”Underlevet” af Allan van Hansen er en lille overset perle med et så særegent og stærkt udtryk, at du ikke må snyde dig selv for den oplevelse.
Det er en grafisk roman om seksuelle overgreb begået mod to brødre, og den skyld og skam der klæber til særligt den ene bror i voksenlivet.
”Penge på lommen” har stået ulæst på mine hylder i et par år, men nu fik jeg den læst og heldigvis for det. Den er intet mindre end fantastisk; Blandingen af barsk socialrealisme og vredt antikapitalistisk kampskrift fungerer fænomenalt og fortæller den lille tragiske historie bag de store overskrifter.
Det er første bind i romanføljetonen om branden på Scandinavian Star. Katastrofen er en perifer del af handlingen, den er et baggrundstæppe, der sætter stemningen; Når den kapitalistiske og kyniske top af kransekagen skummer fløden, så er det de små skæbner, der betaler prisen. Kapitalismens ofre er dem, der allerede ligger ned.
”Sandheden er jo, at jeg ikke er ulykkelig, når jeg er alene. Og alligevel består denne vage længsel efter, at der vil ske noget, jeg ikke kan kontrollere”
”Allegro Pastell” er et kærligt portræt af to usikre/lidt for selvsikre 30´erne something typer, der har det hele og vil have lidt mere, og samtidig er i tvivl om de i virkeligheden hellere vil have noget helt andet.
Velkommen til et kærligt om end satirisk portræt af den selvoptagede millenial generation, som måske især rammer ekstra godt, når man selv er en del af den portrætterede generation.
”På den her måde kan hun stadig bilde sig selv ind, ganske kortvarigt, at det ikke rigtigt findes. At NC ikke har gjort noget mod stakkels Robin. At skylden ikke klæber til hende. Hendes manglende opdragelse. Hendes manglende evner.”
Anne Mette Kirk har tidligere skrevet tre bind om efterforskeren Marc Abilgaard. I den nyeste roman har hun forladt krimigenren, og har i stedet kastet sig over noget, der måske bedst af alt kan karakteriseres som et psykologisk drama. Dog har Anne Mette Kirk stadig bevaret den charmerende og tydeligt indfølende varme for sine karakterer, og den er som de forgående romaner fortalt i et let og legende sprog. Det er en kombination, der er helt særligt kendetegnende for styrken i Anne Mette Kirks forfatterskab; en solid og interessant hybrid mellem dragende pageturner og tematisk dybde.
”Lucias sidste rejse” er et imponerende, fascinerende og til tider langtrukkent sammensurium af virkelige hændelser og fri fantasi. Det er en rejse gennem (primært) Italiens historie med nedslag i små fortællinger, der hver sig udgør sin egen historie, og som er knyttet sammen ved deres forbindelse til relikvierne efter den hellige Lucia.
”Jeg har vandret hele mit liv i denne besudlede verden”
En vidunderlig smuk og billedrig dystopisk fortælling om menneskelige relationer og den betydning vi har for hinandens liv – på godt og ondt.
En vinterkold aften i Chicago opføres et stykke af Shakespeare, og den berømte skuespiller Arthur Leander falder død om på scenen af hjertestop. Den afbrudte forestilling skal vise sig at være den sidste i en normal verden, for kun et døgn senere er verden som vi kender den forsvundet. Afbrudt af en dødelig virus, der på ganske kort tid har dræbt størstedelen af klodens befolkning og lagt civilisationen øde.
Efterfølgende lader romanen os følge nogle af de mennesker, der havde betydning for Leanders liv. Den lille pige Kirsten, der var statist i stykket, bliver voksen og rejser med en teatertrup rundt i landet for at sprede lidt underholdning i en kold verden, der ellers kun er præget af overlevelse. Teatertruppens motto er, at det ikke kun kan handle om overlevelse. Livet har brug for mere. Men moralen er svær at opretholde, idet de på deres vej møder både tragedie og ondskab.
”Jeg er en skimmelost, der blunder alene i sin Tupperware. Der løber en fin linje mellem det uprøvede og det fordærvede. Men det ved de voksne godt, for sådan er alle børn, og de elsker mig især, fordi jeg er et barn. På bagsædet indser jeg, at mit liv er ligesom et glas vand: Selv ikke når det stormer, er det værd at tage alvorligt”
”Døtreskole” er verden set gennem øjnene på en pige på tærsklen til ungdomslivet. Romanens fortæller vokser op alene med sin mor, og fraværet af en egentlig relation mellem mor og datter er allerede i romanens begyndelse sigende. Pigen er observant, hun ser til på afstand og til moderens store fortrydelse lever hun ikke op til hendes idealbillede af, hvordan en pige i den alder skal være og indgå i relationer.
Fortælleren beundrer de andre piger på afstand, og hun observerer de små forskelle i de hjem hun kommer i. Hun funderer over modsætningen mellem ikke at blive taget alvorligt og samtidig blive mødt med høje forventninger.
Hvordan finder man sin plads i en verden, hvor rammen allerede er sat?
”Vilde øjne” er en fortælling om at bryde sammen psykisk og langsomt stykke stumperne sammen igen.
Fortællingen handler om Astrid, der udsættes for noget der virker som systematisk psykisk terror på sin arbejdsplads, og som derefter sygemeldes. Nu skal hun kæmpe med systemet og sin psykiske nedtur, og samtidig åbnes der op for traumer fra fortiden og en familiedynamik præget af svigt, misforståelser og fortielser. ”Vilde øjne” er Astrids rejse ned i og ud af sammenbruddet.
Maren Uthaug er i mine øjne den mest originale forfatter i dansk litteratur, i hvert fald når det kommer til overraskende, anderledes og chokerende plots, og så mestrer hun en underfundig evne til at ramme en kant af såvel let humor som skarp kritik, når hun lader den fabulerende fortælling møde et forholdsvis nøgternt og usentimentalt sprog.
Den nyeste bog ”11%” skriver sig bestemt ind i rækken af det underfundige og fabulerende, men taler alligevel stærkt ind i samfundet af i dag. Romanen handler i bund og grund om frygten for det anderledes og begrænsningerne i et samfund præget af frygt og konformitet.
Jeg har med stor glæde læst Martin Ellermanns tre første romaner ”Sommerdrys”, ”Dræbende floskler” og ”Hvor legen ender”. Men jeg må desværre erkende, at den fjerde roman i rækken ikke levede op til forgængerne og forventningerne. Hvor Ellermann ellers altid har været garant for fine portrætter af mennesker og et stemningsfyldt sprog, så manglede ”Det bliver aldrig det samme igen” ganske enkelt noget på de samme parametre.
Ellermann beskæftiger sig typisk med tematiseringer af det moderne menneskes grundvilkår, og måske er denne romans virkelige problem, at den vil tematisere alt for meget. På den store klinge handler det både om metoo, 9/11 og corona, og det blandes med 3 forskellige karakterers personlige traumer. Den overordnede tråd er betydningen af traumer for os som enkeltpersoner og som samfund, og specielt hvordan en enkelt begivenhed (stor som lille) kan ændre en hel livsbane. Jeg forstår pointen og den overordnede sammenhængskræft i tematikken, og alligevel mangler jeg den – sammenhængen.