Jeg synes altid, det er spændende at opleve de nye stemmer i dansk litteratur, og måske er danske debutanter den ”genre” der er størst repræsenteret i de omkring 100 bøger, som jeg hvert år læser. I år har jeg indtil videre læst 17 danske debutantværker, og iblandt er alt fra digtsamlinger til historiske romaner. Herunder har jeg samlet de 5 stærkeste danske debutanter fra det forgangne år, og altså også de fem værker som jeg ville shortliste til en debutantpris. Det er nye danske stemmer, som det er værd at kaste sig over og som jeg vil holde godt øje med i fremtiden.
(De står i øvrigt i vilkårlig rækkefølge herunder)
Crash Kalinka af Sigridur Larsen (Fra Forlaget Gladiator)
”Europa blomstrer. It’s a new dawn. Der er ikke noget, der kan sætte fut i kapitalismens gnistrende hjul som en god, gedigen verdenskrig.”
Crash Kalinka lader sig ikke sådan lige opsummere eller forklare. Den er på mange måder helt sin egen. Det er et uhyre originalt værk, der skaber en helt særlig stemning med sin hæsblæsende associative stil.
Romanen handler om den 31 årige Kalinka, der bor i et usselt lille hummer i København mens hun forsøger at få job som stewardesse i et lavprisflyselskab. Kalinkas vej mod at få luft under vingerne kombineres med glimt fra hendes slægts historie og den islandske kultur og natur, som hun kommer fra. Sigridur Larsen skildrer en familie og et lands historie i korte glimt, og selvom det går stærkt skabes en stemning af barske vilkår, og møjsommeligt slid og slæb.
Sigridur Larsens fortællestil føles på mange måder, som at være oppe i hovedet på en manisk person, der helt uden filter fortæller sin historie.
Der mixes mellem samfundskritik og slægtshistorie, og det gøres i en stilart, der bestemt ikke er uden hverken humor eller intelligent finesse. Som læser taber men uvægerligt tråden op til flere gange. Men det gør ikke noget. For man efterlades alligevel med et uudsletteligt indtryk.
Du kan læse hele min anmeldelse her.
Kelly af Runa Marie Luth (fra Cris og Guldmann)
”Fugten steg i lejligheden, mors øjne mørknedes yderligere, et drivhus af sorg og af støn og hulk og Kelly drømte at der groede mug i hendes lunger og hun kunne ikke stoppe med at klynke, selvom mor ruskede og ruskede, ti stille, Kelly, du slår mig ihjel”
Tre skæbner præget af svigt i barndommen mødes i et på overfladen banalt trekantsdrama, hvor Runa Marie Luths fuldstændig vidunderlige sprog skaber noget smukt og poetisk midt i et kaos af smerte og skrøbelige skæbner.
Kelly ender efter en barndom præget af afsavn og omsorgssvigt i en omflakkende tilværelse, hvor hun en dag tilfældigt samles op af lastbilchaufføren Pusser, der tager hende med tilbage til sin gård. Kelly og Pusser indleder et forhold og Kelly finder en tryghed midt i Pussers verden af rod og gammelt ragelse. Pusser har dog allerede et forhold til Viola, som også bærer på sin helt egen sørgelige fortælling.
Runa Marie Luth fremmaner den ene stemning efter den anden i denne sanselige fortælling, der på en gang er såvel poetisk som prosaisk.
Jeg følte mig virkelig betaget af Kelly, som først og fremmest skal læses for det sansende sprog med malende og indlevende beskrivelser. Det er en roman der beskriver alt det grimme og formår at gøre det smukt.
Bargums synder af Sofie Malmborg (fra Politikens forlag)
”Jeg har indset, og det lyder måske utaknemmeligt, at jeg kan ikke bære at leve uden min sorg. Og du er den eneste, der begriber sorgen. Du er mit vidne, Frederik”
Sofie Malmborg debuterer med et flot og ambitiøst værk om 1700 tallets virkelige Frederik Bargum, en forretningsmand der hurtigt klatrede op af den sociale rangstige. Men hans kompromisløse rejse mod magt og penge har en pris og han flygter ud af landet uden tanke på de ofre han efterlader sig. En af disse er datteren Rebecca, der efterlades uden så meget som en afsked, da hun kun er 5 år. Som voksen sidder hun i præstegården hos sin onkel og tænker tilbage på den følelseskolde barndom, alt imens hun forsøger at forstå sin mor og far, der forlod hende.
Sofie Malmborg skriver smukt og sanseligt med en fin sans for sine karakterers længsler. Smukkest fandt jeg portrætteringen af Frederik Bargums hustru, Leonora, der gennemgår nogle smertelige faser i sit liv, og som først finder en slags ro og sjælefred, da hun forener sig med sin sorg. Jeg var betaget af Sofie Malmborgs sprog, og hendes overordnede tematik om prisen for ambitioner; Såvel Frederik som datteren Rebecca ender jo på hver deres måde med at betale en pris for at have ensporet deres mål i tilværelsen. Da jeg i sin tid anmeldte bogen gav jeg den faktisk kun 3 ud af 5 stjerner. Jeg oplevede nogle mangler i karaktertegningen, som gjorde den lidt langtrukken for mig. Men jeg må alligevel erkende at Malmborgs sprog og hendes sans for den historiske detalje har sat sig spor hos mig. Skulle jeg give stjerner i dag, havde jeg nok givet den 4 stjerner. Der er nemlig nogle virkelig gode takter i værket, som gør at jeg spår Malmborg en flot plads på litteraturens scene, når det kommer til historisk fiktion.
Du kan læse hele min anmeldelse her.
Det er herfra jeg vil begynde at tale, disse ord kan finde vej af Gry Stokkendahl Dalgas (fra Ovbidat)
”jeg har altid ledt efter et sted hvor jeg ville passe ind et sted som også ville være svar på så meget. jeg vil begynde at drømme det sted frem i mig fra nu af og ikke give op. fordi min krop vil være en mand og det vil jeg ikke”
Gry Stokkendahl Dalgas debut bevæger sig mellem flere teksttyper i dette lille værk, der rummer store følelser. Værket er på en gang et digt og en dagbog, det er personligt og politisk, det rummer håb og angst, forventninger og frygt. Først og fremmest er det en fortælling om en ung transkvindes tanker og følelser i en periode af hendes liv, hvor hun venter på sin første samtale på sexologisk klinik. Hun er i en venteposition på vej mod at blive sig selv. Hun er en kvinde fanget i et mandeskelet, som hun selv skriver det. Gry Stokkendahl Dalgas udmærker sig først og fremmest ved at skrive både det smukke, det vrede og det sårbare frem.
Gry Stokkendahl Dalgas har skrevet en vigtig og vedkommende roman, der indfanger så mange følelser i sit korte format. Det er en beretning om at fortælle sine forældre, at man ikke er og aldrig har været deres søn men deres datter, om de velmenende men ikke altid velkomne kommentarer og gode råd fra venner og omgangskreds, og om samfundets tabuisering og vanskelighed ved at acceptere det, der falder uden for de faste cis kønnede kategorier mand og kvinde. Men mest af alt handler dette værk om et menneskes venten på at få lov til at blive sig selv. Om håbet, om drømmen og forventningerne, men også om angsten, frygten og irritationen over de forestillinger og kategoriseringer man som transkønnet bliver mødt med.
Læs hele min anmeldelse her.
Jens Petersens forlængede forår af Cecilie Overbye (fra Forlaget Brændpunkt)
”Det er okay at vinden tager fortiden med sig. Jeg har ikke brug for den mere”
En vidunderlig fortælling med en dejlig blanding af drama, spænding, humor og hjertevarme. Cecilie Overbye skriver let og ligetil og blander de forskellige elementer rigtig fint, så det bliver en roman, der både rummer en behagelig feel-good oplevelse og dybsindigt stof til eftertanke.
Jens Petersen er blevet enke efter et langt liv med den kontrollerende og tillukkede Marie. Hendes hang til systemer og regler hænger dog stadig ved i Jens Petersens hverdag, hvor han dagligt kontrolleres af hendes stemme, der huserer i hans hoved. Men da han finder hendes gamle dagbog åbenbares noget for ham; Han ser en Marie, han ikke anede fandtes og han begynder at forstå. Side for side lærer han den kvinde at kende, som han var gift med, og side for side indser han sandheden om det liv de sammen har levet.
Jeg var betaget af romanens karakterer, Jens og Marie, fra start og det er måske især derfor, at jeg blev tryllebundet af den her roman. Men jeg nød også det enkle og smukke sprog, som gennem hele romanen bevarer en så fin sans for timing og rummer spektret mellem satire og smerte. Jeg blev grebet af den på alle måder hjerteskærende fortælling om en frygtelig barndom og en altfortærende angst. Jeg blev rørt af den rejse, som den aldrende Jens Petersen må igennem for at forlige sig med fortidens spøgelser. Men mest af alt var jeg bare rigtig godt underholdt.
Der er mange fine tematikker i romanen, som Cecilie Overbye leverer fantastisk i en på alle måder hjertevarm fortælling, der både giver anledning til et smil om læben og en tåre i øjenkrogen. Cecilie Overbye demonstrerer en skøn evne til at skrive hyggeligt og hjertevarmt; En feel-good roman med dybde.
Læs hele min anmeldelse her.