil være skønt, hvis vi en dag kan komme derhen, hvor det bare kan være en helt almindelig og relativ ligegyldig detalje i historierne. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *