Hvad var det bedste fra 2023? Jeg har samlet en stak af fem bøger, som på hver deres vis gjorde et helt særligt indtryk på mig som læser i 2023.
Detaljerne af Ia Genberg
”Detaljerne” er en roman om en kvinde, der i et anfald af febersygdom tænker på mennesker, der ikke længere er en del af hendes liv, men som har spillet en afgørende rolle i det. I fire dele fortælles historien om hendes forhold til fire mennesker; Johanna, Niki, Alejandro og Birgitte.
Fortælleren kredser om relationernes oprindelse og deres afslutning, men også om alt det, der gjorde netop disse relationer særlige, og hun hæfter sig ved netop alle de små detaljer, der står tilbage i hendes hukommelse. Det er helt grundlæggende en roman om livet, som det formes af de mennesker vi lukker ind i det.
Ia Genbergs roman er stilfærdig i sin fortælleform, langsomt optrevler hun begyndelsen, midten og slutningen af relationerne, og hun hæfter sig ved de små ting; Den måde hvorpå Johanna dvælede ved siderne i sin yndlingsforfatters bog, eller den måde hvorpå Birgitte altid holdt sig balancerende på det neutrale i en dialog.
Ia Genberg lykkedes også helt særligt med at skabe et ret godt indblik i sin egen fortæller, netop gennem hendes refleksioner over personerne i hendes liv. Relationerne er væsentlige for fortælleren, de er de detaljer, der giver hendes liv mening. Det er relationer der forsvinder, men det de kom med holder fortælleren fast i.
”Detaljerne” handler om relationer, der er brudt. Men det er først og fremmest en håbefuld og optimistisk bog. For den skildrer jo netop det væsentlige forhold, at en relation ikke behøver vare for evigt for at have haft en betydning.
Elektras breve af Mathilde Moestrup
Jeg læste Moestrups roman tidligt på året, men var allerede da ikke et øjeblik i tvivl om, at den ville havde blandt mine favoritter for året. En virkelig stærk debut som også var at finde blandt de shortlistede til Bogforums debutantpris.
To kvinders veje krydser hinanden i et lille byhus i centrum af København. På anden sal bor E, der lever ensomt og afgrænset i en hverdag af stringente rutiner og faste ritualer. På første sal flytter Ene ind, hun og kæresten lever kaotisk fra sted til sted, og flytter ind midlertidigt, mens ejeren forsøger at få lejligheden solgt.
Mathilde Moestrup udmærker sig især ved de små detaljer, der tegner portrættet af de to kvinder. E´s mishag ved andre mennesker mærker man fx i begejstringen for en buket blomster, der pludselig forsvinder, fordi Ene har rørt ved dem. ”Men tanken om at hun havde blandet sig i mit foretagende, gjorde at jeg ikke kunne sætte pris på arbejdet”.
I umiddelbar modsætning hertil står Ene, der flytter ind under E´s lejlighed. Ene ringer på og vil snakke, og bliver et forstyrrende element for E, men også et element, hun på sin vis finder sig draget af. Ene skriver speciale, eller rettede hun lader som om, og samtidig arbejder hun hos en fancy bager, hvor hun sælger dyre kager til velbemidlede mennesker, mens hun hader hvert et øjeblik af det.
Det er historien om to forskellige kvinder, den ene groet fast og den anden rodløs. To kvinder der dog har ensomheden og længslen tilfælles, og som drages af ideen og forestillingerne om den anden.
Mathilde Moestrup fletter elegant de to fortællinger sammen, og lader romanens struktur afspejle tematikken. Den er et smukt, stramt og stærkt komponeret værk om ensomhed, og om vores behov for hinanden. Et behov der ikke kun strækker sig til mødet mellem mennesker, men også det simple faktum, at man som menneske måske altid vil have et behov for at se sig selv gennem en anden.
Johannesminde af Sofie Jørgensen.
Johannesminde af Sofie Jørgensen er en af de romaner, der har overrasket mig mest i år.
Den er et stille tidsbillede af en periode i danmarkshistorien og livet på landet, samtidig med at den er et rørende portræt af to mennesker gennem et helt liv.
Romanen følger de to helt unge mennesker, Lily og Anton, da de med håb og knuste hjerter tager hul på første del af voksenlivet i 1935.
Lily har måttet forlade en spirende romance i København for at komme hjem og passe fødegården sammen med sin far efter moderens død. Anton søger arbejde som gårdskarl for at hjælpe sin familie efter at faderens død har efterladt dem nær økonomisk ruin.
Anton beundrer Lily på afstand men ofrer alt for familien, og det samme gør Lilly, der også håber og længes i stilhed.
I små scener gennem årene oplever vi Lily og Antons liv forme sig over de næste 40 år. Samtidig ses i kulissen store samfundsbegivenheder udspille sig, Anden Verdenskrig kommer og går, og samfundet forandrer sig og ændrer vilkårene for bønderne på landet. Lily og Anton rykker sig dog ikke, perspektivet bliver på gården og i disse mennesker, der ikke har for vane at dømme eller dvæle. Dermed er der også meget, der overlades til læserens egen tolkning, mange ting foregår bagom fortællingen.
Ligeledes er der mange bipersoner, der kun optræder ganske kort i fortællingen. Alligevel afsætter såvel begivenheder som personer store aftryk, og man mærker mellem linjerne en enorm indlevelse. Det er dermed det underfortalte i romanen, som bliver fortællingens mest kraftfulde greb. Der er så meget, der efterlades svævende, men som alligevel kan mærkes.
Sofie Jørgensen er i den grad lykkedes med en fantastisk slægtsroman, der samtidig tegner et billede af tiden og udviklingen. Det er en samfundsroman med stærke portrætter af både mennesker og miljø.
Penge på lommen af Asta Oliva Nordenhof
”Penge på lommen” stod ulæst på min reol i et par år, men 2023 blev året, hvor jeg endelig fik den læst, og den er strøget direkte på min top 5.
Den er intet mindre end fantastisk; Blandingen af barsk socialrealisme og vredt antikapitalistisk kampskrift fungerer fænomenalt og fortæller den lille tragiske historie bag de store overskrifter.
Det er første bind i romanføljetonen om branden på Scandinavian Star. Katastrofen er en perifer del af handlingen, den er et baggrundstæppe, der sætter stemningen; Når den kapitalistiske og kyniske top af kransekagen skummer fløden, så er det de små skæbner, der betaler prisen.
Således er historien Kurt og Maggies, et par der lever i et ensomt, voldeligt, og alligevel ikke kærlighedsløst ægteskab.
I tilbageblik optrevles deres ungdom og drømme, og deres tilsyneladende håbløse kamp mod vilkår og betingelser.
Asta Olivia Nordenhof skriver med en underfundig tone af usentimental indlevelse. Det giver romanen en essens af nøgternhed, som vil den fortælle os; Disse skæbner er ikke blot en tragisk historie, det er sådan vores samfund er.
Skæbnens, eller skulle man måske sige samfundets, ironi indtræffer, da Kurt og Maggie på deres ældre dage måske tilsmiles en lille smule held, da der ind på scenen træder en kynisk pengemand, og sådan knyttes trådene til Scandinavian Star.
I et vredt og alligevel nøgternt opridsende mellemstykke foldes branden, og omstændighederne omkring den ud;
”Hvis det er sandt, og det tror jeg, at branden på Scandinavian Star blev anstiftet med økonomisk vinding for øje, døde de 159 mennesker ikke kun på grund af nogle enkelte mænds kyniske risikovillighed, de døde for en ide. Nogen og noget kan blive nødt til at dø, for at andre kan vinde. Det er ideen. For at lægge til må man trække fra et andet sted.
Kapitalismen er en massakre”
Lucias sidste rejse af Vejle Lid Larssen
”Lucias sidste rejse” er et imponerende, fascinerende og til tider langtrukkent sammensurium af virkelige hændelser og fri fantasi. Det er en rejse gennem (primært) Italiens historie med nedslag i små fortællinger, der hver for sig udgør sin helt egen historie, og som er knyttet sammen ved deres forbindelse til relikvierne efter den hellige Lucia.
Den første historie er Lucias egen, denne unge kvinde der i Vetle Lid Larssens udlægning ikke bare er loyal mod sin tro, men som også fremstår som en stærk feministisk forkæmper, idet hun nægter ægteskab og kræver at kunne forvalte over sin egne penge.
Men Lucia lever i en verden styret af mænd, og hun dømmes til nogle uger i et horehus, og da hun derefter stadig nægter at frasige sig den kristne tro bliver hun henrettet.
Derefter følger fortællingerne den rejse, som hendes legeme begiver sig ud på. Gennem de næste knap 1000 år er hendes legeme flere gange udsat. Men selv om landet oplever utallige krige og forskellige belejringer, så vedbliver den hellige Lucia at klare sig.
Der er fx historien om den engelske ambassadør Worsley, der vil stjæle nogle værdifulde ikoner fra helgenen i et forsøg på at kompensere for sin egen uformåenhed.
Og historien om Anna, der når ud af Konstantinopel inden byens fald, og
som klarer sig gennem utallige lidelser for at opfylde sin opgave; At sætte familiens ikon ved Lucias kiste.
Krigens ødelæggende meningsløshed er sammen med de stærke feministiske toner en gennemgående tematik i samtlige af bogens fortællinger.
Det er en på alle måder stort anlagt fortælling, og der er lidt fantastisk fortælling over blandingen af virkelighed, myter og fantasi. Vetle Lid Larssen vil rigtig meget, og det er let at blive fascineret af romanens overvældenhed. Den kan nok også nu og da føles en anelse for bombastisk, og den skulle også lige have lov at bundfælde sig hos mig. Men alt i alt en roman, der gjorde et stort indtryk på mig.