Mathilde Fibiger: Kvindesagsforkæmper og skandalesucces. En historie om danmarks første og nu glemte feministiske forfatter.

”Underkuede ere vi, om end lænkerne ere forgyldte” 

Jeg har længe interesseret mig en del for Mathilde Fibigers forfatterskab. Hun nåede at udgive tre romaner og et par enkelte kortere tekstsamlinger, inden hun lagde sit forfatterskab på hylden. Mathilde blev ingen stor salgssucces, men hun blev en regulær skandalesucces, da hun i sit forfatterskab især tematiserede borgerskabets forlorenhed og behovet for kvindelig emancipation. Mange litteraturhistorikere kalder hende en af danmarks første feministiske forfattere, og måske skyldes en del af hendes nedtur, at hun ganske enkelt var langt forud for sin tid med sine (efter datidens målestok) progressive tanker.

Den første udgave af debutværket

Brevromanen Clara Raphael:  En regulær skandalesucces;

Mathilde Fibiger var kun 20 år gammel, da hun chokerede det meste af borgerskabet i 1851 med sin debut brevroman ”Tolv breve af Clara Raphael”. Værket udkom første gang under pseudonymet Clara Raphael, men det blev snart kendt, at det var datteren af den forholdsvis velrespekterede major Fibiger, der stod bag pseudonymet, og skandalen var en realitet.

Clara Raphaels tolv breve gengiver breve skrevet af en ung guvernante i en lille provinsby. Clara Raphael har ikke meget tilovers for sit værtspar, som hun beskriver som kedsommelige og småborgerlige, og i det hele taget får de overfladiske borgerlige værdier et drag over nakken, i den kække og viltre Clara Raphaels udlægning. 

Ganske humoristisk fremstiller hun et optrin i byen, hvor sognets koner er uenige om, hvorvidt doktorens nye hustru er fin nok til at blive tituleret Frue. Morsomt er det også, da hun fortæller om den nye Kapellan, som byens koner i bedste Stolthed og fordom stil har travlt med at forlove væk til alle sognet ugifte piger. 
Eller da byens barneplejerske dør, og efterlader konerne i byen fortvivlede – skal de mon nu selv passe deres børn? 

”Hvor bekvem en indretning for mødrene! Det var jo næsten som de ingen børn havde, undtagen om søndagen”

Clara Raphael gør sig bemærket i byen med sin stædighed og egenrådighed.

I en interessant scene går hun åbent i rette med præsten omkring dåben, som hun mener hviler på et falsk grundlag. Hvorledes kan man dog døbe et barn, der ikke selv har noget at skulle sige? Scenen er hentet direkte fra Mathildes eget liv, hvor hun ved en lignende lejlighed blev irettesat af en præst for som kvinde at tillade sig at have en mening om teologiske spørgsmål. 

Raphael går dog endnu længere i sine refleksioner over det teologiske og raser over kirkens betoning af synden.  Idealet i kristendommen er uopnåeligt, mener hun;

”På den ene side var kamp, synd og møje, men tillige frihed og selvbevidsthed. På den anden side – Paradis!. Mennesket valgte det første. Hvem vilde endnu den dag i dag, hvis valget stod til ham, handle anderledes? Jeg ikke, og jeg tror, Ingen!”

Clara Raphael og den kvindelige emancipation.

En rigtig stor del af romanens betragtninger vedrører spørgsmålet om den kvindelige frigørelse. 

”For første gang i mit liv føler jeg sorg over at jeg ingen mand er. Hvor fattigt og indholdsløst er ikke vort liv imod deres? Er det med rette at de halve mennesker ere udelukkede fra al aandelig beskæftigelse?”

Clara Raphael mener, at kvinden opfattes som værende laverestående end manden i visdom og intellekt, og hun mener at denne opfattelse til dels skyldes at kvinden ikke gives de samme muligheder for at udvikle sig åndeligt. Hun pålægges tidligt sin rolle i livet, og man beder hende tie stille og holde sig uden for diskussioner. 

Herrene agte det sjældent umagen værdt at spilde lidt af deres visdom i alvorlig samtale med en dame”

Som kvinde ensrettes man ifølge Clara Raphael i sin rolle. Alt hvad der er ejendommeligt og særegent ved en kvindes karakter fjernes tidligt, som konsekvens heraf udvikler de sig ikke til hele mennesker, fordi deres udvikling ikke for lov at være fri, den er bundet af forventninger og forestillinger,.

”Underkuede ere vi, om end lænkerne ere forgyldte”

Romanen blev af anmeldere egentlig modtaget ganske positivt. Kun var flere negativt stemt overfor slutningen, hvori Clara erklærer sig ude af stand til at elske i jordisk forstand og dermed indgår et platonisk ægteskab. Umiddelbart synes indgåelsen af det platoniske ægteskab også at virke mærkværdigt sammenkoblet med idealerne om den frie kvinde. Ville en passende slutning da ikke enten have ladet Clara forblive ugift og fri eller fri i den forstand, at hun lader sin seksualitet slippe fri?
Forklaringen skal nok findes i Mathildes eget tilsyneladende anstrengte og afstandtagende forhold til kærlighed. Mathilde havde set ægteskabets skyggesider i hendes forældres mislykkede ægteskab, og hun gav i flere breve udtryk for, at et intimt forhold til en mand ikke var attråværdigt for hende på nogen måder. 

“En skizze efter det virkelige liv” og den korte tekstsamling “Et besøg nye breve”
begge i første udgaver

Debutens konsekvenser.

I romanen spørger brevenes fiktive modtager ind til Raphaels tanker omkring konsekvenserne af hendes offentlige udgydelser. Er hun parat til at modtage den hån som uvægerligt vil strømme hendes vej? Raphael svarer;

”Den omstændighed, at jeg har valget, giver mig mod til at lade mig anse for en karikatur”

I en senere brevveksling med søsteren skrev Fibiger desuden ”Ja, selvstændighed fås ikke for intet…det koster”. 

For Mathilde kostede det især nogle skår i forholdet til familien. Særligt faderen og hendes ældre brødre var forargede, og faderen skrev kort efter udgivelsen til sin søn Aksel;

”Du har naturligvis hørt om den mere kuriøse end glædelige begivenhed med Mathilde, som har forgabet sig i kvindens emancipation, og derfor har troet at kunne handle på egen hånd, idet hun uden at underrette sin fader har (…) udgivet en piece, som (…) har gjort furore og forvandlet det stakkels pigebarn til en københavnsk løvinde”

Mathilde måtte desuden vinke farvel til sin egen guvernantestilling, hvor hun blev opsagt, da familien følte, at romanen Clara Raphael var en latterliggørelse af dem. 

Mathilde led desuden endvidere et knæk, da hun blev svigtet af sin velynder og oprindelige støtte, Johan Ludvig Heiberg, der havde skrevet forordet til romanen og erklæret, at han ville støtte hende, hvis det skulle komme til en skandale. For da skandalen rullede var Heiberg særdeles tavs. Senere er der spekuleret i, om Heiberg var bragt tavs af sin hustru, der ikke brød sig om hans fascination af den unge Fibiger. 

Et liv som emanciperet men stadig i kort snor.

Ikke lang tid efter debutens udgivelse døde Mathildes far, og Mathilde var nu under sin ældre brors formynderskab. Sådan forholdt det sig dengang, at en ugift kvinde var under nærmeste mandllige slægstnings formynderskab.

Mathilde flyttede med sin broders modvillige tilladelse ind hos Grundtvig og hans hustru, som hun havde knyttet venskab til. Grundtvig opfordrede Mathilde til at holde tale ved en folkefest i 1852, og havde hun gjort det ville hun have været den første kvindelige taler ved en offentlig begivenhed. Men hendes søskende satte sit imod. De skrev vrede breve til formanden for festkomiteen, og søsteren Ilia bønfaldt i et brev til Grundtvigs hustru om at tale Mathilde fra det ”forfløjne indfald”. Marie Grundtvig afviste ”..Hverken Grundtvig eller jeg anser os for berettigede til at lukke deres Søster inde”.

Mathilde Fibiger var dog klar over, at hendes familie var parat til at skabe skandale, og stærkt presset afslog hun tilbuddet om at holde tale. Men begivenheden havde fået Mathilde til at tage en beslutning, og hun meddelte sin bror og formynder, at hun ville flytte for sig selv og være selvforsørgende. Broderen Axel var modvillig, men Mathilde erklærede, at hun ville sultestrejke til hun modtog hans ja. Det fik hun.

Trange kår, sygdom og en romanfiaske.

Den følgende tid var hård for Mathilde. Hun levede i fattigdom og havde kun lige nok til sparsom kost og skriveredskaber. Hun færdiggjorde romanen ”En skizze over det virkelige liv”, der ikke blev nogen succes, og som hun også selv erklærede manglende den gejst og gnist, som debutromanen havde haft. I romanen følger man to søstre, der begge er ganske ombejlede. Men som har to vidt forskellige indstillinger til ægteskab og kærlighed. Den ældste søster er blevet svigtet førhen og holder stædigt enhver bejler på afstand. Mens den yngste overgiver sig til ægteskabet og den fulde kærlighed.

Romanens lave salgstal skabte lavvande i Mathildes økonomi og sulten tærede på hende. På det tidspunkt kom koleraepidemien til København og Mathilde blev meget syg.  Men ved venners hjælp kom hun sig.

Minona blev Fibigers sidste roman og en regulær skandale. Her i ny udgave fra 2021 fra forlaget Gladiator.

En ny roman; Sociale konventioner og forbudt kærlighed.

Minona blev Fibigers tredje og sidste roman. Den havde store ambitioner og mange handlingstråde og blev måske af samme årsag en stor mundfuld for både Fibiger og hendes læsere.

I romanen følger vi to søskende, der grundet forældrenes uoverensstemmelse og skilsmisse er opvokset hver for sig. Som voksen vil storebroderen Viggo opsøge sin lillesøster Minona for at sikre hendes uskyldige væsen mod alverdens farer. Viggo selv bliver dog den største fare for de forelsker sig i hinanden.  
Den forbudte kærlighed er dragende men ødelæggende, og Viggo forlader Minona, der i ulykke over at have mistet sin kærlighed søger i guds ord efter et svar på spørgsmålet; Hvorfor er min kærlighed syndig, hvorfor må jeg ikke elske min bror?

Romanen har flere bikarakterer, der også kæmper med ulykkelig og i nogle tilfælde ukonventionel kærlighed. Der er den unge Tyra, der har lidt den sorg at se sin søster udstødt af familien på grund af en forbudt kærlighed, og som sidenhen selv har forladt sin trygge og rige baggrund for kærligheden til en ung mand, der til slut svigter hende.

Det incestuøse i forelskelsen mellem Viggo og Minona forargede, og fik blandt andet selveste H.C. Andersen til at kalde forfatterinden syg;

” Hun maa jo være syg Forfatterinden! Det var at ønske for hende og for Literaturen at den ikke var skrevet; det er som jeg havde grebet om en stærk duftende giftig Vandplante og nu jeg heel har den i Haanden, opløser sig der slimet og ækel”

Men forelskelsen forbliver uforløst og fungerer måske mest af alt som et tematisk udtryk for den rolle samfundets konventioner spiller i vores forestillinger om rigtigt og forkert. Alle romanens karakterer lider under kærligheden, som ikke bibringer dem noget godt. Kærligheden er ikke fri men bestemt og bundet af sociale konventioner; Vi er ikke frie til at elske, hvem vi vil, og gør vi det fører det kun ulykke med sig, – således synes historiens morale at være. 

Minona blev om muligt en endnu større skandale end Clara Raphael, og samtidig fik den dårlige anmeldelser og solgte kun lidt.

Mathilde lagde herefter forfatterskabet på hylden.

Mathildes nære venskab med Goldschmidt

Mathilde valgte aldrig at gifte sig. At det har været et bevidst valg fremgår indirekte af flere udtagelser i brevvekslinger, hvor hun blandt andet giver udtryk for, at forholdet til en mand ikke interesserer hende.

I forbindelse med udgivelsen af Minona havde hun et tæt venskab med Meir Aron Goldschmidt, der blandt andet blev dyrket i en intens brevveksling. Desværre er de fleste af hans breve gået tabt, men i hendes breve er det tydeligt, at der har været en fælles sympati mellem dem, som kunne have udviklet sig til kærlighed. 

I et brev, som Mathilde skriver kort efter et møde mellem dem, fornemmer man, at der har været en samtale mellem dem, som har tydeliggjort et skel i deres fascination af hinanden. Måske har Goldschmidt udtrykt et ønske om kærlighed, i hvert fald skriver Mathilde i et brev og spørger, om de da ikke bare kan være venner. Brevvekslingen er utrolig interessant læsning og giver et virkelig indgående og komplekst billede af mennesket Mathilde Fibiger. Hun synes stærkt draget af Goldschmidt, men samtidig ude af stand til at forløse eller imødekomme den lidenskab, som hun mener bør være en del af kærligheden.

Venskabet med Goldschmidt løber ud i sandet.

Debuten og den sidste roman, i midten Bodil Wambergs fremragende biografiske fortælling om Mathilde Fibiger; Passionsblomsten

Det efterfølgende liv: Ensomhed og arbejdssucces.

Mathilde blev efter en kortere uddannelse telegrafist. Hun blev danmarks første kvindelige tjenestemand og fik nogle år, hvor hun havde fast indtægt og gradvist arbejdede sig op til en komfortabel tilværelse. Helt lykkeligt var livet dog ikke, og hun led blandt andet under tabet af sin søster, samt flere forflyttelser, der konstant tvang hende til rykke teltpælene op. Men hun havde tag over hovedet og skønt hun levede ensomt, er der meget der tyder på, at hun befandt sig vel i ensomheden. I 1869 skrev hun til tidsskriftet ”Tidsskrift for hjemmet, tilegnet nordens kvinder”;

”Der gives mennesker som ifølge en berettiget naturtvang drages til ensomheden: hvis sjælelige syn er anlagt på at se i frastand: som midt i verdens larm kun hører lyden, men i stilheden forstår meningen; som kun i ensomheden finder den modvægt, der er nødvendig for udviklingen af deres evner og kræfter”.

Måske var Mathilde netop sådan et mennesker, der fandt sig selv i ensomheden.

En forfatter forud for sin tid.

Mathilde skrev sine bøger for tidligt, og måske, det kan man ikke undgå at tænke på, kunne borgerskabet ikke kapere budskabet, når det kom fra en ung kvinde. I hvert fald fik piben en lidt anden lyd, da Georg Brandes i 1869 oversatte John Stuart Mills bog om kvindernes undertrykkelse. Han blev ikke hånet. 

Udgivelsen glædede Mathilde, og selvom hun døde kun få år efter, og derfor ikke nåede at se store forfattere som I.P Jacobsen og Herman Bang tale kvindesagen i deres forfatterskaber, så gødede hun måske alligevel vandene for de forfattere, der i det moderne gennembrud for alvor satte kvindesagen på dagsordenen. 

Mathilde Fibiger var dog, om end glemt af mange, den første der startede en egentlig kønsrolledebat i Danmark.

I et af sine sidste breve til Meir Aron Goldschmidt skriver hun;

”Min inderlige overbevisning, min tro, som jeg vil dø på, er, at verden er god, men handler ondt og taler endnu værre… menneskene bærer masker; man må hade masken og elske det menneskelige, den skjuler”.

Læs mere om Fibiger i denne tidligere artikel, jeg har skrevet om hende, hvor jeg har særligt fokus på debutværket Clara Raphael: Tolv breve.

Denne artikel er blevet til på baggrund af følgende litteratur:

Clara Raphael: Tolv breve (pseudonym for Mathilde Finger)
En skizze efter det virkelige liv af Mathilde Fibiger
Minona af Mathilde Fibiger

Brevveksling mellem Mathilde Fibiger og Meir Aron Goldschmidt som den forekommer i Minona, udgaven trykt af Forlaget Gladiator som en del af Sandalserien i 2020.

Efterordet til Minona af Sigridur Larsen, trykt af Forlaget Gladiator som en del af Sandalserien 2020.

Bodil Wamberg: Passionsblomsten en biografisk fortælling om Mathilde Fibiger, 2008, Forlaget Gyldendal.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *