Så er det jul lige om lidt, og er du på udkig efter årets julelæsning til husstandens børn og barnlige sjæle, så skal du kigge med her, hvor jeg anbefaler ikke færre end 29 forskellige julebøger.
Der er masser af kalenderbøger til forskellige aldersgrupper og billedbøger helt ned til vuggestuealderen.
De første bøger på listen er diverse julehistorier og så kommer kalenderbogsanbefalingerne længere nede. Bøgerne nævnes i rækkefølge efter aldersanbefalinger.
Julebøger 0-2 år:
- Min rør og føl bog om Jul (fra 0 år)
Den kendte serie af pegebøger som julebog. Lær julens ord som fx juletræ, gave og julekugle.
- Snemanden (fra 0 år)
Raymond Biggs udødelige klassiker. Her er ingen tekst kun billeder, så som højtlæser kan du skabe teksten selv og tale med dit barn om billederne.
- Peter Kanin et juleønske (fra 1 år)
af Beatrix Potter
Klassikeren om Peter Kanin som julehistorie. Helt enkel tekst og simpel historie. Meget søde og fine illustrationer, som vi kender dem fra Peter Kanins univers.
- Idas helt egen juleaften (fra 2 år)
af Inger Tobiason
Meget lidt tekst, om den tænksomme
Ida, der skaber sin helt egen juleaften. Hun har spist hele sin chokoladejulekalender og farmor siger det er jul, når der ikke er flere chokolader. Men hvor bliver julen af? Ida er opfindsom og skaber lidt julemagi på egen hånd.
- Wili holder jul (fra 2 år)
af Inger Tobiason og Kirsten Sinne Harild
Wili glæder sig til jul. Han ønsker sig et tog, det gør hans ven Laura også. Juleaften kommer og hvad har julemanden mon i sækken?
- Gurli gris møder julemanden (fra 2 år)
Jul med den kendte tv-figur. Helt oplagt til fans af serien.
- Da Boris blev julebjørn (fra 2 år)
Af Ryan T.Higgins
Den gnavne bjørn er tilbage. Alle hans venner er klar til julestemning, men Boris gider ikke rigtig noget. Måske kan han komme lidt i julestemning alligevel? Historien er ganske ligesom de andre fortællinger om Boris fyldt med humor til glæde for børn i flere aldersgrupper og for voksne.
Julebøger 3-5 år:
- Betty får en julegave (fra 3 år)
af Alberte Winding
Betty er ikke helt tilfreds med sin kalendergave. Men hendes veninde i børnehaven får slet ikke kalendergaver. De har ikke råd til den slags. Det synes Betty alligevel er synd, og måske var den kalendergave faktisk ret god alligevel. En sød historie om de vigtigste værdier ved julen fortalt i børnehøjde.
- Peters jul (fra 3 år)
af Johan Krohn
Klassikeren over dem alle, der med sine søde vers sagtens kan skabe julestemning hos de små børn. Perfekt til oplæsning over lidt klippeklistre eller et par æbleskiver.
- Lille pinds juleønske (fra 3 år)
af Elvira Fragola
En smuk julefortælling om hjælpsomhed, gavmildhed og næstekærlighed. Lille Pinds mor er syg, og Lille Pind beslutter sig for at skabe en dejlig juleaften med hjælp fra skovens dyr.
- Lasse Leif og DM i æbleskiver (fra 3 år)
af Mette Finderup
En julehistorie i 13 kapitler med Lasse Leif og hans lille frække dukke Luske Lise, der laver en masse ballade. En humorfyldt fortælling, der opleves i barnets perspektiv, og som mange 3 årige helt sikkert vil kunne sætte sig ganske godt ind i.
- Alene hjemme (fra 3 år)
genfortælling efter filmen af samme navn.
En dejlig fortælling der vil vække glæde hos både børn og voksne. Historien er formidlet godt til billedsbogsmediet; enkel i tekst og dejlig detaljeret i illustrationer.
- 5 minutter i jul (fra 4 år)
Julehistorier med alle de kendte figurer fra Disneys univers. Der er jul på slottet hos Askepot, hos monstrene i Monstropolis eller hos alle 101 dalmatinere på dalmatinerplantagen. Historierne fungerer nok bedst for de børn, der kender eller har set de oprindelige film. Men flere af dem kan altså også godt læses uden forhåndskendskab.
- Sallys far kringler julen (fra 4 år)
af Thomas Brostrøm
Sallys lillebror vil give far en prut i gave, far køber et alt for højt juletræ, og risengrøden bliver brun. Der er masser af humor i historierne om Sallys far, der indimellem er lidt pinlig. Mon alt går galt eller bliver det alligevel jul?
Julebøger fra 5 år:
- Snemanden (fra 5 år)
af Michael Morpurgo
Raymond Biggs’ billedbogsklassiker genfortalt med ord. Meget smuk fortælling om den ensomme Jacob, der knytter sig til en snemand og genfinder venskabets magi og troen på sig selv.
- Jul i andre lande (fra 5 år)
af Sofia Maria Brand
Lær om julen og julens traditioner i andre lande. Hvert land har et dobbeltopslag af to sider, der er fyldt med smukke illustrationer og små fortællinger om det enkeltes lands traditioner. Denne her kan både børn og voksne lære lidt af, og den er oplagt til at tale om forskelligheder og traditioner på tværs af kulturer. Tag på en julerejse til blandt andet Japan, Finland, Frankrig, Indien og Italien.
Som ekstra bonus indeholder bogen også opslag, der fortæller om traditioner og højtider indenfor de store verdensreligioner; Islam, Hinduisme, Jødedommen og Buddhismen.
- Julefortællinger af Astrid Lindgren (fra 6 år)
Julefortællinger med alle de kendte karakterer fra Lindgrens universer. Tag med til jul hos børnene i Bulderby, Madicken eller den frække Emil fra Lønneberg. Det er ren nostalgi for forældrene med et julebesøg hos alle disse elskede og kendte karakterer.
- Et juleventyr af Charles Dickens genfortalt (8 år)
Genfortalt af Lesley Simms efter Charles Dickens klassiske fortælling.
Den elskede juleklassiker bragt til live med fine illustrationer til børn. Bogen er skabt som en letlæsningsbog, men kan altså læses højt fra 7-8 år alderen. Selvlæsning afhænger af det enkelte barn, men vil typisk kunne læses selv fra tredje klasse.
Kalenderbøger:
Kalenderbogen fungerer bedst til børn i børnehavealderen. Ofte er der en del tekst, og det kræver også lidt af barnet at huske handlingen fra i går og forstå, at det er en historie, der fortsætter.
- Gurli Gris: en julekalender (fra 1 år)
Vil man gerne hygge med en kalenderbog med vuggestuebarnet kan Gurli Gris kalenderen være et alternativ. 24 små historier i små bøger, der bagefter kan hænges på juletræet.
- Troldeliv Julekalenderbogen (fra 3 år)
af Sissel Bøe og Peter Madsen
Nisse Nik er led og ked af menneskene på den gård, hvor han bor. De tror ikke på nisser mere og vil bare rive laden ned. Han får hjælp af de to små trolde Pajko og Paja, og så gælder alle kneb med nisselist og troldestreger for at få menneskene til at tro på nisser og genfinde juleglæden.
- Rasmus Klump redder julen (fra 3 år)
af Kim Langer
Rasmus Klump og vennerne stævner ud på det gode skib Mary for at redde julen. Nisserne i julemandens værksted er nemlig blevet syge på grund af kanelmangel og Klump og vennerne må skaffe kanel i en fart. Men når de det? Korte kapitler og en forholdsvis enkel handling.
- Hesten Rudolf et juleeventyr i 24 afsnit (fra 3 år)
af Simon Brøns
Fin til de yngste børnehavebørn. Hvert kapitel fylder kun 1 side, og til hver dag er der en illustration, som barnet selv kan farvelægge. Bogen er lavet i et meget bredt format, hvilket gør det muligt at have den liggende på bordet, således at barnet kan farvelægge og den voksne læse samtidig.
Det er en sød lille fortælling om hesten Rudolf, der drager afsted på eventyr, fordi han bliver behandlet dårligt af sin familie. Han møder den lidt kvabsede due Didrik og sammen begiver de sig ud i den store verden og håber på at finde vej til julemanden. På deres vej møder de mange sjove karakterer, og måske kan Rudolf finde det han er god til hos julemanden.
Historien er udgivet af og for ildsjælene.dk, som arbejder med velgørende arrangementer for forskellige børn og unge, der har det svært som fx ensomme, børn med en diagnose eller julemærkebørn.
Alt overskud fra denne julekalender går til det gode formål, og den koster kun en flad 50’er. Den kan købes på ildsjælene.dk
- Befri julemanden (fra 3 år)
af Peter Gotthardt
Tvillingerne Sara og Simon må sammen med deres husnisser Frejdi og Venli begive sig ud på et eventyr for at redde julemanden, der er taget til fange af en stor trold. Helt korte kapitler på kun 2 sider med illustrationer på alle sider og en meget enkel historie, der gør den oplagt som den først kalenderbog.
- Hanne Hundiges jul (fra 6 år)
af Thomas Lagermand Lundme
Kender man allerede Hanne fra Hundige? Så er historien her et oplagt bud. Hanne synes der er lang tid til jul, men så har hun jo hele sit herlige galleri af familiemedlemmer. Masser af små sjove humoristiske detaljer.
- Drengen der ville redde julemanden fra at blive skåret i skiver (fra 8 år)
Af Jesper Wung Sung
En herlig og humoristisk fortælling om drengen Kaj, hvis forældre arbejder rigtig meget og hele tiden render rundt med deres telefoner og computere. Da julemåneden starter ankommer en ny au-pair, som skal passe Kaj og hans lillebror og skabe lidt julestemning, nu mor og far ikke rigtig har tid.
Men Kaj finder hende mistænkelig. Hvad har hun i kufferten, og hvorfor er hun så interesseret i julemanden. Er hun ude på at skære ham i småstykker og ødelægge julen? Undervejs i sit opklaringsarbejde oplever Kaj mange mystiske ting ved denne au-pair, men måske kan det alligevel nå at blive en god jul.
- Snesøsteren (fra 10 år år)
Af Maja Lunde
Det er ved at være jul, og det elsker Julian normalt. Men i Julians familie er noget slet ikke som det plejer. Hele familien sørger nemlig over Julians søster Juni, der er død. Måske bliver det slet ikke jul i år? Julian møder den livsglade Hedvig og selvom der er noget spøjst og mystisk ved hende, så bringer hun måske alligevel juleglæden med sig? Meget fin poetisk og smuk fortælling om sorg og familiesammenhold, og om at finde plads til glæden trods sorgen.
- Julemandens død (fra 12 år)
Af Kenneth Bøgh Andersen
Et gysende julemysterie på linje med de velkendte historier fra serien om den store djævlekrig. Er man fan af den serie, så vil man med garanti også elske dette julemysterie.
Julemanden er død, og en enkelt nisse er undsluppet de onde mystiske gerningsmænd. Han opsøger tvillingerne Frederik og Katrine i håbet om, at de kan hjælpe ham med at finde julemandens mordere og stoppe deres onde planer.
- Mytonias vogter (fra 12 år)
af Lars Thomassen
En kalenderhistorie for fantasyfans.
Historien om Viola og nissen Christophii og deres rejse i Mytonia hvor de skal redde nissernes verden, menneskenes verden og ikke mindst julen. Forfulgt af den onde Arkos og barkvætten Mãn må de kæmpe, samtidig med at Viola kæmper med sit savn. Hendes mor er død og hendes far er i stor fare. Klarer de den?
- Julebestiariet (fra 12 år)
af Benni Bødker og John Kenn Mortensen
I 24 kapitler præsenterer forfatterne hver dag et væsen eller figur fra gamle traditioner, myter og folkesagn. Vi kender alle julemanden, der kommer med godter til de artige. Men hvad med de uartige børn? hvem tager sig af dem? Det har man verden over mangt og mange svar på. I denne kalenderbog møder vi blandt andet La Befana, Hans Trapp og Krampus. Der er dystre og skumle illustrationerne, der viser os de mange væsner fra hele verden, og som samtidig gør sin læser en lille smule klogere på alverdens mystiske traditioner og overtroiske væsner.