Historien om Marie Grubbe er historien om adelsdatteren, der blev gift med en kongesøn og endte på fattighjælp. Det er historien om en kvinde, der har fascineret og inspireret forfattere som H.C. Andersen, Ludvig Holberg, I.P. Jacobsen og Lone Hørslev. Undertiden fremstilles hendes historie som udtryk for seksuel løssluppenhed, andre gange som udtryk for jagten på sit indre jeg. Men hvad er historien bag litteraturens Marie Grubbe?
Barndommen uden mor og med faderens elskerinde:
Marie Grubbe kom af en rig adelsslægt, der kunne spore sine aner helt tilbage til middelalderen. Hendes far Erik Grubbe ejede flere godser og var lensmand (en slags forvalter af et landområde, udnævnt af kongen) for et område, der blandt andet talte Århus. Hendes far var ikke bare rig men også højt respekteret i såvel sin hjemstavn som ved hoffet.
Han var gift med Maren Juul, og hun fødte ham i alt syv børn. Kun to piger overlevede de første barneår, Anne-Marie og Maren – i eftertiden kun kendt som Marie.
Marie Grubbe blev født i 1643, om end der ifølge Dan Andersen (Forfatter til Marie Grubbe og hendes tid) kan sås tvivl om fødselsåret, hun er muligvis først født i 1645. Denne detalje er relevant i forhold til indgåelsen af hendes første ægteskab, var hun sytten eller blot femten år?
Flere af de forfattere, der har beskæftiget sig med Marie Grubbe, hæfter sig ved forholdet til faderen, som en mulig årsag til hendes senere handlinger. Det var almindelig kendt, at faderen havde en affære med sin husholderske, og at han også fik et barn med hende, et barn han i øvrigt senere fik legitimeret.
Erik Grubbes omgang med sin husholderske er imidlertid ikke usædvanlig, og spørgsmålet er i hvor stor udstrækning, man kan tillægge Maries opførsel tabet af moderen. Det var trods alt dengang ganske almindeligt, at børn voksede op uden den ene eller begge af sine forældre. Specielt mistede mange deres mor tidligt, eftersom det var mange kvinders lod at føde mange børn og ende deres liv i barselssengen. Marie har desuden efter al sandsynlighed tilbragt en stor del af sin barndom hos en slægtning, den slags var ganske normal kutyme for adelsfolks børn i 1600 tallet.
Et fordelagtigt bryllup og en brudgom med en hemmelighed:
Marie blev første gang gift med Ulrik Frederik Gyldenløve. Han var søn af Magrethe Pape og den senere Kong Frederik den 3. Navnet Gyldenløve var opfundet af Christian den 4 (Frederik den 3’s far) og blev givet til de uægte børn af kongen, som han offentligt anerkendte.
Ulrik Frederik Gyldenløve var elsket af sin far og nærede en høj agtelse ved hoffet. Han var en eftertragtet mand. Præcis hvordan matchet mellem ham og Marie Grubbe kom i stand vides ikke. Men Erik Grubbe var i hvert fald glad for forbindelsen og bragte en medgift på 12.000 rigsdaler. Til sammenligning fik en almindelig tjenestepige på daværende tidspunkt omkring seks rigsdaler om året. Måske er Erik Grubbes formue netop forklaringen på hoffets interesse i foreningen.
Brylluppet stod i december 1660. Men det er bemærkelsesværdigt, hvor lidt der blev gjort ud af denne begivenhed. Der var nærmest tale om et hemmeligt bryllup, som heller ikke blev nævnt offentligt. Besynderligt, eftersom der dog var tale om en kongesøn og en højstående adelsmands datter.
Men forklaringen kan dog være en helt anden – måske ønskede man et hurtigt bryllup i diskretion for at dække over en potentiel skandale; Gyldenløve var allerede gift. Han havde året forinden giftet sig med Sophie Urne. En kvinde hoffet ikke regnede for passende, da hun dels var nogle år ældre end Gyldenløve og dels var hun beslægtet med den forhadte Corfitz Ulfeldt. Ægteskabet blev annulleret, Urne blev sendt udenlands, og Gyldenløve blev hurtigst muligt sendt videre til et mere passende parti.
Et ensomt ægteskab og Maries utroskab:
Der gik end ikke et år efter brylluppet førend Ulrik Frederik tog på en længere udenlandsrejse. Han var væk i to år, og i mellemtiden var den unge Marie alene ved hoffet. Da han kom hjem blev han udnævnt til statholder i Norge, og parret flyttede til Kristiansand.
Efter to år i Norge og seks års ægteskab i alt stod det vel klart for begge parter, at Marie ikke kunne få børn.
Marie gik fra at være en perfekt hustru, der stod som en tavs skygge ved sin mands side til at være en skandale, som Ulrik Frederik under ingen omstændigheder længere ville være gift med.
Marie indledte ikke bare en men to affærer, blandt andet med Gyldenløves sekretær til hvem hun skrev, at hun elskede ham, og om han mon ville elske hende igen og ikke glemme hende.
Men Maries utroskab gik længere end kærlighedsbreve, og mod slutningen af 1666 var hun efterhånden blevet letsindig i sin omgang med de to mandlige affærer.
Hvad skete der, siden Marie pludselig indledte sine affærer? Det er noget af det, som flere forfattere har gisnet om i deres digtning.
Det er vigtigt at huske på, at Marie ikke var særlig gammel, og hun var store dele af tiden efterladt alene på slottet, mens hendes mand var ude. Var det ungdommelig kedsomhed og skødeløshed? Var hun vred og skuffet over sin mand, som uden tvivl har haft mange affærer? Eller opdagede hun blot pludselig sin egen seksualitet udvikle sig? Et mere specielt bud kommer fra psykolog Lise Ehlers, der i en artikel argumenterer for, at Marie Grubbe har lidt af en hjerneskade, der har gjort det umuligt for hende at skelne mellem rigtigt og forkert.
Gyldenløve sendte Marie hjem til faderens gård Tjele i begyndelsen af 1667, og så begyndte han ellers at indsamle beviser mod sin hustru. Gyldenløve fik sin skilsmisse, og begge parter fik endda mulighed for at gifte sig igen. Det var ellers ikke almindelig praksis på den tid, og da slet ikke for Marie, som var stærkt belastet af utroskabsskandalen. Det blev endda bestemt, at Marie kunne tage hele sin medgift på 12.000 rigsdaler med ud af ægteskabet. Men hvorfor fik hun så gunstige vilkår?
Blodskam og en skandaløs rejse:
Kom Marie heldigt ud af ægteskabet, fordi man ønskede, at hun skulle holde på en hemmelighed? Ville man købe hendes tavshed?. Var der måske en endnu større hemmelighed, som man for alt i verden ønskede at holde skjult?.
Gyldenløve skrev i et brev til sin ven Griffenfeld kort efter skilsmissen, at Styge Høgh og fruen var rejst over sundet med pengene. ”Jeg ved ikke hvad jeg skal mene om det”.
Styge Høgh var en mand i store pengeproblemer, som havde god grund til at rende ud af landet, da han havde stor gæld. Men Styge Høgh forlod også noget andet, han var nemlig gift med ingen ringere end Marie Grubbes egen søster Anne-Marie!
Forholdet til svogeren nævnes ikke i nogen dokumenter vedrørende skilsmissen, og det er der en god grund til. For dengang var straffen for at begå blodskam i sidste ende døden, og blodskam dengang inkluderede også familie gennem ægteskab. Det vil sige, at en svoger var i lovens øjne ligestillet med en bror. Var et sådant forhold kommet ud, kunne det have været fatalt for Marie og en katastrofal skandale for Gyldenløve og hoffet. De havde derfor alle grund til at tysse det ned, såfremt der har været et forhold.
Vi ved at både Styge Høgh og Marie Grubbe forlod landet i 1671 kort efter skilsmissen var faldet på plads, om de virkelig forlod landet sammen ved vi ikke, men Gyldenløves brev til Griffelfeld indikerer det.
Et nyt ægteskab og en strid om arv:
Ulrik Frederik forlovede sig efter skilsmissen igen i 1772, denne gang med en kun 12 år gammel komtesse. På forlovelsestidspunktet var Ulrik Frederik selv 34 år. Parret blev gift fem år efter, og hun fødte ham mange børn.
Marie Grubbe blev i udlandet i to år, hvorefter hun kom hjem til sin far og Tjele igen. Hvad hun foretog sig i de to år, og hvad der var blevet af Styge Høgh, ved vi ikke. Det eneste vi ved om rejsen stammer fra noget hendes far hævdede mange år senere, nemlig at hun vendte hjem uden en eneste klink af den store medgift – pengene var brugt.
Nu var det derfor tid til at finde en ny ægtemand, og Maries skandaløse fortid til trods, var hun stadig et særdeles eftertragtet parti på grund af sin stenrige far.
Ægtemand nummer to blev Palle Dyre, en velansat mand, der handlede med ejendomme. Ægteskabet varede i 18 år, og i størstedelen af årene, var der forholdsvis ro omkring ægteparret. Men på et tidspunkt ender de i en strid med enkemændene efter Marie Grubbes to søstre om, hvem der skal arve Erik Grubbe.
I første omgang ændrer Erik Grubbe sit testamente til fordel for Marie og Palle Dyre. Men senere ønskede han at lave det om igen, og det var i forbindelse med denne strid, at Erik Grubbe pludselig kom med en chokerende afsløring.
En ny affære: Sex eller kærlighed:
Tilsyneladende som led i et forsøg på at miskreditere sin datter og dermed få lov at omstøde sit tidligere testamente, skriver Erik Grubbe i august 1690 et brev til kongen. Her opruller han hele sin datters letsindige opførsel, først i ægteskabet med Gyldenløve, dernæst sin skandaløse udlandsrejse og endelig runder ham af med at erklære, at hun heller ikke er sin nuværende mand tro. Det får bolden til at rulle, og kongen beordrer en undersøgelse af påstandene og snart indledes en retssag mod Marie.
På dette tidspunkt havde Marie Grubbe allerede i en rum tid haft et forhold til kusken på gården Søren Sørensen Møller, også kaldet Søren Kusk eller Søren Ladefoged.
Søren var en del yngre end Marie, og har formegentlig været en ung, flot tiltrækkende fyr for den på det tidspunkt midaldrende Marie, (hun var på dette tidspunkt cirka 45. år).
Parret var uforsigtige i deres forhold, og var ifølge senere vidneudsagn ganske åbenlyse.
Eftertiden har ladet stå tilbage, at forholdet mellem Marie og Søren udelukkende handlede om sex, men vidneudsagnene fortæller en anden historie. Flere fortæller, at de så parret siddende sammen i stuen og i marken. Det var altså ikke udelukkende det seksuelle, der bandt parret.
Men hvordan har de kunnet have et så åbenlyst forhold uden ægtemanden Palle Dyre vidste det?
Det gjorde han formegentlig også. Men måske trak den ventende arv fra Erik Grubbe så meget i ham, at han var villig til at se bort fra skammen. 1691 faldt dommen dog og skilsmissen blev en realitet. Hverken Dyre eller Marie Grubbe fik andel i arven efter Erik Grubbe, da han døde i 1692.
De sidste år – sammen trods alt:
Marie og Søren forsvandt sammen. På dette tidspunkt havde de kun hinanden.
De dukker op igen i historien en del år senere. De bor på Møn, og vi hører om dem i et brev fra en præst, der klager over parret, som bor sammen og hævder at være gift. På dette tidspunkt er der gået otte år siden Maries skilsmisse fra Dyre.
Men det faktum, at parret er sammen, er meget sigende. Marie Grubbe var en del ældre end Søren, og hun har ikke haft nogen penge. Tværtimod er magtforholdet på dette tidspunkt ændret mellem dem, da det nu er Søren, der tjener til føden. Alligevel er parret stadig sammen, så det er vel ikke helt ved siden af at antage, at de har elsket hinanden.
Parret flyttede til Falster, og om deres tid sammen ved vi blandt andet, at Søren fik børn til anden side. Men Marie Grubbe veg ikke fra hans side. Hun har da også på dette tidspunkt været dybt afhængig af ham, men han flyttede heller ikke fra hende.
Det sidste vi hører om parret er en tragisk sag. Søren anklages for mord, og selvom et vidne bekræfter Sørens historie om, at det dræbende skud var en ulykke, så dømmes han til strafarbejde og parret bliver adskilt.
Ifølge et vidne var det Marie Grubbe, som var i Sørens tanker, da det går op for ham, hvilke konsekvenser ulykken/drabet kan have. Han jamrer over den ulykke, hun vil komme til at sidde i, hvis han er nødt til at forlade hende.
Marie og Søren ser sandsynligvis aldrig hinanden igen, og det sidste man ved om hende, er at hun modtog fattighjælp i årene 1714, 1715 og 1716. Omkring dette tidspunkt er hun sandsynligvis død. Der står intet om hendes død eller begravelse i kirkebogen, og hun har intet gravsted.
Dette var den biografiske historie om Marie Grubbe. I næste indlæg skriver jeg om den litterære Marie Grubbe, som hun fremstilles af blandt andre Holberg, Andersen og Jacobsen. Er du blevet nysgerrig på at læse mere om virkelighedens Marie Grubbe kan jeg varmt anbefale Dan H. Andersens biografi ”Marie Grubbe og hendes tid” – hvorfra jeg har hentet størstedelen af informationerne i dette indlæg. Du kan også læse Severin Kjær ”Erik Grubbe til Tjele og hans tre døtre” eller Jens Meier ”Om Marie Grubbe”.