Børnebogsanmeldelse: Nour og Nora fejrer Eid af Camilla Kaj Poulsen

Nour og Nora fejrer Eid er anden bog i serien om Nour og Nora, der anbefales til børn fra ca. 3 års alderen.

Forfatter Camilla Kaj Poulsen og illustrator Pauline Drasbæk har skabt en ganske vellykket serie, der er et perfekt udgangspunkt for en samtale om traditioner, religion og kulturelle forskelle og ligheder.

I første bog møder vi Nour og Nora på deres første dag i børnehaven. Den fortæller om de to piger, der oplever hinandens ligheder og forskelle med et barnligt og åbent sind. Undervejs præsenteres læseren for nogle forskellige situationer, som barnet måske også møder i sin egen hverdag. Nour og Nora har fx meget forskellige madpakker med, dukkerne i børnehaven ligner kun Nora og Nour fejrer slet ikke jul. Her lægger forfatteren ganske fint op til en snak med barnet, om de kulturforskelle de selv møder i deres hverdag, og barnets egne oplevelser af andre kulturer kan få plads.

Forskning viser at børn helt ned til 3 års alderen bruger kulturforskelle og forskelle i hudfarven til at bestemme, hvem der må være med i deres lege og hvem der ikke må.
Børn er altså i børnehavealderen meget bevidste omkring de forskellige kulturer og det er derfor vigtigt at børn fra en tidlig alder møder et åbent og fordomsfrit syn på kulturforskelle.

I Nour og Nora fejrer Eid er Nora inviteret med hjem til Nour, hvor den årlige Eid fest skal løbe af stablen. Nora bliver præsenteret for både anderledes retter og fremmedartet musik, men hun gør det med et barns åbenhjertige nysgerrighed. 

Nour fortæller om Eid og familiens traditioner, og på hver side opfordres læseren gennem spørgsmål til at tale med sit barn om forskellige ting; Hvilken højtid fejrer I hjemme hos jer, Hvilken musik hører I? Hvorfor fejrer I jeres højtid?.

Bogen lægger op til at stille barnet endnu flere spørgsmål, og formegentlig vil barnet også stille sine egne. Det er nemlig i muligheden for samtale med barnet at bogen fungerer bedst.

Indimellem bliver teksten lidt lang, og for det barn, der kender intet eller meget lidt til Eid og Ramadan i forvejen, kan det måske være svært at fastholde interessen. Men her er det jo også vigtigt som oplæser, at fange bogens potentiale for dialog, og stille de spørgsmål, der kan forbinde bogens fokus på kulturelle forskelle og ligheder med barnets hverdag og forståelseshorisont.

Lilly var begejstret for den første bog, men tabte hurtigt interessen for denne to’er, og jeg tror ganske enkelt det skyldtes, at det var for vanskeligt for hende at relatere til den. Den første bog tog jo netop udgangspunkt i en helt almindelig dagligdag i børnehaven, og de forskelle og ligheder som de fleste børn møder på en ganske almindelig dag. I denne bog er vi rykket hjem i privaten til fejringen af en højtid, som mange børn, i hvert fald ikke Lilly, kender så meget til. Det gør den en anelse sværere at relatere til, men det er måske netop også årsagen til, at den er vigtig.

Men det er også vigtigt indimellem at huske på timingen, når det kommer til bøger med meget specifikke emner. Derfor er jeg også sikker på, at denne bog for fremtiden vil blive fundet frem omkring Eid, og at både Lilly og Johan derfor kan få en større forståelse for de traditioner og den højtid, som de gennem deres kammerater i børnehave og skole vil høre om.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *