Anmeldelse: Onyx Book Poke 3

En e-bogslæser der er kompatibel med alle streamingtjenester og download af egne e-bøger. (se modellen hos ebookreader.dk her)

Quick-review:

Plusser:
– Let, lille og handy – kan passe i selv den mindste lille håndtaske
– Mange muligheder – kan bruges til det meste
– Kompatibel med alle streamingtjenester og kan bruges på tværs af fx eReolen, Chapter, Mofibo etc. Kan desuden bruges til download af egne filer og indkøbte e-bøger fra fx Amazon og Saxo.
– WiFi og Bluetooth
– Når først man lærer den at kende, er det forholdsvis enkelt at skifte fx lyssætning, layout mv.

Minusser:
– Mange funktioner gør også brugen mere kompleks og kan til at begynde med virke uoverskuelig. Jeg er ikke det største tekniske geni og skulle lige have et par ugers brug til at fange alle funktionerne og finde de nemme genveje.

Uddybende tanker vedrørende tablettens funktioner;

Når jeg taler om e-bogslæsere eller e-Readere får jeg ret ofte spørgsmålet; Kan man ikke ligeså godt læse på sin telefon eller iPad? Og det kan da også være rigtig nok, at en telefon fint kan åbne fx en Mofibo app, så man kan læse sin e-bog. Men der er altså gode grunde til at investere i en
e-bogslæser, hvis man bruger de elektroniske bøger meget. Først og fremmest er fordelen ved en e-Reader kontra en almindelig tablet jo selvfølgelig, at e-Readeren er beregnet til læsning, og derfor er dens design, funktioner, skærm og batteri skabt til det behov. Bruger man e-bøger meget er der derfor mange fordele, hvorimod der vil være færre fordele, hvis man kun har behov for de elektroniske bøger til en enkelt flyvertur i ny og næ. 

Personligt bruger jeg primært e-bøger på ferier eller som en mulighed for at slæbe ekstra meget læsestof med til en lang togtur, hvor taskepladsen måske er for begrænset til at medtage 3-4 bøger.

Jeg har tidligere på denne kanal anmeldt en Mofibo Reader. Den har jeg været rigtig glad for, og brugt den flittigt til ferier og læsestof på farten. Men den har en væsentligt og stor ulempe. Man er bundet til et Mofibo abonnement, og man kan ikke bruge andre tjenester. Man kan downloade egne filer på den, men det kræver ligeledes et aktivt Mofibo abonnement.

Derfor har jeg længe været på udkig efter en e-bogslæser, der kunne bruges bredere, og heldigvis for mig har jeg de sidste par måneder haft mulighed for at afprøve en Onyx Book Poke 3, (Se nærmere på modellen her) og det har jeg fået følgende erfaringer ud af;

En e-bogslæser der kan det meste;

En Onyx Book Poke 3 er kompatibel med alle tjenester. Man kan både bruge eReolen, diverse streaming tjenester, Kindle og downloade egne filer til den lille tablet. På mange måder har den samme funktioner som en almindelig tablet idet man fx også kan opsætte sin mail eller benytte Facebook.
E-bogslæseren skal dog ikke forveksles med en egentlig tablet, da den først og fremmest er designet til at fungere som e-bogslæser. Det vil sige at dens design, størrelse, grafik, lyssætning og skærm er skabt til primært at fungere godt til læsning af e-bøger.

Onyx Book Poke er kompatibel med alt, og jeg nød at have en e-bogslæser, der ikke låste mig til brugen af en bestemt app eller læsning af bestemte filer. Men det er dog klart, at de mange funktioner også gør den en smule mindre enkel og intuitiv at lære at kende. Sammenligner jeg fx med Mofibo Readeren, som jeg også har brugt, så fremstår denne e-bogslæser umiddelbart lidt mere uoverskuelig. Men det er jo klart, at det kræver mere tid at sætte sig ind i noget, der har flere funktioner. Derudover har en tablet, der dybest set kun har en funktion jo den fordel, at designet kan helt og holdent tilpasses den specifikke app – som det fx er tilfældet med en Mofibo Reader.
Men sådan er det jo; flere funktioner og muligheder gør det mere komplekst, mens begrænsede muligheder alt andet lige er meget enkelt.

I min brug af Onyz Book Poke har jeg både haft gang i eReolen, Mofibo og Chapter, ligesom jeg også har haft glæde af at kunne downloade mine egne e-bogsfiler. Da jeg først fandt ud af de lette genveje fungerede det også fint at skifte mellem de forskellige apps, og jeg nød at have ubegrænsede muligheder og ikke være låst til en enkelt tjeneste.

Mange funktioner = kræver lidt mere at sætte sig ind i brugen af den;

Som nævnt kræver denne tablet lidt ekstra tid og tålmodighed førend man lærer den rigtigt at kende. Jeg savnede også en helt basal funktion som en fysisk homeknap.
Tabletten har en digital homeknap på skærmen, ved tryk på denne homeknap åbnes en menu, og denne kan man tilpasse efter behov og fx tilføje foretrukne genveje. De muligheder der er i denne funktion skylder man sig selv at bruge lidt ekstra tid på at sætte sig ind i. Det gør den daglige brug langt lettere og enkel.

Når man først er inde i brugen af denne tablet, så fungerer den overraskende nemt. Man skal bare have tålmodigheden med sig – eller måske være lidt mere teknisk begavet end mig.

Der følger en fin og meget idiotsikker vejledning med (som er på dansk), der trin for trin og i detaljer forklarer opsætningen, og jeg kunne klare den helt uden hjælp fra teknisk support (min mand).

Særlige funktioner, der gør den velegnet som e-bogslæser;

Tabletten har en let og hurtig adgang via ikon i toppen til justering af lys og baggrund til forskellige settings, herunder fx læsning i solen eller om natten. 

Meget lille og let. Kan uden problemer være i en fin lille clutch og passede endda i min (store) jakkelomme.

WiFi og Bluetooth

Lang batterilevetid.

Til dig der vil have en ebogslæser, der kan det hele. 

Læs mere om Onyx Book Poke her.

10 thoughts on “Anmeldelse: Onyx Book Poke 3”

  1. Tak for din anmeldelse. Jeg er desværre uenig. Efter selv at have arbejdet med en Onyx og efter at have søgt hjælp hos familiens unge, opgav jeg til sidst.
    Så jeg købte så en Mofibo Reader der måske kun kan læse Mofibo’ bøger, men det fungerer let og smertefrit og hver gang.
    Der findes også nogle små 7” Android tabletter. De kan købes for under kr. 1.000,00 og vejer +- 200 g.
    Onyx er jeg helt færdig med!

    1. Kære Jørgen,

      Tak for dit input. Som jeg også skriver flere steder i min anmeldelse, så er den her en del sværere at sætte sig ind i end andre tablets med færre funktioner, som fx en Mofibo Reader, der dybest set er designet til kun at fungere med en app. Flere funktioner gør det lidt mere tricky, og jeg er helt enig med dig i, at den var noget bøvl i starten. Men jeg brugte den vedvarende og vedholdende dagligt i en uges tid, og så begyndte det hele at falde på plads for mig. Nu er jeg rigtig glad for den.

    2. Nu hvor det er et stykke tid siden du anmeldte den, hvordan er din oplevelse med at bruge den med ereolen?

      1. Jeg synes den fungerer fint med eReolen. Det er faktisk det jeg bruger den mest til pt.
        Jeg har ikke prøvet den med alle apps tjenester – da jeg ikke har haft de tjenester – men fx Chapter synes jeg ikke fungerede så godt på den.

  2. Hej
    Har du nogen erfaringer med Saxo? Jeg bliver logget ud på min Onyx Ca. 1 gang om måneden, hvilket betyder at jeg skal starte forfra med det jer læser og har gemt. Ved du mo der er en løsning på det?
    venligst Marianne

    1. Kære Marianne, det lyder mærkeligt. Jeg har brugt Saxo på min Onyx og det har jeg ikke oplevet. Jeg skal selvfølgelig åbne appen og finde bogen i mit bibliotek, men så er den også på den side, hvor jeg slap sidst. Har aldrig oplevet, at den logger mig af. Jeg er ikke noget teknisk geni, men måske slette appen og geninstallere?

  3. Jeg har en poke 3 og er ret glad for den. Bruger den mest med egne filer fra google drev, men har også Saxo appen. Hvis ikke man har brugt den (Saxo appen) 14 dage i træk, bliver man logget ud. Det er dog problemfrit bare at logge på igen, og man er tilbage hvor man slap. Har også installeret eReolen, Dropbox osv. De største fordele ved Poke’n er efter min mening at den er meget let og så naturligvis at skærmen er let læselig i alle lysforhold – selv i direkte sol. Om natten er baggrundsbelysningen så god, at andet lys er overflødigt.

  4. Hej
    Jeg overvejer stærkt at købe en nu. Jeg har dog nogle spørgsmål, kan du stadig bruge e-reolen på e-readeren? Og hvordan fungere en app, som Libby på den?

    Jeg har tidligere haft noget bøvl med Kobo og er nu igang med, at undersøge en poke 3.

    1. Hej Smilla,

      Ja, E-reolen fungerer rigtig fint, det er faktisk det, jeg har brugt den mest til. Jeg må indrømme, at jeg aldrig har brugt Libby, så det kan jeg ikke rigtig sige noget om.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *