Hvor er det sært jeg hedder Federico er en roman , der meget nærværende beskriver en kvindes kamp for at blive mor og al den smerte, som skuffelserne afstedkommer, men også om en kærlighed mellem en mor og hendes søn, der trods alt er så stærk, at den overskrider biologien og alle udfordringerne.
”To knuste hjerter: min mor, fordi hun ikke havde haft mig i maven. Og mit, fordi jeg ikke havde været derinde. To sorger, der mødtes. Er det mon min sorg, der har ført os sammen?”
På kun knap 114 sider fortæller kunstneren, forfatteren og familiefaren David sin historie, og særligt fokuserer han på de to frygtelige døgn, hvor familien afventer nyt fra de to ældste sønner, der er draget til Portland for at føre sønnen Jacobos planer om aktiv dødshjælp ud i livet. Han er nemlig plaget af ulidelige smerter efter en trafikulykke.
De tilbageblevne familiemedlemmer kæmper med smerten, sorgen og et lille håb om, at han alligevel vil skifte mening. Det er dog et håb ingen udtaler, for med håbet følger skylden over at ønske ham i live med de frygtelige smerter.
Cajambre foregår i i Colombias jungle og vi får indblik i en tid med store spændinger mellem sorte og hvide, ligesom den lokale kultur og natur spiller en stor rolle. Det er klart sidstnævnte kulturelle indblik, der er romanens styrke, hvorimod plot og karakterer ikke formår at komme ud over kanten og for alvor ramme sin læser.
Der synes at være en rigtig god ide og et godt materiale til en god bog; Men det kommer bare aldrig rigtig i mål som en spændende roman på trods af, at den indeholder både et gådefuldt dødsfald og gryende stridigheder mellem sorte og hvide/fattige og rige.