Livet er let, bare rolig

”Livet er let, bare rolig” er en charmerende lille sag til alle elskere af romantik i bedste feelgood stil. Klicheerne og forudsigelighederne hober sig dog op. Der er faktisk så mange af dem, at det er lige før, det i sig selv er bogens egentlige underholdningsværdi. Det er virkelig lette kalorier, men har da også sin egen charme som helt igennem forudsigelig kærlighedsroman.

I ”Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe” (læs anmeldelsen her), møder vi Diane kort efter hun har mistet sin mand og datter. Hun flygter til Irland, hvor hun møder den vrisne og indelukkede Edward, der dog snart viser sig at være rigtig god for hende. De forelsker sig, men Diane er ikke klar og tager tilbage til livet i Paris.

Det er her, vi møder hende i denne efterfølger. Hun indleder et forhold til Olivier, der på mange måder er den helt rigtige for hende. Men da en veninde i Irland bliver dødeligt syg, rejser Diane tilbage til landsbyen, hvor hun endnu en gang møder Edward. Mødet sætter det hele på spidsen for Diane – for hvem er egentlig den rigtige mand for hende?

”Livet er let, bare rolig” er ikke ligefrem prisvindende litteratur, men den har skam sin berettigelse, og jeg vil næsten sige, at den er imponerende gennemført i sin forudsigelighed. Det er som at se en letbenet amerikansk romantisk komedie – og det har da på sin vis også sin charme.

Martin-Lugands persongalleri er gennemført stereotypt. Edward er tavs, forknyt og indelukket, men gemmer naturligvis på et hjerte af guld. Abby er den hjertevarme og kærlige ”reservemor”, der næsten er så god, at det gør helt ondt. Endelig er der også skildringen af den flirtende, farverige og festglade Felix, der er selve inkarnationen af den karikerede ”Bøsseven”.

Historiens udgangspunkt er kærlighedsforholdet mellem Diane og Edward, men ellers er det helt store gennemgående tema sorg og sorgbearbejdning. Historiens centrum er Dianes manglende evne til at kunne give sig helt hen til kærligheden, fordi hun derved føler, at hun svigter sin afdøde mand og datter. Diane bliver konfronteret med sin sorg over især datterens død, i det hun møder Edwards søn Declan, der selv lige har mistet sin mor.
Den sorgproces og ikke mindst sorgheling som Diane gennemgår er meget fint beskrevet, og hendes følelser og reaktioner er troværdige – det er absolut romanens stærkeste kort.

Kærlighedsdramaet er derimod en forudsigelig omgang. At det hele ender lykkeligt kommer ikke bag på nogen, og det hører også til genren med en hvis grad af forudsigelighed. Men det grænser altså til det komiske, når der også i sidste øjeblik kommer en perfekt mand valsende ind af døren, der lige tilfældigvis forelsker sig i Felix, så også han kan få en lykkelig slutning.

Der er også noget med Martin-Lugands skrivestil, der irriterer mig. Hun har en tendens til at overfortælle. Som fx i scenerne, hvor Diane bliver utilpas i nærheden af børn. Her er det jo åbenlyst, at det bringer minder frem om datteren, derfor er det altså også overflødigt, at forfatteren vælger af skrive det eksplicit i stedet for blot at lade Dianes reaktioner tale for sig selv. I den slags passager føler jeg mig lidt talt ned til som læser.

Jeg kan langt hen af vejen godt tilgive den alle forudsigelighederne og klicheerne, for det hører vel til genren. Livet er let og det er bogen også. Men det kammer ganske enkelt over i en sådan grad, at jeg ligefrem har kunnet gøre det til et komisk indslag at genfortælle handlingen ved festlige lejligheder.

Når alt det negative så er sagt, så er det jo heller ikke en roman, der giver sig ud for at være mere end den er. Det er en let romantisk fortælling uden de store dikkedarer, og jeg er da også selv indimellem i humør til et skud romantik fra kliche-skuffen.

Det er for mig litteraturens svar på en hindbærroulade fra Brugsen. Egentlig synes jeg ikke, det er noget særligt. Men indimellem er det nu meget godt alligevel.