Byen vinder altid

Byen vinder altid
Oversætter:
Sprog:
Originalsprog:
Køb bogen her: Saxo.com

Hvordan føles det at vinde kampen, men alligevel tabe krigen?
Byen vinder altid er et nærportræt af et håb, der slukkes og ender i forbitrelse og skuffelse.
Bogen er en en eksplosion af stærke og intense billeder fra revolutionens centrum; Lige fra kamppladserne kaos af larm, støv, bomber og blod – til lighusenes iskolde og smertende stilhed.
Sproget er poetisk og stemningen gribende. Men som læser mister man overblikket over historiens gang en anelse – specielt hvis man ikke i forvejen har lidt baggrundsviden.
Men hvis man vælger at se lidt bort fra det, og i stedet blot lade sig rive med af bogens vidunderlige sprog og intense beskrivelser, så får man altså en virkelig skøn oplevelse.

I Tunesien den 18.December 2010 får den arbejdsløse akademiker Mohamed Bouazizi beslaglagt sin grøntsagsvogn af politiet og sætter i protest og afmagt ild til sig selv. Det antænder en gnist i befolkningen og bliver startskuddet til et oprør, der leder til demonstrationer, som får landets siddende præsident til at gå af.
Demonstrationerne og vreden spreder sig hurtigt til de omkringliggende lande, og i Egypten indledes revolutionen med en lang række demonstrationer på den såkaldte vredens dag 25. Januar 2011. Snart tvinges præsident Mubarak til at gå af, og landet ligger nu åbent for de unge og håbefulde demonstranter, der håber på et bedre samfund.
Byen vinder altid starter i oktober 2011, hvor demonstranterne stadig er fuld af håb.

Vi følger Mariam og Khalil, der begge kæmper for et nyt Egypten. Deres forelskede er stor og ligeledes er deres håb for en bedre fremtid. Men kampene fortsætter, folk dør, alliancer svigter og forløsningen udebliver. Mariam og Khalil reagerer ganske forskelligt på nederlaget, og det får konsekvenser for forholdet.

Romanen starter meget lige på og hårdt midt i revolutionen, og er man uden forhåndskendskab til begivenhederne i Egypten under det arabiske forår, så kan man godt føle sig en lille smule hægtet af. Personligt valgte jeg at læse lidt op på Wikipedia før jeg begyndte læsningen, og det anbefaler jeg.
Hvem er Mursi, Mubarak og Sisi? Hvilke alliancer er der mellem oprørerne, det muslimske broderskab og militæret? Der er meget fakta, som man som læser let kan rode rundt i, specielt fordi romanen langt hen af vejen forudsætter, at det er fakta, man allerede sidder inde med.
Det er et punkt, der trækker lidt ned i oplevelsen, og måske vil den også tabe mange læsere her.

På samme måde kan romanen tabe nogle læsere, fordi den ikke er en specielt karakterdreven roman. De to hovedpersoner Mariam og Khalil står klart for læseren, mens en stor mængde af bipersoner flyder lidt sammen og er vanskelige at holde styr på.

Men når det så er sagt, så har romanen så mange kvaliteter, at minusserne for mig blev ganske opvejet, og hvis man roder rundt i fakta og karakterer, så kan man som mig vælge at lade fakta være fakta, og bare lade sig opsluge af romanens stærke sprog, smukke stemningsbeskrivelser og intense udtryk.
Jeg endte faktisk med at læse bogen på under et døgn, ganske enkelt fordi den var så dragende i sine skildringer af revolutionen; vreden, afmagten, sejrsrusen, skuffelsen og smerten.

Sproget i romanen er fantastisk og det er på en gang poetisk og rammende enkelt. Omar Robert Hamilton rammer en grundtone af afmagt i flere stærke passager, som når langt ud over siderne og ind til læseren.

”Den kolde, hvide tomhed på en død søns værelse”

”Hvert eneste af de åndedrag, som holder hende i live, bringer hende også tættere på døden”

Fortællingen er krydret løbende med autentiske tweets og avisoverskrifter, der tilsammen rykker læseren endnu tættere på begivenhedernes gang.
Der er desuden afsnit, der skildrer tankerne hos nogle af de pårørende hos revolutionens ofre – martyrernes familier. Disse afsnit står virkelig stærkt, og som læser føler man sorgen over tabet, stoltheden over deres efterladtes offer – men også tvivlen ”Var det det værd?”

I et særlig stærkt afsnit reflekterer moderen til en afdød søn over, hvorvidt hun kan tillade sig at opildne andre unge til at støtte revolutionen ”Sender hun blot flere i døden?” – Moren bevæger sig fra en glæde over at kunne give sin søns død mening til en erkendelse af at den overhovedet ikke giver mening.

Romanen skildrer på på smuk vis både den indledende eufori og glæde og derefter forbitrelsen og vreden.

Den udforsker, hvad skuffelsen gør ved mennesket. Giver man op eller bliver man stædigt ved. I centrum for denne udforskning står de to hovedpersoner Mariam og Khalil, der begge til slut hjemsøges af et af revolutionens ofre – Gav det hele overhovedet mening?

Men det er også en samfundsroman, der formår at række ud over skildringen af det arabiske forår. Det er en fortælling, der stiller spørgsmålet, hvad er egentlig prisen for et demokrati? Er det virkelig kun vold og våben, der skaber en nation? Er det altid den fysisk overlegne, der vinder magten?

Alt i alt er det en roman, man husker. Det er et intenst vidnesbyrd fyldt med glimt fra en konflikt, som de fleste af os her i norden nok kun har et perifert kendskab til.

Byen vinder altid tager os helt tæt på revolutionen, som den blev oplevet af de håbefulde unge, der startede den, og som led et sviende nederlag.

3.8Overall Score

Byen vinder altid

Hvordan føles det at vinde kampen, men alligevel tabe krigen? Byen vinder altid er et nærportræt af et håb, der slukkes og ender i forbitrelse og skuffelse. Bogen er en ...

  • Plot/historien
    3.1
  • karakterer
    3.6
  • Sprog og skrivestil
    4.7

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvad syntes du om bogen?