I år modtog Peter Handke Nobelprisen i litteratur, og det blev ledsaget af en del kritiske røster, der mente, at Handke måtte være afskrevet til modtagelse af prisen på grund af sin relation til den serbiske leder Slobodan Milosovic.
Men skal priskomiteer som fx Nobelkomiteen overhovedet forholde sig til forfatterens person, når de vælger vindere. Er det relevant hvilke personlige politiske holdninger en forfatter har? Eller er det udelukkende værkerne, der bør tælle i det store regnskab? Og kan vi overhovedet skille værk og forfatter?
Handke har i mange år været nævnt som en mulig modtager af Nobelprisen i litteratur, men mange har alligevel afskrevet ham; Han er for kontroversiel, har det lydt. Ligeledes har mange måske ment eller i hvert fald forestillet sig, at Nobelkomiteen i år ville have travlt med at hviske tavlen ren efter sidste års skandaler, og derfor tage det mere sikre og politisk korrekte valg.
Det gjorde de dog ikke, og Handke som prisvinder er modtaget med blandede holdninger. Jeg vejrede stemningen i et par indlæg på Instagram og Facebook, og har ved hjælp af kommentarerne summet diskussionen og pointerne op.
Litteraturpriser skal hylde litteratur!
Jeg vil ikke i dette indlæg gøre mig til dommer over Peter Handke og kritikken af ham, det må være materiale til et andet indlæg, og kræver vist også et meget mere indgående studie i de udtalelser og situationer, der har skabt modviljen mod ham.
Men selv hvis vi siger, at Handke er skyldig i alt, hvad han kritikere anklager ham for, selv hvis han har benægtet et folkemord, som er en af de største anklager, kan han så ikke stadig være en god forfatter?
En læser skriver ”Hvis man kun kunne læse litteratur skrevet af pæne, flinke, velafbalancerede typer, ville hylderne blive en del tommere” – og det har han jo ret i.
Kan man ikke være kontroversiel og samtidig have sat et så stort aftryk på litteraturen, at man ikke er til at komme udenom? En pris som Nobelprisen er jo udelukkende en litteraturpris. Det er ikke en pris for største kulturelle personlighed eller epokegørende meningsdanner.
Man ikke hylde kontroversielle forfattere!
En del læsere var dog også af den holdning, at man ikke kan hylde forfattere med kontroversielle holdninger. Men fælles for alle med denne holdning synes dog at være, at de havde meget svært ved at definere, hvor sådanne grænser skulle gå. For hvem skal bestemme, hvilke holdninger der er for kontroversielle og hvilke vi godt lige kan gå med til?
Nogle vil sikkert sige, at det skal bero på en fornemmelse af det konkrete tilfælde, men hvis balladen om Peter Handke har lært os noget, så er det, at det langt fra er entydigt om den enkelte forfatter er for kontroversiel eller ej.
Der hersker nok ingen tvivl om, at der er en grænse, og det er nemt at forestille sig helt vanvittige eksempler, som en forfatter, der offentligt opfordrede til vold mod minoriteter eller lignende, hvor det er helt åbenlyst at grænsen for længst er overskredet. Men det er vist et eksempel, der (heldigvis) vil høre til i de sjældne undtagelser. For virkelighedens eksempler er bare sjældent så åbenlyse.
Er værket sin forfatter og er forfatteren mennesket bag?
En litteraturpris som Nobelprisen hylder en forfatters livsværk. Den hylder forfatterens bidrag til litteraturen, og det er helt åbenlyst at spørge ”Er det at hylde en forfatter, det samme som at hylde mennesket bag?”.
Nej, det synes jeg ikke.
Ser man på sportens verden, hvor det ikke er juryer, der vælger vindere, så kan en topatlet jo sagtens være bundusympatisk, og stadig være olympisk mester. Det handler om hans præstationer, og det bør en litteraturpris også gøre.