Krimigenren har mange fans, men selv har jeg aldrig været helt vild med den moderne krimibølge, hvor det ofte (som i fx Jussi Adler Olsens bøger) handler alt for meget om morderen, end det handler om den egentlige opklaring. Så hvis jeg skal læse krimi skal det altså helst være af gammeldags slags, det som nogen vil kalde detektiv romaner. En helt særlig plads i mit hjerte har Agathe Christies serie om Hercule Poirot.
Christie er kendt for at være krimiens dronning, og ud over historierne om Poirot har hun også skrevet serien om Miss Marple. Men historierne om den spøjse og alt andet end ydmyge belgiske detektiv hører uden tvivl til blandt hendes største succeser.
Agathe Christie mestrer efter min mening krimigenren til perfektion! Hendes bøger er som regel spundet over den samme opskrift; Vi præsenteres for et galleri af (som oftest) karikerede og komiske personer, hvorefter en myrdes. Poirot indsamler beviser og foretager afhøringer af alle de implicerede, som oftest viser de fleste af karaktererne sig at have motiv til forbrydelsen, men som altid løser Poirot gåden til sidst.
Tidsmæssigt foregår historierne i 20’erne 30’erne og ofte er handlingen hensat til godser eller landsteder og den udfolder sig blandt de rige og adelige og deres tjenestefolk. Det er ikke uden grund, at den gammelkendte og sejlivede klichevittighed i krimigenren er ”Var det mon butleren der gjorde det?” – I Agathe Christies verden er butleren uden tvivl blandt de mistænkte!
Hermed følger min personlige top 3 over de bedste af de bedste Poirot fortællinger…
3. Fem små grise/seksten år efter
– Fem små grise eller seksten år efter som udgivelsen også er blevet kaldt på dansk er ikke blandt Christies mest kendte. Den adskiller sig også en del fra hendes andre romaner ved at Poirot ikke er tilstede ved selve drabet og den efterfølgende efterforskning. Rent faktisk kommer han først på sagen seksten år efter, da en ung kvinde ønsker, at han skal undersøge drabet på hendes far, som hendes mor blev dømt for. Den unge kvinde mener nemlig at vide, at moderen var uskyldig.
Udover den dræbte og den dømte, faderen og moderen, var fem personer til stede på landstedet, da forbrydelsen skete. Poirot mødes med de fem og afhører dem en efter en, og romanes handling består udelukkende af disse samtaler.
Den kan måske fremstå en smule mere tung end de andre bøger, afhøringerne alene fremlægger begivenhedernes gang og vi får den samme fortælling fortalt fem gange med små variationer. Men det er også interessant, som Poirot selv siger det, at lytte til forklaringerne og bide mærke i forskellene. Derudover er det begrænsede persongalleri grundlag for en intens og skarp karaktertegning af personerne, og selv de to fraværende karakterer, moderen og faderen, kommer til live i de fem fremstillinger. Dermed adskiller denne historie sig også ved at være mere dybdegående i karakterfremstillingen end flere af Christies andre romaner, der i langt højere grad er befolket med et humoristisk men overfladisk og karikeret persongalleri.
2. Døden på Nilen
Døden på Nilen indledes med historien om den stenrige Linnet Ridgeway, der snupper sin venindes forlovede og begiver sig afsted på bryllupsrejse til Egypten. Herefter følger vi i korte afsnit flere forskellige personer og deres planer og motivgrunde for også at tage en tur til Egypten.
Alle disse forskellige personer ender, sammen med mesterdetektiven Poirot, på det samme luksusskib, der skal sejle dem en tur op langs Nilen.
Blandt de rejsende er desuden den forsmåede veninde, der til Linnets store fortrydelse ikke har i sinde at lade det nygifte par nyde deres bryllupsrejse. Da Linnet Ridgeway derfor findes myrdet er veninden den første mistænke – men hun har et stensikkert alibi! Så hvem kan det så være? Angiveligt havde Ridgeway andre fjender ombord – men hvem og hvorfor? Flere af passagererne synes at have hemmeligheder at skjule og opklaringsarbejdet bliver ikke nemmere efterhånden som flere passagerer dør.
I modsætning til fem små grise, har denne historie mange karakterer – og der er smæk på de komiske karikaturer; den fallerede forfatter af erotiske romaner, den snobbede rige enke og den unge politiske idealist. Men sammensætningen fungerer godt og der kastes løbende mistanke på snart den ene og snart den anden af passagererne.
På minussiden regnede jeg selv ret hurtigt ud, hvem der var den skyldige, og selvom det stadig var spændende at læse med for at se, om jeg havde ret, så kan jeg ikke undgå at synes, at det er et lille minus, at den for mig oplagte løsning rent faktisk også var den rigtige løsning. Men det må jo være op til enkelte at vurdere, om den skyldige var den oplagte eller ej.
Romanen er dog min klare nummer to, ganske simpelt fordi jeg elsker de Agathe Christie romaner, hvor vi præsenteres for en lukket kreds af karakterer og morderen derfor kun kan findes blandt de allerede introducerede personer.
1. Mordet i Orientekspressen
Min nummer et er uden tvivl også den Poirot roman, der i eftertiden er blevet den mest kendte. Ligesom det var tilfældet i Døden på Nilen har vi også her at gøre med en lukket kreds af personer, i alt 12 passagerer, hvoriblandt morderen må findes.
På en tur med Orientekspressen står Poirot op til to dårlige nyheder: toget er kørt fast og en passager er fundet dolket ihjel. Men Poirot hilser opgaven velkommen og går straks i gang med at undersøge toget og afhøre alle passagererne. Sporene trækker i alle retninger og ingen synes rigtig at have set eller hørt noget. Romanens største styrke er derudover uden tvivl det herlige og komiske persongalleri med den amerikanske furie og halvdumme Mrs. Hubbard i centrum.
Læs i øvrigt min fulde anmeldelse af bogen her: