Litteraturhistorie kort fortalt: Blichers upålidelige fortæller.

St.St.Blicher er kendt for sine noveller som fx Hosekræmmeren, En Landsbydegnsdagbog og Sildig Opvaagen. Hans tekster er periodemæssigt placeret i romantismen, hvor man fjernede sig fra romantikkens idyllisering, og snarere interesserede sig for mere psykologiske aspekter af den menneskelige tilværelse. Der er fokus på det uhyggelige, splittelsen, smerten og fremfor alt individet. 

Blicher skrev en hel del noveller, og selvom det ikke er mange af dem, der har fået et langt efterliv, så er det netop de mest kendte, som særligt udmærker sig. 

Hans noveller kan karakteriseres ved tre grundlæggende kendetegn;

  1. Lokaliteten (En hoveddel af hans noveller foregår lidt afsondret, som fx i små landsbysamfund eller som i Hosekræmmeren ude på heden)
  2. Tematikken (Det handler om skyggesiderne i mennesket: jalousi, splittelse, svigt og sorg, og ikke mindst udforsker han, hvad individet kan drives til i desperation, som fx i Hosekræmmeren, hvor den unge Cecilia fuldstændig mister sin forstand)
  3. Fortælleren (Blichers fortællere er som regel tilsyneladende udenforstående, der beretter om begivenhederne. Men alle er de, i mere eller mindre grad, indviklet i fortællingen, og dette får betydning for fortællingens karakter.)

Netop fortælleren skal jeg her kort dvæle lidt mere ved. 
For det var netop selve måden at fortælle på, der interesserede Blicher. Han ønskede at dvæle ved, hvordan en historie blev fortalt, fremfor hvad der blev fortalt.

Det er en meget central pointe ved forfatterskabet, at fortælleren aldrig er helt neutral, men at hans måde at fortælle på afspejler en tolkning, der farver selve historien og læserens opfattelse af karaktererne. De begivenheder som fortælleren vælger at fokusere på i sin beretning, og hvordan fortælleren beskriver og udlægger karakterernes handlinger og personlighed er farvet af fortællerens egen oplevelse og er således ikke objektiv. Blichers fortællinger kræver således en del af sin læser, for hvor meget kan vi stole på fortælleren?

Blichers upålidelige jegfortæller svinger mellem at være direkte (for)dømmende, som han fx er i En landsbydegnsdagbog, hvor han slutteligt udtrykker voldsom foragt over for den unge Sophies endeligt, og det mere neutralt observerende, som i Hosekræmmeren. 

Der hvor fortælleren er dømmende, er det særlig interessant at se på de elementer af historien, som jegfortælleren udelader. Er det bevidste udeladelser for at fremstå bedre, eller er udeladelserne udtryk for forhold, som fortælleren ikke selv er bevidst om.

Disse spørgsmål er især interessante at udforske i En landsbydegns dagbog og Sildig Opvaagen.

I en Landsbydegnsdagbog er det tydeligt at fortælleren Morten Vinge er betaget af den unge Sophie, som dog overhovedet ikke ser til hans side. Han chokeres og forarges over hendes affære, og da han senere genser hende i en for ham at se forarmende tilstand, ser hun ham imidlertid stadig slet ikke. Som læser kan man ikke undgå at læse hans efterfølgende fuldstændige forargelse og fordømmelse af Sophie, som værende ansporet af eller i hvert fald kraftigt forværret af hans skuffelse over at blive tilsidesat.

I Sildig Opvaagen fortæller byens præst om begivenhederne i en lille by, hvor han selv, lægen, majoren samt deres koner er venner. Præsten, vores fortæller, erfarer imidlertid, at majoren har en affære med lægens kone, og da lægen opdager dette begår han selvmord.
Fortælleren forholder sig tilsyneladende neutral til begivenhederne og han opfatter tydeligvis sig selv som værende de to utro parter moralsk overlegen.
Han kan dog ikke helt skjule sin egen fascination af lægefruen, og inden han opdager affæren beskriver han hende som smuk og en god danser. Han betoner dog, at hendes dans ikke bringer hans hjerte det mindste i bevægelse. Da affæren går op for ham skifter han imidlertid og omtaler hende som kokette. 
Præstens andel i afsløringen af affæren er også for den opmærksomme læser større end som så, for selvom han foregiver at have forsøgt at afskrive majorens tale som den rene febervildelse, så er hans forsøg noget kluntet, og det virker i det hele taget som om, at han ikke er spor ked af afsløringen.

Jeg vil afslutningsvis knytte en lille perspektiverende parallel til et andet forfatterskab, nemlig den engelske Emily Brönte og hendes roman ”Stormfulde højder”.
Den rummer nemlig de samme tre kendetegn, som man ser i Blichers forfatterskab, og er oplagt at sammenligne med Hosekræmmeren.

I Stormfulde højder er det, ligesom i Blichers noveller især værd at dvæle ved fortælleren. Emily Bröntes historie fortælles af en mand, der kommer til Wuthering hights, og som undrer sig over forhistorien for de tilsyneladende miserable mennesker, han finder her. Den historie får han af stedets tidligere tjenestepige. Der er således tale om, at vi får historien fortalt gennem en fortæller, der har sin viden fra anden hånd. Hvor meget kan vi stole på disse udlægninger af begivenhederne og karakterne? I hvor grad er de farvet af deres personlige meninger? 

Det er netop sådanne aspekter, der er interessante at dvæle ved, og som gør Blichers forfatterskab og Emily klassiker værd at læse. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *