#Bogtankenrejser: Turen går til Peru

I 2021 vil jeg læse bredere og i langt højere grad udforske den ikke-vestlige litteratur. Derfor vil jeg hver måned drage til et nyt land. I Januar gik rejsen til Vietnam, i februar til Iran, i marts til Filippinerne og i denne april måned går turen til Peru. Læs med og bliv inspireret til en litterær rejse til Peru med blandt andet nobelprisvinderen Mario Vargas Llosa og den nyligt debuterende Claudia Salazar Jiménez.

Rød april af Santiago Roncagliolo
En martsdag i år 2000 står assisterende distriktsanklager Félix Chacaltana Saldívar over for et brutalt mord: Et lig er brændt til ukendelighed med et kors skåret ind i panden. Pligtopfyldende som han er, indleder han straks en grundigundersøgelse, men må snart erkende, at han er den eneste, der er interesseret i at grave dybere i sagen. Hverken det peruanske retsvæsen eller militær vil høre på ham, slet ikke da han får mistanke om, at guerrillaorganisationen Den Lysende Sti måske er genopstået. For endnu et blakket præsidentvalg nærmer sig, og Den Lysende Sti er officielt nedkæmpet . Selvom hver eneste, han taler med, mister livet på uhyggelig vis, giver Saldívar ikke op. Fortællingen er fiktion, men samtidig er den bygget på virkelige hændelser, som forfatteren enten selv oplevede, behandlede eller læste om i sit arbejde som pressemedarbejder for en peruviansk menneskerettighedsorganisation.

Byen og hundene af Mario Vargas Llosa
Mario Vargas Llosa debuterede med romanen ”La ciudad y los perros” i 1962 (”Byen og hundene”, 1967), som handler om livet på militærskolen Leoncio Prado i Lima. Handlingen berettes på skift af en tredjepersonsfortæller og af vekslende jegfortællere blandt kadetterne fra skolens femte årgang. Vold anvendes som disciplinerende middel både af skolens officerer og løjtnanter og indbyrdes blandt kadetterne, der behandler hinanden som hunde. På sovesalene fører kadetterne et hemmeligt liv skjult for de overordnedes blikke, og her handler det om at være venner med ”Cirklen”, som er øverst i voldshierarkiet, stjæler skoleopgaver, kontrollerer væddemålene og importen af sprut og tobak. Kadetten, som kaldes ”Slaven”, er udsat for de andre drenges mobberier, men finder en ven i Alberto, ”Digteren”, som holder sig på god fod med de andre kadetter ved at skrive erotiske noveller og breve for dem.

Vejen til paradis af Mario Vargas Llosa
Om maleren og billedhuggeren Paul Gauguin og hans bedstemor Flora Tristán, der var utopisk socialist og kvindeforkæmper. De to mødte aldrig hinanden, men begge kæmpede for at bryde fri af et konventionelt, borgerligt liv.

Claudia Salazar Jiménez: Blood of dawn
I romanen følger vi tre kvinder, hvis liv flettes sammen og rives fra hinanden igen i den historiske periode i peruviansk historie, der er kendt som ”the time of fear”. Romanen foregår i begyndelsen af 80’erne, hvor Peru var på randen af borgerkrig, og i centrum af fortællingen er en særlig begivenhed i 1983, hvor en terroristgruppe af guerilla krigere angreb en by og dræbte 69 civile. I romanen gengives begivenhederne i den blodige periode i landets historie gennem tre kvinder; Melanie, en ung fotograf som er forelsket i kunstner. Modesta, en fattig kvinde fra en lille landsby der elsker sine børn højere end alt andet. Marcela, en lærer som har ladet sig forføre af drømmen om et fremgangsrigt Peru og forladt sin familie for at tilslutte sig guerilla krigerne.
Bogen findes desværre ikke på dansk, men kan købes på engelsk fx hos Saxo. Den kan desværre ikke skaffes fra danske biblioteker. 

Det grønne hus af Mario Vargas Llosa
I en lille by i det nordlige Peru bygges et mærkeligt hus, og denne begivenhed er udgangspunkt for en farverig og følelsesladet skildring af egnen og dens mange forskellige eksistenser

Madres del verbo: Mothers of the word – en antologi af Nina M. Scott
Teresa Gonzalez de Fanning og Mercedes Cabello de Carbonera er blandt nogle af de tidlige peruvianske kvindelige forfattere, som kan findes i denne antologi, hvor flere ikke tidligere oversatte sydamerikanske og kvindelige forfattere er oversat til engelsk. 
Bogen findes desværre ikke på dansk – kun engelsk og kan lånes via bibliotek.dk

César Vallejo: Den sorte herold
Digte om sult og smerte, håb og livslyst. Rækker fra Peru til Spanien og Frankrig i mellemkrigsårene
César Vallejo levede fra 1892-1938 og regnes, også uden for Perus grænser, for at være en af de mest indflydelsesrige poeter.

Manuel Scorza levede fra 1928-1983 og er kendt for at blande mytiske elementer med socialrealisme i sine fortællinger, der alle handler om det indianske folk i Peru og deres kamp mod undertrykkelse og udnyttelse. Heriblandt de følgende tre;

Lynets grav af Manuel Scorza.
Skildring fra Peru af indianernes sidste desperate forsøg på at genvinde den jord, de uretmæssigt har måttet afgive

Garabombe, den usynlige af Manuel Scorza
Beretning om fattige indianske bønder i en afsides egn af Peru

Agapito Robles’ sang af Manuel Scorza
Da landsbyens retskyndige løslades fra fængslet, samler han det indianske fællesskabs medlemmer for med magt at tilbageerobre deres jord fra godset

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *