Mine første eventyr

Målgruppe: 3-5 år. (primært 4-5 år)

Med Mine første eventyr har forlaget Carlsen sat sig for at lave en formidling af H.C. Andersens klassiske eventyr til de helt mindste. Det synes jeg de slipper delvist godt afsted med.
Illustrationerne er flotte og fylder godt på siderne, ligesom sproget også er tilpasset målgruppen.
Men desværre er historierne ikke i tilstrækkelig grad adapteret til sin målgruppe. Man har langt hen af vejen fastholdt eventyrenes komposition og handlingsforløb, – og det er jo uden tvivl et bevidst valg ikke at ændre i H.C. Andersens historie – men særligt Tommelise og Svinedrengen lider under, at det er historier, der sandsynligvis ikke i tilstrækkelig grad vil fange målgruppen. Alternativt burde man have udvalgt nogle andre eventyr, – her er Den grimme ælling et langt bedre valg til serien.

                                   

Formidling af H.C. Andersens klassiske eventyr til børn er jo langt fra nogen original ide – her er det så forsøgt til de allermindste – og selvom jeg elsker illustrationerne, så synes jeg alligevel ikke, man har lavet noget, der adskiller sig væsentligt fra noget, der er set før.
Jeg undrer mig som sagt over, at man ikke har været mere ambitiøs i sin adaption af eventyrene til de helt små; man skulle enten have valgt andre eventyr, som er mere tilgængelige for målgruppen eller i større grad tilpasset historierne.

Svinedrengen: Har flotte store illustrationer, som fylder godt på siderne – det er godt til målgruppen med nogle store og fine billeder, som de kan kigge på.
Men jeg synes ganske enkelt ikke, at eventyret Svinedrengen fungerer til målgruppen, i hvert fald ikke som det er fortalt her. Det skyldes givetvis, at historiens tema og morale er en anelse vanskelig og fjern for børn i den alder.

 

Tommelise: På plussiden gør det samme sig gældende, som tilfældet er med Svinedrengen.
Men også i denne fortælling kunne man med fordel have strammet lidt op på historiens komposition. Tommelise er jo i virkeligheden et lidt langt eventyr, hvor Tommelise må gå så grueligt meget igennem, førend hun får sin prins. Her har man i en kort børnebog forsøgt at få det hele med, og det kommer let til at fremstå som en lidt usammenhængende historie, som nok vil virke lidt uoverskuelig for det helt lille børnehavebarn. Jeg synes med fordel, man kunne have strammet lidt op og lavet en mere spiselig og overskuelig adaption af eventyret, som fx udelod nogle af begivenhederne eller arbejdede mere med en synlig rød tråd.
Når det så er sagt, så fungerer historien om Tommelise langt bedre end Svinedrengen. Historien om Tommelise rummer også den fordel, at der er utrolig mange dyr med, og selve essensen af fortællingen; At Tommelise er en god og sød pige, der bliver ved med at være god, selvom hun oplever en masse frygtelige ting, er jo langt hen af vejen en simpel og let tilgængelig tematik.

Den grimme ælling: Er uden tvivl den bog i serien, som fungerer bedst. Men det er også en fortælling, der rummer et meget ligetil og enkelt budskab, der kan gribe målgruppen på de 3-5 år. Dybest set handler den jo om mobning, og det at blive holdt uden for, – og det er nogle tematikker, som børnehavebarnet vil kunne forholde sig til og genkende fra sin hverdag.
Men også i denne kunne man med fordel have ændret lidt på historien, således at enkelte scenarier, som ællingen kommer ud for, blev skrevet sammen og dermed fremstod mindre gentagende.

Alt i alt elsker jeg tanken om at formidle de store klassikere til de helt små. Men måske er der bare rigtig mange af H.C.Andersens eventyr, som rummer tematikker og moraler, der ganske enkelt er for vanskelige af adaptere til de helt små. I hvert fald synes jeg i dette tilfælde, at man burde have valgt andre eventyr eller i hvert fald arbejdet mere med at tilpasse eventyrenes komposition til målgruppen, fremfor alene at have fokuseret på sprog og illustrationer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *