Få dit eget personlige ekslibris stempel

Som en sand litteraturnørd og bogelsker har jeg naturligvis længe ønsket mig mit eget ekslibris stempel, og denne jul lå der endelig et af slagsen under træet.

Det er jo nærmest overflødigt at sige, at det blev årets gave, og selvom jeg længe har hintet lidt til min kæreste, at sådan et stempel kunne være en perfekt gaveide, så blev jeg alligevel ret så overrasket, da jeg åbnede gaven; Jeg havde ganske enkelt ikke drømt om, at man kunne få et, der var så flot og detaljerigt. 

Stemplet er fyldt med personlige detaljer, og er designet specielt til mig. Det ligger så også i den lidt dyre ende, men til gengæld er det helt unikt.

De gamle hytter symboliserer mit yndlingsværk ”Fra hytterne” af Henrik Pontoppidan, skrivemaskinen min glæde ved sproget og det at skrive. 

Terningerne står for min glæde ved spil i al almindelig og brætspil i særdeleshed. Spil har også altid været noget af det min kæreste og jeg har brugt meget tid på sammen (F.B. – før børn), og derfor er det også noget, der siger en del om os.

Guldfiskene er en længere fortælling. Men for at gøre en lang historie kort, så vandt min kæreste og jeg for mange år siden 2 guldfisk i et tivoli i Italien. Fiskene blev døbt Wanda og Tulle, og mens mange andre tivoligæster formentlig har skyllet deres fisk ud i toilettet, så endte Wanda og Tulle med at blive de vel nok mest forkælede guldfisk nogensinde. 

De blev fragtet hele vejen hjem fra Italien, fik et kæmpe akvarium og ikke mindst masser af opmærksomhed. Historien om de guldfisk blev også nævnt flere gange i taler og sange til vores bryllup, – så den historie er på mange måder blevet ret definerende for os. 

Jeg er vild med det her stempel, som jo er så unikt for mig.

Det er min kæreste, der har bestilt det, og det fungerer på den måde, at man ved bestillingen svarer på en masse spørgsmål, som tegneren kan arbejde ud fra. Men man kan også vælge at give tegneren nogle helt konkrete ideer og input. 

Du kan bestille der her, og det fås naturligvis i forskellige størrelser og prislejer.

For en god ordens skyld skal det siges at stemplet er købt og betalt, og dette er derfor ikke reklame. 

4 thoughts on “Få dit eget personlige ekslibris stempel”

  1. Hvad koster sådan et stempel? Min søn er en rigtig bogorm, så det kunne være en sjov idé som gave til ham.

  2. Hvad koster sådan et stempel? Min søn er en rigtig bogorm, så det kunne være en sjov idé som gave til ham.

    1. Kære Birgitte,

      Ja det er nemlig et rigtig flot stempel. Det er efterhånden et par år siden, det blev købt, og jeg kan godt se nu at hjemmesiden er deaktiveret og deres sociale medier også er lukket. Så det tyder på, at den specifikke forhandler ikke længere leverer. Men på hjemmesiden Etsy.com kan du finde mange aktører der laver den slags. Man kan bare søge på Exlibiris stamps på hjemmesiden, og så kommer der en del muligheder frem. Der er både store og små og i mange forskellige prisklasser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *