Hvor er det sært jeg hedder Federico

Hvor er det sært jeg hedder Federico
Oversætter:
Sprog:
Originalsprog:

Hvor er det sært jeg hedder Federico er en roman , der meget nærværende beskriver en kvindes kamp for at blive mor og al den smerte, som skuffelserne afstedkommer, men også om en kærlighed mellem en mor og hendes søn, der trods alt er så stærk, at den overskrider biologien og alle udfordringerne.

”To knuste hjerter: min mor, fordi hun ikke havde haft mig i maven. Og mit, fordi jeg ikke havde været derinde. To sorger, der mødtes. Er det mon min sorg, der har ført os sammen?”

Yolanda Reyes bog følger i to spor en mor og hendes søn i en fortælling, der meget ærligt fortæller om adoptionens udfordringer.
På den ene side følger vi karriekvinden Belen, der sidst i trediverne pludselig oplever det biologiske ur tikke, og som efter flere forgæves forsøg og et kuldsejlet forhold, nu har besluttet sig for at adoptere.
I det andet spor følger vi den nu voksne Federico, der benytter et stipendium og kunstprojekt til at rejse på den anden side af Atlanten og opsøge sine columbianske rødder, samtidig med at han ser tilbage på nogle skelsættende øjeblikke i opvæksten med sin mor.

Jeg var med det samme grebet af Belens fortælling. Hun er en karriekvinden, der er lykkedes med alt andet, men som fejler i projektet med at blive gravid. Skuffelserne og smerten er tydelig, og der er i begyndelsen af romanen nogle ret rørende scener mellem hende og kæresten, hvori den usagte smerte mellem dem er beskrevet utrolig nærværende og intenst. Her fanger Yolanda Reyes følelserne mellem de her to karakterer fantastisk, og særligt fungerer det godt, at vi oplever processen fra begges synsvinkel, hvilket giver et meget fint indblik i kernen af deres parforholdskrise. Det er altså virkelig her bogen er allerstærkest.

Men det er også interessant at følge Belen i adoptionsprocessen. Hun er en kvinde med styr på karrieren, og ligeledes forventer hun at have helt styr på, hvilket barn hun får. Hun har nogle forventninger og forestillinger, som ikke bliver indfriet, og så gør de måske alligevel. For hun bliver jo mor, på godt og ondt, med alt hvad det medfølger. På en måde rammer Yolanda Reyes noget meget essentielt her, som jo ikke kun gælder adoptivforældre men derimod forældre i det hele taget.

Et andet sted hvor romanen udmærker sig er de scener mellem mor og barn, som vi oplever fra begges synspunkt. De første dage efter adoptionen skildres smukt; En mor med alle sine forventninger møder barnet, der dårligt kan matche så mange års håb og forestillinger.

Federicos, sønnens, historie er fremstillet i et langt mere flimrende og sporadisk sprog. Man følger hans arbejde i Sydamerika, hans søgen efter svar og hans bekendtskaber med andre voksne adoptivbørn. Disse sekvenser er fremstillet i en flimrende og glimtvis stil, der giver en sær distance, som gjorde det vanskeligt for mig for alvor at identificere mig med hans proces, person og udvikling. Han knytter venskab til særligt en ung pige, men denne storyline blev aldrig rigtig vedkommende for mig.

Hans historie fungerer til gengæld, der hvor han i glimt ser tilbage, og det er særligt forbindelsen mellem hans tilbageblik og Belens oplevelser, der er romanens styrke.

Helt grundlæggende er det en interessant historie om adoption og de konsekvenser, det kan have for et adoptivbarn ikke at kende sin historie.
Men det er også en fortælling om kærlighed, der ikke lader sig begrænse af biologien.

3.0Overall Score

Hvor er det sært jeg hedder Federico

Hvor er det sært jeg hedder Federico er en roman , der meget nærværende beskriver en kvindes kamp for at blive mor og al den smerte, som skuffelserne afstedkommer, men også om en kærlighed mellem ...

  • Historien
    3.3
  • Karakterer
    3.0
  • Sprog og skrivestil
    2.7

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvad syntes du om bogen?